Læsetid: 4 min.

Se igennem min mørke hud

Ataf Khawaja har forladt ’gangsta-rap’-stilen, for gangstere findes slet ikke i Danmark. Der findes kun forvirrede og frustrerede teenagere, der tager stilen på sig for at skjule, at de ikke selv ved, hvem de er. Nu sænker Ataf paraderne og rapper om sin egen selvransagelse og opvækst i ghettoen
8. februar 2005

Interview
Engang var han selv ’Bare en thug’ som dem, han rapper om i nummeret af samme navn. »chill homes jeg er her stadig. Her for at skade dit overfladiske gadeliv. Du’ jo fredelig men plaprer om gevær... jeg’ bare en thug, der har fået nok.«
Ataf (udtales Ardef) Khawaja er vokset op i Vanløse og stammer fra Pakistan. Han brugte meget bevidst ordet thug for at provokere og vidste, at folk ville tage fat i det. En thug er helt direkte oversat en bølle eller en bandit. Ordet kommer fra Indien og tilhørte en kaste, som var landevejsrøvere og kæmpede imod koloniherrerne. Det tog englænderne til sig og gjorde ’thug’ til et skældsord. »Jeg har bare taget mit ord tilbage,« siger Ataf: »Nogle siger, jeg ikke burde have brugt ordet thug, men det er for det meste folk på 18-19 år, som føler, at jeg fjerner deres eksistensgrundlag ved at sige ’jamen du vil jo bare være en gangster’ Altså rapgangster. Helt ærligt, der er jo ikke nogen drive-bys i Danmark. Det er underholdning.« Vil Tupac og 50cents manifestere sig som mafia, eller vil de bare sælge platin? For Ataf er der ingen tvivl. Gangsta-rap handler om at sælge plader på et image. ’Bare en thug’ er ikke en glorificering af gangsta-rappen, tværtimod. »Mange af mine numre er fyldt med modsætninger, og jeg er som person sat sammen af modsætninger. Jeg er dansker og pakistaner, og så er jeg Ataf i midten. De fleste har fattet, at nummeret ’Bare en thug’ er et dybt selvironisk nummer, men der er også nogle, der tror, at jeg sviner danskere til eller siger ’jeg er, I er ikke’,« siger han.

Bare en facade
’Bare en thug’ skiller sig mere ud, end den ligner resten af pladen. Nummeret »Sommerfugl« er et bedre eksempel på, hvad det er Ataf vil med Paraderne nede. »Sommerfugl« handler om, hvordan han som barn oplevede sin mor få bank gang på gang, og hvordan familien blev ’forevigt mærket’. »Der var ikke nogen, der vidste, hvad der foregik hjemme hos mig, da jeg var lille. Det var skjult for alle – også for mig selv.« Ataf ved nu, at det var meget vigtigt for ham at fortælle folk om, hvad han havde oplevet som barn. At få anerkendt, at hans oprør og slyngel-opførsel kom et sted fra, og det var ikke fra Pakistan. »Jeg havde brug for at få bekræftet min mamas blues og min blues. Jeg kan godt være en thug, jeg kan også være gadecapitan. Men det er jo bare mine facader. Det er billedet udadtil. »Sommerfugl«er fra mit hjerte. På den måde har jeg fået forløsning nu, fordi jeg har fortalt min mors historie. Jeg skammer mig ikke over det. Jeg er stolt af min mor og stolt over, at jeg tør at kaste mig ud i sådan nogle ting med den tid, vi lever i, og den baggrund jeg har. Men det skal ikke forstås sådan, at jeg gør mig til talsmand får alle andre indvandrere, og jeg taler vores sag. Nej, jeg taler min mors sag.«

We rule the streets
Omkring 1998 holdt Ataf op med at skrive. Han havde ellers været i hiphopmiljøet i ti år, men alt det, han rappede handlede om gadeliv, og det gad han ikke mere. Efter hans mening blev alt poppet og ligegyldigt, men efterhånden som rapgenren i Danmark udviklede sig væk fra MC Einar og Rockers By Choice-stilen, begyndte danskerne at se nuancerne i rap og at forstå den, og det gav Ataf lyst til at skrive igen. Han ville væk fra undergrunden og ramme bredt. »’We rule the streets’ -miljøet havde jeg været en del af – været macho og claimet områder. Der har været nogle frustrationer man ikke kunne snakke om og så søger du accept og anerkendelse andre steder. Du påtager dig den dér attitude, når du er helt ung og lige pludselig, så er du bare i miljøerne, så er det hele shit, mand. Jeg havde oplevet så mange ting. Min ambition blev at komme ud til nogle flere, fordi jeg føler, jeg har noget at sige, som politikere og diverse eksperter ikke kan se gennem min mørke hud.« Ataf holder foredrag om gadelivet og vejen væk fra det, og når han kommer ud i skoleklasser kan han hurtigt identificere den gruppe, der er klassens hardcore-klike, og han kan se sig selv i dem. »Jeg ved godt, de ikke er hardcore. Det er en facade. De kan være meget ubehagelige, hvis man møder dem på en s-tog-station. De ved ikke, hvor de skal hen, og så står de bare dér og chikanerer folk. Det er pisse ubehageligt, men man skal ikke gøre en kakerlak mere farlig, fordi den er ulækker. Grib fat i problemet eller facaden. Problemet er jo, at de til sidst begynder at tro på det, aviserne skriver om os, og det bliver en selvopfyldende profeti.« Venner opfordrer tit Ataf til at blive politiker, men han er led og ked af den politiske debat i Danmark, så det ønsker, han ikke at være en del af: »Jeg ved, at mine forældres generation stemmer på Socialdemokraterne. Det har de gjort i 30 år, fordi de fra starten var dem, der beskyttede os – mindretallet. Nu føler jeg, at de røvrender os, fordi de ved, at det at love stramninger over for indvandrere giver stemmer. Jeg tænker: Fuck man, you sold us out. Så gider jeg ikke engagere mig, for det er deres regeler, men rappens verden, kunstens verden – det er min verden, og dér kan jeg gøre en forskel.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her