Læsetid: 3 min.

Den rette vinkel

Til generalprøve med tv-fotograferne på Christiansborg, hvor der er tale om en omfattende logistik. Meget kan gå galt i aften. Man kan f. eks. snuble over en politiker
8. februar 2005

LUMSKEBOKSEN
Det er ikke bare lige at stille et kamera op og fyre løs. Ligesom på et teater er der generalprøve for tv-teknikerne og reporterne dagen før dagen på Christiansborg., og lige inden for hovedindgangen, lidt oppe ad trappen til venstre står fotografen Henrik Harpelund og positionerer sit kamera. »Jeg skal placere det, så vi kan fange folketingsmedlemmerne, lige når de ankommer,« forklarer han. »Men vi må endelig ikke have vagterne med i billedet – af sikkerhedsmæssige årsager. Det er der ’dødsstraf’ for. Så nu vil jeg snakke med produceren om at få lov til at flytte over i den anden side.« Men det får Henrik Harpelund nu nok ikke lov til, for der står allerede hans kollega, Peter Holm, i en nærmest symmetrisk position. »Jeg er ved at finde ud af, hvilke billeder, jeg kan lave, og om still-fotograferne også skal stå her? Og hvor mange tv-stationer skal stå samme sted som mig? Alt sammen for at få en fornemmelse af, hvor stort hundeslagsmålet bliver. Så skal jeg forsøge at lure, om Fogh går til højre eller venstre om trappen, og hvor jeg i så fald vil stå bedst?«
– Hvor mange fotografer er I fra DR? »Jeg ved det ikke nøjagtigt, men jeg er på OB 5, og der har vi 14 kameraer på. Jeg ved ikke, hvor mange der er på OB 12.«

Da strømmen gik
En af kollegerne er Teit Jørgensen, der fortæller, at man slås for sin plads, uanset hvilket station, man kommer fra. »For der er flere, der slet ikke kender de regler, der måtte være, og lige pludselig kommer der så nogle uautoriserede og bryder dem. Så er det albuerne, der gælder.« Det problem får Teit Jørgensen dog ikke i år. Han skal sidde i en ca. 70 meter høj kran og lave store totalbilleder af Christiansborg udefra samt af indgangen. Produceren Søren Elmenhoff, der leder slaget på Christiansborg, beretter: »Vi har en slagplan og laver prøver på alt det, der kan prøves, så vi har en nogenlunde forvisning om, at teknikken virker.«
– Hvad kan gå galt?
»Teknik kan selvfølgelig strejke. Et kamera kan gå ned, lyden kan svigte osv.«
– Hvad har du været ude for af den slags?
»Nu laver jeg meget sport til daglig. Det værste, jeg har været ude for, var, da strømmen gik i Parken engang, vi spillede fodboldlandskamp mod Norge.«

Åh, nej, Jimmy
Vi har været inde i en stime af DR-medarbejdere, men får så heldigvis øje på TV 2’s rutinerede Jimmy Andreasen, der fører et såkaldt flyvende kamera. Han er ved at indprente sig, hvilke lokaler partierne er i. De største er som noget nyt i år flyttet ud fra Christiansborg til DGI-byen, Jazzhouse og Designskolen. Derfor har der været en rokade på Borgen. »Så hvis vi pludselig skal styrte ind til Dansk Folkeparti, men i stedet kommer ind til SF, er det jo ikke så smart«.
– Hvad kan ellers gå galt?
»Hvis jeg f. eks. snubler over en af politikerne…så vil jeg komme på forsiderne, og det påstår min kone, at jeg altid prøver på, men faktisk prøver jeg på at undgå det.«
Med dette indblik i de ægteskabelige forhold hjemme hos Jimmy Andreasen spørger vi, hvad han ellers har været ude for af den slags. »Engang til Folketingets åbning, hvor jeg var inde i salen, kom jeg til at banke kameraet op i Niels Helveg. Det synes jeg, var slemt, men han tog det pænt. Og den første gang, vi havde fået lov at komme ind i salen med levende kamera, havde jeg tjekket 100 gange, at jeg ikke behøvede adgangskort, men så stod der alligevel en mand i døren og sagde: »Adgangskort!«
Så jeg måtte omkring chefen for Folketinget, og så kommer jeg ind til allersidst, og Anders Fogh står allerede og hilser på Lykketoft, og hvad gør jeg? Med mine store støvler springer jeg op på en af folketingsmedlemmernes fine stole for at lave mit billede. Så tænkte jeg: »Åh nej, Jimmy, du gjorde det igen!« For da skilsmissen (Alexandra og Joachim. red.) blev annonceret på Amalienborg, gjorde jeg noget tilsvarende, og hoffets preesechef Lis M. Frederiksen råbte: »Kan du så se at komme ned! Det er ægte hestehårs-stoledækken.««
Jo, meget kan gå galt i aften. Både det ene og det andet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her