Læsetid: 2 min.

Sensa-Sjón

24. februar 2005

Der er flere grunde til at klappe i sine små hænder over priskomiteens beslutning – at Nordisk Råds Litteraturpris 2005 går til Sigurjón Birgir Sigurdsson med kunstnerdæknavnet Sjón for romanen Skugga-Baldur, et litterært eksperiment lavet på basis af folkesagn og med fragment-agtig handling i tre led henlagt til de Herrens år 1868 og 1883. I betragtning af, at feltet ellers talte kandidater som svenskerne Anna Hallberg og Majgull Axelsson, finske Monika Fagerholm og norske Lars Ove Knausgård, er det berettiget at tale om en samnordisk sensa-sjon, der lover godt i mange henseender. For det første undgik vi derved en gentagelse af modellen med belønning for Lang og Tro Tjeneste i Litteraturen. For det andet blev det på ny slået fast, at når nu litteratur hverken kan eller skal spændes for nogen politisk vogn, så gælder dette princip også i samnordisk kontekst til, trods for at vi gennem årene tit har set prisen gå til romaner, der formodedes at kunne bidrage til enten nordisk fællesbevidsthed eller menneskeslægtens moralske forbedring. For det tredje ligger Sjón med sin baggrund i surrealisme og Beat Generation samt samarbejdet med bl.a. Björk og Sugarcubes langt fra standardbilledet af en ægte islandsk forfatter, hvis man ved dette forstår sagamæssig oprindelighed og nærhed til naturen. Når man bliver så umanerlig glad, er det, fordi Sjón hverken ligner Islands-klicheen eller prisvindertypen, opdrættet som han er til multi-mediale og tværkunstneriske aktiviteter, og opsat som han altid har været på at åbne læserens øjne og ører. Hør blot en sekvens fra digtkredsen ’Oh’:

Oh!
før vi fortsætter må jeg røre ved dit blod og på en skærm er jeg sømmet fast med hovedet inde i et andet større der smuldrer tør jord ved kirkegårdshegnet et rødt ansigt kløves sømhul i venstre hånd et budskab uden om ’wo-alice’ og ned ad trapperne samme vej ud og der er mange sårede en mumie med ingen fingre men en krukke der sælger souvenirs pisser på gaden jeg fortsætter ind i et nyt hus med et nyt lyserødt sofasæt
Oh!

Her skrives ad flere spor på én gang, her foregribes lyrisk den nu prisbelønnede bog, som genoptager teknikker fra 60’erne og frem, med krydsklipning og masser af huller, sådan som det bl.a. kendes fra William S. Burroughs og hans disciple.
Det fortælles, at et filmhold fra Island engang tog til Paris for at lave en film om en islandsk maler, nu højt oppe i årene, men still going strong. En sekvens skulle vise ham gående op ad den dobbelte trappe på Montmartre. Stålfarfar klarede turen i bedste stil, men hele tiden gik noget galt, og først femte gang kom sekvensen i kassen. Da de fik fremkaldt filmen, opdagede de, at der på den anden side af gelænderet havde gået en anden ældre mand, der ikke var kommet op endnu, da maleren tog trappen femte gang, og at denne anden mand var selve William S. Burroughs.
»Maybe he used the cut-up technique,« sagde Sjón, da han hørte historien. es-n

es-n

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her