Læsetid: 3 min.

Ren ideologi

Der kom for en gangs skyld både forskelle og ideologi på bordet, da politikere og fængselsfunktionærer mødtes til vælgermøde
4. februar 2005

RETSPOLITIK
Fængselsfunktionærer i de danske fængsler er så trætte af dårligt arbejdsmiljø og overfyldte fængsler, at de i går havde inviteret vælgere, presse og partiernes retspolitiske ordførere til vælgermøde om dansk retspolitik. Et emne, der fyldte en hel del ved valgkampen i 2001, hvor V og K lovede strengere straffe, men som derimod i den nuværende valgkamp er blevet forvist til fordel for løftestafet om bedre forhold for børnefamilier, gratis museumsbesøg og bedre ældrepleje.
»Man siger hele tiden i denne valgkamp, at det er svært at kende forskel på partierne, men det er præcist på retspolitikken, at I virkelig vil kunne se de ideologiske forskelle komme frem,« som den radikale Lars Østergaard sagde, da paneldebatten startede.
Baggrunden for vælgermødet var bl.a. nye tal fra Kriminalforsorgen, der ifølge Dansk Fængselsforbund viser, at den såkaldte ventekø er blevet dramatisk forøget i både tid og antal, siden VK-regeringen kom til magten i 2001. Antallet af mennesker, der venter på at afsone straf, er øget markant, og det betyder, at der nu er flere dømte uden for end inden for i de i forvejen overfyldte fængsler. For personalet i fængslerne betyder presset stress, trusler, højt sygefravær og hurtig nedslidning. Derfor ville de i går have rent besked af partierne: Skal den stramme retspolitik fortsætte? For, som ordstyreren, Poul Trankjær, beskedent sagde: »Det kniber lidt med, at vi kan følge med.«

Ideologisk snak
Alle de fremmødte repræsentanter for partierne var enige med fængselsfunktionærerne i, at der er et problem. Spørgsmålet er så bare, hvad man kan gøre ved det. Og det var dér, de ideologiske forskelle for alvor fik lov at komme på banen.
»Vi skal have et land, der straffer hurtigt og kontant,« sagde Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti. »Det er godt, der er lange straffe, for så er de kriminelle væk fra gaden i den periode, de sidder inde.«
Holger Sørensen (K) mente også, at Lene Espersen har gjort det godt, at kursen skal fortsætte, og man bør tage alternative muligheder i brug for at få lettet presset på fængslerne.
»Den slags beboelsescontainere, soldater i udlandet bor i, er et udmærket alternativ, jeg har selv boet i dem i et år,« sagde han. Desuden mente både han og de andre i panelet, at samfundet skal være bedre til at tage imod de kriminelle, når de kommer ud, ved f.eks. at holde op med at kræve rene straffeattester og give unge muligheden for job.
»Kunne man lave noget med nogle jægersoldater?,« sagde han, »de unge kunne få noget selvtillid i forsvaret.«
De Radikale, Enhedslisten og SF ville derimod hellere tale om, hvad straf er for en størrelse.
»Vi siger ikke: Vi skal hårde straffe. Vi siger: Vi skal have straffe, der duer,« sagde SF’s Rachid El Mousti.
Line Barfoed fra Enhedslisten var enig: »Om man får et, to eller tre år er altså ikke det, der betyder noget, når man begår kriminalitet.«
I stedet efterlyste de – sammen med Kristendemokraterne og Socialdemokraterne – bedre vilkår for de indsatte og andre tilgange.
»Den behandlingsplan man har for de indsatte er uambitiøs, og vi frygter virkelig, at hvis ikke der bliver tænkt nye tanker, vil tilbagefaldsprocenten stige,« sagde Morten Bødskov (S), som i stedet ønsker at udvide og styrke samfundstjenesten.

Bedring versus gavebod
Fængselsfunktionærerne selv forsøgte at få deres ringe arbejdsmiljø tilbage på dagordenen, da de kunne stille spørgsmål til panelet.
»I kan lave alle de fængselspladser I vil, men der er bare ikke personale til det,« som en spørger sagde.
Så hvad ville partierne gøre for at gøre jobbet attraktivt?
»Det er vigtigt at opleve, at ens arbejde bliver værdsat og virker,« sagde den radikale Lars Østergaard.
Bedre løn, bedre uddannelse, flere faggrupper og renovering af fængslerne lød svaret fra både Enhedslisten og Socialdemokraterne. Hverken V eller K var dog indstillede på at love flere penge til fængselsfunktionærerne.
»Det er 180 procent sikkert, at vi i den her regering værdsætter jer,« sagde Holger Sørensen (K), »det de andre siger, det er bare gavebod og valgflæsk.«
»Vi kan ikke love jer noget, men vi vil gerne lytte til jeres input. Og så har vi givet jer redskaber til at vise, at det er jer – og ikke de indsatte – der bestemmer,« sagde Rikke Hvilshøj (V).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu