Læsetid: 4 min.

En rungende lussing til ministrene

Fogh og de fleste af hans ministre har fået deres mandat fornyet. Men de personlige stemmetal var ikke overbevisende
18. februar 2005

Analyse
af Rasmus Jønsson
Oven på den knusende valgsejr, hvor der ikke på noget tidspunkt i valgkampen rigtig var tvivl om udfaldet, skulle Anders Fogh og hans ministre umiddelbart have fået tanket en del selvtillid til den nye regeringsperiode. Al tvivl om at jordskredsvalget i 2001 var en fejl, og at den markante højredrejning blot kunne forklares med, at vælgerne var kørt sur i de mange års selskab med Poul Nyrup-regeringerne, er med 2005-valgresultatet fejet af bordet. Vælgerne er rykket mod højre, og regeringen har fået et klokkeklart mandat til at fortsætte sit arbejde. Trods dette faktum er det langt fra sikkert, at alle ministrene i Anders Foghs nye regering går til de kommende års udfordringer med et plus på selvtillidskontoen. For en lang række af Foghs ministre fik – set ud fra deres personlige stemmer – nogle rungende lussinger af vælgerne. Værst gik det ud over kirkeminister Tove Fergo, som med blot 798 personlige stemmer måtte afgive pladsen i Folketinget til Marion Pedersen, som er en fuldstændig ukendt autoforhandler fra Amager. Men også prominente ministernavne som finansminister Thor Pedersen, undervisningsminister Ulla Tørnæs, kulturminister Brian Mikkelsen og fødevareminister Hans Christian Schmidt fik langt færre personlige stemmer end ved sidste valg. Selv statsminister Anders Fogh Rasmussen og vicestatsministeren Bendt Bendtsen måtte trække sig ud af 2005-valgkampen med 7.000-8.000 færre personlige stemmer.

Ministre i mediestorme
Men det gik dog ikke kun ned ad bakke for Fogh og hans ministre. Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen, Connie Hedegaard, Lene Espersen og nu forhenværende minister Henriette Kjær fik nogle flotte personlige valg og ligger alle højt på hitlisterne over politikere, der har fået flest personlige stemmer. Sammenholdes de ministre, der henholdsvis har fået dårlige og gode valg, tegner der sig et klart mønster: Vælgerne giver kontant afregning til de ministre, der i den første regeringsperiode har været impliceret i dårlige mediesager. Thor Pedersen var ude i en langvarig mediestorm i forbindelse med hektarstøtten til hans forskellige gårde. Tove Fergo og Hans Christian Schmidt er blevet bokset godt rundt i medierne, efter de havde været lidt for rundhåndede med borgernes penge over for deres familie og venner. Ulla Tøræs havde nok ikke den mest heldige berøring, da hun skulle returnere beskyldninger om nedskæringer på undervisningsområdet, og Brian Mikkelsen havde ikke helt forstået konceptet bag den kulturkamp, som Anders Fogh prøvede at åbne op for i starten af sin regeringsperiode. Ser man omvendt på viften af ministre, der fik gode personlige valg, er der den fællesnævner, at de alle er gode tv-politikere. På hver deres måde brager personer som Lars Løkke, Connie Hedegaard og Lene Espersen lige igennem tv’et og ind i vores stuer. Uden overflødig støj leverer de nogle klare og konkrete budskaber, som vælgerne – hvad enten de er politisk enige eller uenige – let kan fordøje og forholde sig til.

Mediepolitikere
Umiddelbart virker det ikke ulogisk, at vælgerne straffer politikerne, hvis de ikke har opført sig ordentligt eller ikke har gjort deres arbejde godt nok. Dog tyder en del på, at vi for alvor er ved at få det, som man kan kalde »mediepolitikere« i dansk politik, dvs. politikere, der opnår en høj popularitet ved at brænde igennem på skærmen, og som samtidig kan undgå at komme ud i mediestorme. Realistisk set er der nok ikke mange af de vælgere, der personligt har stemt på Lars Løkke Rasmussen, der helt kan gennemskue kvaliteten af den strukturreform, som han har været hovedarkitekten bag. Ligeledes er der nok heller ikke mange vælgere, der helt præcis kan pege på de miljøforbedringer, som Connie Hedegaard har bidraget med indtil videre, eller redegøre for hvad Lene Espersen konkret har gjort – ud over at sætte straffe op – for at bekæmpe den stigende kriminalitet. Medierne, og særligt de elektroniske, er efterhånden den eneste kanal mellem politikere og vælgerne, og det netop overståede valg har vist betydningen af at kunne begå sig i disse.

For mediestyrede
De rigtig gode mediepolitikere forstår at navigere i forhold til de komplekse vilkår, som medierne opstiller. De kan formulere deres politiske budskaber i punch-lines på de 10-15 sekunder, som en politiker i gennemsnit har til at udtale sig i de tidlige tv-nyhedsudsendelser. De forstår vigtigheden af at få et dobbelt opslag i Alt for Damerne, hvor de viser personen bag politikeren frem. De er bevidste om effekten af at komme i ugebladene med deres nyfødte børn. De kan selv på de mest triste dage få glimtet i øjnene og smilet frem, når de ser en kameralinse. Mediepolitikere er fuldstændig klar over, at medierne ikke blot registrerer den politiske virkelighed, men i høj grad også skaber den – og at de med den rigtige iscenesættelse kan påvirke den medieskabte virkelighed i en ønskelig retning. Valgkampen har vist, at de politikere, der forstår og kan begå sig i medierne, får nogle personligt flotte valg. Dog er der også små tegn på, at politikerne kan blive for mediestyrede i deres optræden. For det, at både Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen taber mange personlige stemmer, kan hænge sammen med, at de særligt i de afsluttende tv-optrædener var for programmerede i forhold til vælgernes smag. I hvert fald er der nok ikke mange vælgere med et nogenlunde normalt mediemønster, der ikke stadigvæk kan huske deres fællessang om, at »en stemme på Jelved er en stemme på Lykketoft«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her