Læsetid: 4 min.

Så farlig som en fransk hot dog

28. februar 2005

Kunsten skal være som en lussing: chokerende og rystende. Den skal være ’livsbekræftende’. Den skal minde os vestlige vanemennesker om, at ’vi lever’. Kunsten minder os om ’livet selv’. Om naturens kraft inden i os. Om barnet og dyret i mennesket. Om alt, der ikke kan friseres og civiliseres. Kunsten er det gode, og systemet er det onde. Kunsten er bevægelse og dynamik, samfundet er bureaukrati og stilstand. Så derfor er der god grund til at anerkende den kunstner, der skaber chok og provokation. Denne kunstner er ’modig’ og ’fandenivoldsk’ og alt andet end ’politisk korrekt’. Han kan levere kunst til kongehuset, eller han kan synge med på hele det gode Kulturdanmarks single om ’hvor små vi er’ til ofrene for tsunamien. Denne kunstner bliver anerkendt i de borgerlige og de ikke så borgerlige aviser og i uddannelsesinstitutioner og i det private erhvervsliv. Som den danske forfatter og kunsthistoriker Poul Vad bemærkede:
»Den brede kunstopfattelse i Danmark har været, at kunstnerne skal åbne vores øjne, de skal chokere. Det er en banalisering af kunstens værdi, som har været skadelig. Den har fået offentligheden til at rette opmærksomheden mod det, der vækker anstød som det væsentlige. Der foregår og har foregået væsentlige ting i kunsten, som ikke vækker anstød. Men man har gjort kunsten til en terapeutisk ting: Virksomheder kan godt lide at få kunst, som chokerer lidt, så de ansatte kan vågne lidt op. Så viser kunsten sin sande værdi.«
Når kunsten bliver reduceret til et chok, er den ikke mere værd end et trafikuheld transmitteret på tv, en mundfuld alt for stærkt krydret mad, et pludseligt omslag i vejret, det overvældende syn af en hudsygdom i et andet menneskes ansigt, nyheden om et dødsfald i den nærmeste familie eller en nazistisk vittighed. Ikke desto mindre har kritikere, formidlere og forskere travlt med at bruge ’rystende’, ’chokerende’ og ’provokerende’ som afgørende kriterier for kunst. De synes mærkeligt nok i færd med at gøre kunst til en disciplin, der skal måles efter effekt på modtageren. For bemeldte tillægsord til hyldest af kunst beskriver ikke andet end effekter på tilskueren, læseren eller lytteren. Kunsten virker her som en lussing, og jo større mærke den afsætter på kinden: Jo bedre kunst taler vi.

Litteraten Frederik Stjernfelt og digteren Søren Ulrik Thomsen udgav fredag bogen Kritik af den negative opbyggelighed. Den kunne være et manifest: Den er et opgør med den banalisering af kunsten, som Poul Vad skitserede. Denne dyrkelse af kunstens ’sande værdi’ som overskridelse er kitsch. Den er blevet en selvtilfreds dogmatik. Den udfordrer ingen, og den stiller sig i vejen for eventuelle kvalificerede forsøg på kritik. Denne dyrkelse af kunsten som ren destruktiv effekt reducerer kritikken til simpel konkurrence på chokskalaer. Frederik Stjernfelt slutter sit sidste essay med håb om, at den negative opbyggelighed i alle sine former, ’den særlige kælne dyrkelse af den tomhjernede modsigelse’, ’grænseoverskridelsen alene for den egens skyld’, ’den kritik, der egentlig smager mere på sig selv end det, den kritiserer’, at alle disse trættende og trivielle tendenser »nu måske omsider kan overskrides og placeres som et stykke kitsch, der kan hænges op i kulturhistorien som en mærkelig, vag og velkendt genstand ved siden af juleplatter og amagerhylder, som den så ofte har troet den var helt i modstrid med.«

Det er mere chokerende end Olafur Eliasson på Aros og Jokeren på sine album, at kulten om kunsten som chok og overskridelse har domineret så længe. Den er forbundet med en forestilling om, at magten, institutionerne og staten er ond, undertrykkende og nærmest totalitært disciplinerende. Og derfor bliver kunsten til kritik ved at være dynamisk, procesorienteret, ’rablende’ og ’spontan’. Magten er ’kontrol’, kunsten må være ’fri’ og ’natur’. Magten producerer rutiner og tvang, kritikken vil have fri udfoldelse og impulser. Magten skaber noget hårdt og bestående, som kunsten må nedbryde.
Men det mest magtfulde kredsløb i forbrugersamfundet er netop den fortløbende destruktion af det bestående. Den fortløbende nydelse af mad og drikke, det fortløbende indkøb og brug af nye genstande, flere oplevelser, nye biler og en utrolig mængde energi. Som den polske sociolog Zygmunt Bauman har skrevet:
»At forbruge betyder at ødelægge; i løbet af forbruget ophører de forbrugte ting med at eksistere, bogstavligt talt eller i åndelig forstand.«
Det bærende princip er en dynamisk forbrugsproces. Og denne proces bliver stimuleret med reklamer, der betjener sig af chok og rystelser og små fikse avantgardenumre. For at opretholde stigningskurven bliver medarbejderne stimuleret til at se sig selv som fleksible dynamiske personer. De skal gerne rystes ud af de faste skemaer og de trætte rutiner.
Den kunst, der kun provokerer og ikke kan andet end chokere, kan sikkert være fin nok. Der er bare ikke nogen grund til omgås den med revolutionær og romantisk patos. Den er som billeder af forbrugersamfundets billedside. Som et soundtrack til managementkulturen. Ligeså farlig og oprørsk som indkøb af en fransk hot dog i et byggemarked.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu