Læsetid: 3 min.

Prøvesager

Det spændende i det kommende forhold mellem EU-landene og USA bliver, om det bliver et samarbejde fra sag til sag, eller om der faktisk er ved at ske en udvikling til et bredere partnerskab end hidtil
26. februar 2005

ANALYSE
Bruxelles – Spidsede læber til et kys på kinden under en strikkehue. Billedet af den amerikanske præsident, George W. Bush, i nærkontakt med folket i Bratislava ramte mange avisforsider i denne uge. Præsidentens møde med slovakkerne stod i skærende kontrast til især hans besøg i Mainz i Tyskland. Her var storbyen Frankfurt am Main samt et par tilhørende nabobyer hver omtrent på størrelse med Århus sat i undtagelsestilstand for en dag, blot for at bevare sikkerhedsafstanden mellem den amerikanske præsident og netop folket.
Efter de mange, store og flotte ord, bliver der i disse dage analyseret og tolket og ventet. ’Nu må vi se handling,’ lyder omkvædet med opfordringer mod øst og vest.
En række prøvesager er i vælten: Iran – hvor europæerne vil forhandle, mens amerikanerne holder »alle muligheder på bordet«, Kyoto-klimaløfterne, som europæerne støtter kraftigt, mens amerikanerne højst vil tilbyde forskning i ny teknik, eller genopbygningen af Irak, som amerikanerne ønsker en mærkbar europæisk støtte til.

Signalernes tur
Diplomater og politikere arbejder på fremskridt, journalisterne ser frem til forsideegnede ’prøvesager’. Men selv om de enkelte prøvesager kan give et praj om viljen til samarbejdet, fortæller de ikke nødvendigvis hele historien.
Bush selv beskrev sit besøg i Europa som en ’lytte-tur’, men det var i allerhøjeste grad også en signalernes tur. At der var planlagt nærkontakt i Slovakiet, mens der var iscenesat højsikkerhed i Tyskland var næppe nogen tilfældighed. Og klart nok – det transatlantiske forhold har jo netop ikke blot to homogene partnere, EU og USA, men består af en mangfoldighed af spillere og historiske kendsgerninger.
Det vanskelige forhold mellem EU og Bush-regeringen har formået at fremhæve en splittelse EU-landene imellem. Det kan en tynd overflade af gul-stjernet
loyalitets-lak hen over topmødeoverfladen dårligt skjule.
Bruddet ned gennem EU kom allerede inden de ti nye lande blev medlemmer, anledningen var først og fremmest Irakkrigen, med franske bemærkninger om, at nogle nye EU-lande opførte sig »uopdragent, barnligt og uansvarligt«. Blandt de ’uopdragne’ var Polen, der af en fremtrædende journalist betegnes som »måske mere pro-amerikansk end pro-europæisk.« Nye grupperinger indenfor et EU med 25 i stedet for 15 lande er allerede på vej.
Også Tyskland og Frankrig, der er kendt som EU’s motorer med Tyskland som den US-venlige, er under forandring. De to har stået sammen de senere år – både om forfatningen, om Irakkrigen og senest om et udspil overfor USA: Den tyske kansler, Gerhard Schröder, ønsker
et formelt samarbejde mellem Europa og USA, Frankrig bakker op om et sådan partnerskab mellem ligeværdige.

Ikke godt nok
»Europa tror, at den nye æra begyndte med Murens fald i 1989, amerikanerne tror, at den nye æra begyndte med terrorangrebet den 11. september. Det er uundgåeligt, at vores syn på verden er forskelligt. Det betyder også, at vi bliver nødt til at se på den institutionelle struktur,« siger Guillaume Parmentier, direktør i den franske tænketank France-US-Centre i Paris.
Foreløbigt står Schröders forslag, hvor det står.
Den formelle struktur for samarbejde mellem EU-landene og USA har indtil nu været NATO samt en hel stribe mere eller mindre formelle samarbejdsfora under EU, blandt andet et gryende samarbejde med det amerikanske ministerium for Homeland Affairs. Fra ervhervslivets side er der ønsker om noget hen ad et indre marked hen over Atlanten.
Under præsident Bushs besøg blev ønsket om en fornyelse af samarbejdet allerede taget op af én: NATO’s generalsekretær, hollænderen Jaap de Hoop Scheffer. I den kommende tid vil han fremlægge en handleplan for, hvordan NATO-samarbejdet skal udvikles til et bredere samarbejde.
Men et styrket NATO opfylder formentlig ikke de fransk-tyske ønsker om et nyt forhold, Frankrig er kendt for sin glæde ved at styrke den militære del af EU.
Den egentlige prøvesag for det europæisk-amerikanske forhold bliver derfor netop de knap så synlige forhandlinger om nye samarbejdsforhold. Et bredere samarbejde i forsvarsalliancen NATO eller en formel styrkelse af samarbejdet mellem EU og USA vil give et ægte indtryk af, hvilken vej de to vil gå i den nye æra – uanset om den er begyndt i 1989 eller 2001.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her