Jeffery og Domingos flyttede fra vennerne, jobbet og New Yorks overdådige kulturliv til det, de kalder ødemarken i det nordvestlige Massachusetts
Gran, sølvglimmer og blodrøde julehjerter dingler ned fra loftet i Dans Grille, et værtshus på Summer Street i Adams, Massachusetts. For to dollar kan man få en budweiser eller syv sange i jukeboksen, og siden ejeren Dan ikke bryder sig specielt meget om statens rygeforbud, kan man gå ud i køkkenet bag baren og ryge af hjertens lyst. Baren ligger lige over for den toværelses lejlighed, hvor Jeffery Brown, 36, og Domingos Goncalves, 37, flyttede sammen for knap et år siden efter at have været kærester i et par år, mens de boede i New York. Fra deres køkkenvindue kan man se lige over til Dan og hans neonreklame for Coors i det smalle, vandrette vindue. I New York havde Jeffery fast arbejde som tjener og nød sine ugentlige shows som Sandy, hans selvopfunde 70er-dragqueen med et Barbra Streisand-kompleks. Domingos arbejdede som kabinepersonale i United Airlines og brugte en stor del af sin fritid på den cafe, hvor Jeffery optrådte. »Jeg var vild med at bo i Brooklyn, og jeg har mødt en masse vidunderlige mennesker i de ni år, jeg har boet forskellige steder i New York,« siger Domingos. »Men de sidste år blev jeg mest boende, fordi jeg ikke kunne finde på andet. Jeg spildte alt for meget tid med at gå i byen på trods af, at jeg havde nogle interesser og fremtidsplaner, som jeg ville arbejde seriøst på. New York kan tilbyde dig alt, men den kan også distrahere dig og stjæle ressourcer, der måske var bedre brugt på andre ting.« Jeffery har lagt Sandy lidt på is i sin nye tilværelse i Adams, hvor han stadig arbejder som tjener og tager ud og serverer sammen med sin chef, eks-hippien Allan, der er åbent homoseksuel og lykkeligt gift med en kvinde. Som ung rejste Allan Europa rundt, boede i Paris latinerkvarter, i New York og i et selvforsynende sovjet-samfund i Pennsylvania. »Allan giver alle ødemarks-bøsserne arbejde,« griner Jeffery. »Jeg havde aldrig drømt om, at der kunne være sådan et sammentømret lille samfund uden for New York City.« Mens vi sladrer ved baren hos Dan, kommer en ældre mand over og kigger på Domingos med sejlende, stive øjne. Han er nok 70, mager som en mynde, og hans hat ville falde helt ned over ansigtet, hvis den ikke blev holdt oppe af et par enorme briller med meget tykke glas. »Skal vi spille pool om fem dollar,« siger han og dingler. »Hvorfor ikke?« svarer Domingos. »Hey du, du skal ikke spille om penge med George,« hyler en af de lokale fra sin taburet ved baren. »Ham der er George Levy. Du skal ikke bryde dig om, at han er fuld. Han var pool-champion i hele det vestlige USA, da han var yngre, og han har spillet professionelt i Vegas i mere end 20 år.«
Domingos spiller alligevel.
»Jeg har fundet det, jeg ledte efter, heroppe. Jeg tvivler meget på, at vi bliver i Adams, men vi bliver her omkring. Jeg har uddannet mig som massageterapeut, og Jeffery har fundet et kulturprojekt, hvor han endelig kan bruge sin uddannelse i filmhistorie. Nu arbejder vi bare på at finde en cafe, som vi kan købe og bestyre sammen,« siger Domingos. Tidligere på året besvarede han og Jeffery en stillingsannonce for et forstanderpar til et mindre hotel i nærheden, men »det var vist ikke et par som os, ejeren havde i tankerne«, siger Jeffery. Han kan heller ikke forestille sig en fremtid i Adams, som med sine små 15.000 indbyggere er et grelt eksempel på en langt tættere trafik end den, der bringer Brooklynitter til byen. Tomme butikker og gabende udstillingsvinduer finder man på næsten hver gade. Dunkin Donuts, McDonalds og Wal-Mart med jobs til fem dollar i timen er her stadig, men industrien og de selvstændige er som blæst væk. Byens mest opsigtsvækkende bygning er kulturhuset Mass MoCA, der ligesom de fleste af byens arbejdspladser er betalt af den offentlige støtte, der tilfalder deprimerede, forladte småbyer. I næste uge skal Domingos og Jeffery se på en cafe i Bennington, Vermont. Og de skal måske også på Dans og lokke ham til at tænde julepynten. Men de skal ikke spille pool med fulde, gamle mænd. For de vinder.
