Læsetid: 3 min.

’Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge

Et solidt befolkningsflertal stemte Danmark tilbage til 1950
11. februar 2005

Nogle strofer rammer hovedet, så de bliver siddende. I folkeskolens anden realklasse læste jeg disse linjer af Jeppe Aakjær:

Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge'

De stammer fra digtet Som dybest brønd, der – sat i musik af Carl Nielsen – har fundet vej til Højskolesangbogen. Der er noget højtideligt og småkomisk ved linjerne: En verden i brand, uha. Men samtidig: Er det et dækkende billede, at en baby ligger og hygger sig i smug? Og en verden, der brænder rundt om en vugge... Kan man se dét for sig? Der er gebrækkeligheder i andre af digtets linjer. Hør:

Endnu en stund, så drær den danske rug,
mens lærken trilrer og smågøge kukke.

Digtet handler om historiebevidsthed: Som man får det reneste vand ved at grave dybest, får folket sin stærkeste selvopfattelse ved at søge tilbage i sin fortid. Og når Aakjær udmaler en verdensbrand rundt om Pusle-Danmarks vugge, skyldes det, at linjerne er skrevet i 1916 – mens Første Verdenskrig rasede i Europa. Den krigs vanvid får man et livagtigt indtryk af ved at gå ind og se den franske film En lang forlovelse. Lemlæstelse og død i skyttegravene smækkes ned over publikum, så man føler sig i første, undergangsdømte frontlinje. Jeg oplevede de første 15 minutter af filmen med mestendels lukkede øjne, indtil granatnedslagene i Dolby-lyd fik mig til at flygte ud af biografen gennem en nødudgang – en mulighed, der ikke var krigens soldater forundt.

Når Aakjær-linjerne om vuggepuslingen og verdensbranden er værd at støve af, skyldes det den netop overståede valgkamp. Verden omkring os er under drabelig ændring. Globaliseringen hærger. Enhver stillingsannonce til spændstige job kræver ’omstillingsparathed’. Men det er ikke noget, som et politikerflertal forlanger af vælgerne. Tværtimod. Venstre, Socialdemokrater, SF og Dansk Folkeparti overgår hinanden i løfter om, at alt skal være, som det er, og blive, som det var. Befolkningen bliver behandlet med skånsomhed – som et lille barn, der kan briste i gråd ved verdens omskifteligheder. Statsminister Foghs hyppigste ord er blevet: tryghed. På et vælgermøde for gymnasielever spillede Dansk Folkepartis spinmester Søren Espersen retrovals og besang et Danmark fra ’før verden gik af lave’. Det er selvsagt indvandrene, han vil have ud, så nationen igen fremstår så etnisk pur som i 1950. Men valgresultatet kan i det hele taget aflæses som et ja-råb til at rykke nationen et halvt århundrede tilbage i tiden. Hvilken prins vil komme og kysse Holger Danske, så han vågner og hiver skægget op af bordpladen? Det er på landets egen risiko at lade hånt om to kendsgerninger, der ændrer de vilkår, vi har været trygge på siden Anden Verdenskrig: Befolkningen ældes, og jobbene flytter jorden rundt. For Europa betyder det ifølge en analyse i Ugebrevet MandagMorgen:
•Kvinderne skal føde flere børn
•Indvandringen skal væsentligt op
•Pensionsalderen skal sættes op
•Mere produktion til udlandet.
Og ugebrevet sukkede: »Den danske valgkamp handler ikke om, hvordan vi kan få flere indvandrere, men om, hvordan vi holder flere ude. Valgkampen handler ikke om, hvordan vi får et længere, men et kortere arbejdsliv. Ikke om, hvordan vi flytter mere produktion ud af landet, men om, hvordan vi undgår det. Ikke om reformer, men om reformpause.« På den måde blev valget en kollektiv virkelighedsflugt, en skovtur til fortiden. En opmuntring kan hentes i, at de radikale turde tale om nødvendigheden af ændringer – og blev belønnet. Nu mangler vi bare, at fornyelsen i Socialdemokratiet og SF også får de to partier til at se på verden med så nye øjne, at de tager bestik af, at den er anderledes. Sidste ord får Jeppe Aakjær. Han var bestemt ikke en stilstandens tilhænger. Flere af hans indignerede bøger – f.eks. Vredens børn – fremkaldte sociale reformer. I sin fædrelandssang Der dukker af disen skrev han disse linjer, der skal forstås mere end bogstaveligt:

Thi sjældent er landet i ro,
men stormene går,
og brændingen slår
på kysten med djærveste kno

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu