Læsetid: 5 min.

Rige Jack og alle de andre

Hvis præsident Bush gør alvor af sin plan om at overlade det til den enkelte amerikaner at tegne sin egen sygeforsikring, bliver de svage endnu svagere
16. februar 2005

INTERNATIONALT
En af mine barndomsvenner hed Jack. Han kom fra en rig og talentfuld familie. Jack var en dygtig sportsmand, han var sød og rar, og han havde en fantastisk humoristisk sans. Nogle gange var han også et af de mest irriterende fjolser, jeg nogensinde har mødt. Jacks problem var, at han var lidt kvikkere, end godt var. Hans forældre ville gerne have, at Jack lærte noget om økonomisk ansvarlighed, så de begyndte at sætte ham ind i aktiemarkedets mekanismer, længe før han kom i puberteten. De oprettede en særlig mæglerkonto til Jack og ansporede ham til at foretage investeringer. De penge, han tjente eller fik, blev sat ind på hans konto, og han lagde langsomt grunden til sin formue. Jacks forældre forlangte, at han aflagde rapport om udviklingen en gang i kvartalet, så de kunne følge med i, hvordan det gik med investeringerne. Mens alle vi andre læste tegneserier, læste Jack Wall Street Journal og andre kapitalistiske skrifter forfattet af førende økonomer. Jack havde altid noget, han ville sælge eller handle med. Alligevel var han kun middelmådig i skolen. Jeg tror, at han selv troede, at han var så klog, at han ikke behøvede at læse om noget som helst andet end penge. Jeg mistede kontakten med Jack efter gymnasietiden, og han havde et meget almindeligt efternavn, så han er svær at finde. Hvis han stadig lever, er han formentlig chef i et investeringsselskab. Han er måske en ren Joakim von And – jeg ved det ikke. Hvis han stadig er et sted derude, er han garanteret vildt begejstret for præsident Bushs vanvittige plan om at privatisere det sociale sy-stem, som ellers er den amerikanske garant for udbetaling af pensioner. Jacks miljø indpodede ham vigtigheden af det personlige ansvar og dét, som Bush i dag kalder »ejersamfundet«. Det næste punkt på præsidentens dagsorden er en plan om at oprette private konti, der skal dække ved sygdom, så firmaerne ikke behøver at have udgiften med at forsikre deres fuldtidsansatte. Jack er sikkert også rigtig glad for dén idé. Sagen er af flere årsager særligt kompliceret i USA. Ingen kan benægte, at udgifterne til sygehusvæsenet er stærkt stigende, fordi vi lever længere og længere, og ingen kan betvivle, at selskaberne ville klare sig bedre som virksomheder, hvis de ikke behøvede at blive involveret i spørgsmålet om sygeforsikring. Vi må også forstå, at vores levevis har meget med vores sundhed at gøre. Vi spiser for meget, vi bevæger os for lidt, og vi kaster os ud i risikabel adfærd med største selvfølgelighed. Vi lever længe på trods af alt det, vi gør ved vores kroppe. Dét, præsident Bush og lægen Bill Frist, som står i spidsen for et flertal i Senatet, har tænkt sig at gøre, er at lette skattetrykket på forsikringskonti og i højere grad gøre folk personligt ansvarlige for deres egen sygeforsikring. På lang sigt skal planen sørge for, at arbejdsgiverne ikke længere skal tegne sygeforsikringer til de ansatte. På visse områder er vi allerede i gang med noget af det. Folk kan oprette forsikringskonti, internettet har gjort store mængder af medicinsk information tilgængelig, folk har mulighed for at ’sætte en pris’ på deres eget helbred og ’investere’ i forskellige behandlingsmetoder.

Skræmmende hospital
I teorien er alt dette fint. Som Bush og hans støtter siger, vil folk i højere grad blive engageret i deres egen sundhed, hvis de skal til at betale lægeregninger og tage konsekvenserne af forkerte beslutninger i forhold til deres helbredstilstand.
Præcis som det har været tilfældet med den markedsstyrede pensionsplan, vil oprettelsen af et forbruger-baseret sygesikringssystem rykke os tættere på rendyrket kapitalisme med alle dens klare vindere og tabere. Mennesker som Jack ville stortrives i et sådant miljø. Jeg ved ikke rigtig, hvordan vi andre ville have det. Fremfor alt kræver den slags ’oplyst forbrugerisme’ megen tid og den form for intelligens, der oftest findes i den absolut øverste ende af den sociale skala. Tidligere på året tilbragte jeg en del tid på et lokalt hospital, hvor jeg besøgte et familiemedlem, der var ret alvorligt syg. Jeg sad mange timer i venteværelser rundt omkring, når det ikke var besøgstid, eller mens behandlingen stod på. Her kom jeg i snak med ret mange, meget forskellige mennesker, der besøgte deres pårørende på hospitalet. Mange af dem så ud som om, de selv havde brug for at blive indlagt. Det var i mange tilfælde folk med en kort uddannelse og begrænsede ressourcer. For dem var hospitalet et skræmmende sted – et sted, hvor de følte sig magtesløse. De lignede overhovedet ikke min gamle ven Jack. De havde hverken arvet rigdom, porteføljer eller en livslang tradition for at tilegne sig viden. Det var højest sandsynligt mennesker, der havde stemt på Bush og hans sang om at kunne stole på og hjælpe sig selv. De stolte mennesker, der insisterede på at klare sig selv og arbejde hårdt for denne selvstændighed. Alligevel tvivler jeg på, at de er klar over, hvad det er, de har rodet sig ud i. Bush forestiller sig et samfund, hvor religiøse institutioner og private velgørenhedsorganisationer overtager mange af de opgaver, som regeringen hidtil har stået for. Jeg tror, at virkeligheden ser anderledes ud, og at fritage arbejdspladserne for ansvaret for sygeforsikring, pension og andre goder og overlade den slags til folk selv, vil ændre det mentale klima i vores land i dramatisk grad. Når aktiemarkedet krakker, pensionschecken bliver mindre værd, og bedstemor ikke længere kan betale sin receptpligtige medicin eller diabetesbehandling, spiller ’ejersamfundet’ moralsk og økonomisk fallit.
Folk som Jack skaber velstand, og job til amerikanerne, og folk som ham har givet landet en høj levestandard. Da Jack var barn, var hans problem, at hans dyder blev til hans laster. Måske er Jack blevet præsident for Røde Kors i USA. Måske har han delt rundhåndet ud til velgørenhedsorganisationer, og måske er han blevet moderat demokrat eller progressiv republikaner. Måske kan han godt huske de fordele, han havde, da han var barn.
Jeg håber det.

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennesee

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu