Læsetid: 5 min.

Rødstrømperne ser fjenden i spejlet

Hvordan er partiet, der sædvanligvis står kvindebevægelsen nærmest, endt med at blive det mest mandsdominerede parti i Folketinget?
17. februar 2005

Folketingsvalg II
Der er tidspunkter, hvor virkeligheden gør ondt. Som efter valgnederlaget og formandens retræte, hvor det, man troede var, forholder sig modsat.
Hvor det politiske parti, som ubetinget har ligget kvindebevægelsen nærmest, pludselig står som antitesen på dennes indsats. Eller som Linda Christensen, SF’er på Østerbro, skriver: »Hvordan kan SF være bekendt at være det parti, der har Folketingets laveste andel kvindelige folketingsmedlemmer? Engang gik vi foran med kønskvotering!«. Debatten er som salt i såret, og væves uværgerligt ind i debatten om en ny forkvinde og den politik, som partiet skal promovere. For hvordan kunne det gå så galt, at kvindebevægelsen nu må brydes med bevægelsens nærmeste allierede for at opnå politisk indflydelse?

Nøgne tal og kvinder
Først de nøgne tal. For ligestilling mellem kønnene er det naturligvis helt centralt, at også den demokratiske grundpille, den lovgivende forsamling, afspejler, at verden består af stort set lige dele mænd og kvinder. Siden kvindernes valgret i 1915 er det med små skridt gået fremad gennem sidste århundrede. I 60’erne lå kvindernes repræsentation i Folketinget på omkring 10 procent. Folketingsvalget i 1971, knyttet sammen med kvindebevægelsens fremmarch, ændrede billedet markant. Kvinderne tog et kvantespring op til knap 20 procent af pladserne på Christiansborg. Senere blev markante politikere som Ritt Bjerregaard, Birte Weiss og Helle Degn valgt ind. I 1980’erne og 1990’erne tog kvinderne yderligere spring fremad for ved dette valg at stagnere på cirka 38 procent af mandaterne. I de glade 70’ere var SF helt oppe på de lakerede tånegle. Partiet indførte kønskvotering, og det fik synlige resultater. I 1979, hvor partiet gik frem fra syv til ni pladser i Folketinget, tilhørte syv af de 11 ansigter kvinder. Lilly Gyldenkilde og Margrete Auken var blandt de fremtrædende kvinder i partiet. Og vælgerne påskønnede det tilsyneladende. Partiet gik hele 10 mandater frem, næsten en fordobling, ved næste valg. Det er kvindemagt og rød front i lykkeland.

Pamper-system
Men det var dengang. I dag ser partiet ikke ud til at have gjort en dyd ud af sine egne budskaber om at lade kvinderne komme til fadet. Princippet om kønskvotering er afskaffet. Der har stadig kun været mandlige formænd i partiet. Og i skrivende stund står en mand med bedste muligheder for at blive ny formand. Som led i den selvransagelse, der skyller over partiet, har medlemmerne kastet deres øjne på den måde, som partiet opstiller kandidater på. Groft sagt kan der vælges mellem sideordnet opstilling, hvor alle kandidater stilles lige. Den, som får flest stemmer, vinder. Eller partiliste, hvor amtet prioriterer kandidaterne, således at stemmer, der går til partiet, bliver tildelt den favoriserede kandidat. Begge modeller er helt efter bogen, og SF bruger forskellige modeller i de forskellige kredse. Oprindeligt var partilisten forbudt – det lugtede lidt for meget af det kommunistparti, som SF netop havde brudt med. Men nu er de lokale partiforeninger i amterne stillet frit. Netop det frie valg har denne gang givet SF’erne problemer, mener Torben Siersbæk, SF-Odense: »Det er blevet fremhævet som et gode, at partilisten giver partikollektivet kontrol med, hvem der bliver valgt. Og det gør den da også. Men hvis det samtidig betyder, at folk ikke gider stemme på SF, så er det jo hamrende uinteressant,« skriver han på partiets debatforum.

Problemet er mænd
Men er det partilistens skyld at så få kvinder blev valgt for SF? Ikke entydigt, mener ligestillingsordfører Anne Grete Holmsgaard. Hun peger på, at partiforeningerne omvendt kunne sætte kvinder øverst på listen og på denne måde fremme en udvikling. Problem: Det gør de ikke. For selv om flest kvinder stemmer SF, så er partiapparatet lokalt befolket af mænd, fortæller Margrete Auken, der efter en lang årrække i Folketinget nu sidder i EU-parlamentet. »Det er givet, at partilisten favoriserer traditionalisterne – som er mænd,« siger hun. Hun er selv lidt af et stykke kvindehistorie, for hun har to gange sprængt partilisten. Det vil sige, at hun har fået så mange personlige stemmer, at hun mod alle odds har overhalet den person, som ellers har fået tildelt partiets stemmer. Det sker yderst sjældent i politik. Du skal være en kendt person, der brænder igennem på tv. Og have en fænomenal fjende, der skaber opmærksomhed om dit valg. Margrete Auken fortæller om de omstændigheder, der fik hende valgt, selv om partiet ønskede en anden kandidat i Folketinget: »Berlingske Tidende kørte over en hel sommer kampagne om, hvor forfærdelige ting, jeg nu havde sagt. Den gang var jeg ung og smuk, så der var altid et billede med af mig til at illustrere historien. Samtidig var der Erhard Jakobsen, han var den mest støjende og udsøgte fjende, jeg kunne have ønsket mig«. Ved det nys overståede valg spærrede partilisten to kvindelige SF’eres vej til Folketinget. Det er 33-årige Pia Olsen og den ældre, mere kendte, Pernille Frahm, der var partiets fjerdestørste stemmesluger med 4.768 personlige stemmer. Ingen af de to kom ind, fordi de lokale partiafdelinger prioriterede andre kandidater. De tre kvindelige SF’ere, der kom i Folketinget, er alle valgt ved sideordnet opstilling. Omvendt er flere (mænd) i SF indstillet på at lade partilisterne fortsætte. Argumenter på denne side er: »Ved sideordnet opstilling bliver det nemt pressen, specielt tv, der kommer til at bestemme, hvem der skal have vælgernes tilslutning,« skriver Kaj V. Rasmussen. Peter Max Friis Jensen mener, at det kan ødelægge den i forvejen lille interesse for partiarbejde, hvis alt overlades til vælgerne: »Partiforeningsmedlemmer har en bedre information om kandidaterne, og at det derfor i den praktiske implementering af det repræsentative demokrati kan være hensigtsmæssigt at lade disse stå for det konkrete valg mellem de forskellige kandidater.«

Misundelse
SF’s problem bliver ikke mindre af, at kvinder i andre partier har været en stor gevinst ved valget. Jelved, sekunderet af Margrethe Vestager, var valgets vinder. Pia Kjærsgaard sejrede igen. De konservative topfigurer Lene Espersen og Connie Hedegaard, spurtede frem. Pernille Rosenkrantz-Theil fik langt flere stemmer end både Holger K. Nielsen og Villy Søvndal. Men tilbage til virkeligheden. At SF i dag er det parti, der dårligst repræsenterer kvinder i Folketinget. »Det er da pinligt,« konstaterer Kasper Westh, partimedlem i Odense. Foreløbig indgår debatten i den selvransagelse, der fortsætter på partiets landsmøde i begyndelsen af april.
Flere toneangivende kvinder i partiet foreslår endda den model afskaffet.
For i kikkerten er nu det kommende kommunalvalg til november. Her skulle det helst ikke igen gå så galt, at kvindebevægelsen nærmest skal se sig selv i spejlet for at få øje på fjenden.

FAKTA
PERSONLIGE STEMME R I SF
Holger K. Nielsen: 8.227
Villy Søvndal: 6.838
Anne Baastrup: 5.141
Pernille Frahm: 4.768
Kamal Qureshi: 3.813
Ole Sohn: 3.621
Kristen Touborg: 3.396
Pia Olsen: 3.096
Steen Gade: 3.001
Anne Grete Holmsgaard: 2.605

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her