Læsetid: 9 min.

Sheng: Forbudt for voksne

I Kenya er over halvdelen af befolkningen under 30 år – de har deres eget sprog, de kontrollerer bybilledet, og de har lige fået deres helt egen radiostation
28. februar 2005

Afrikas oversete modernitet
NAIROBI – Det ene øjeblik drøner vi afsted med pumpende bas og henslængt halvråbende samtaler på kryds og tværs af minibussens tæt sammenstuvede sæder. Det næste øjeblik er musikken sporløst forsvundet, og hver passager i den kenyanske bustaxa sidder pænt på sædet og smiler høfligt med sikkerhedsbæltet hen over skødet.
Konduktøren springer ud, og en politimands kasketklædte hoved kommer ind ad døren og inspicerer minibussens indhold: Der er ikke mere end 25 af os, musikken pumper ikke ud af højttalerne, og sikkerhedsbælterne ligger, hvor de skal. Så forsvinder hovedet igen, vi kører videre, og to sekunder efter vælter den lokale Nairobi-hiphop igen ud, mens den dybe basrytme får balderne til at kilde på os, der sidder klemt op under loftet på det bageste sæde med minibussens gigantiske højttalere.
Efter Kampala skulle vi ikke køre ret længe i matatu, Nairobis minibus-taxaer, før vi vidste, at vi var kommet til storbyen for real. Det er ikke trafikpropperne, som er lige så slemme i Kampala. Det er ikke graden af sammenstuvethed i de mørbankede Nissaner, Toyotaer og ombyggede karrosserier, der for en krones penge bringer os rundt i byen. Og det er heller ikke sikkerhedsbælterne, der er lige så nyinstallerede og Danida-sponsorerede i de kenyanske matatuer som i de ugandiske.
Det er, at i Kampala tager man sikkerhedsbæltet på, men i Nairobi lader man kun som om. Når politikontrollen er på vej, og først da, lægger man det hen over lårene hvor det hører hjemme, og så smiler man tilforladeligt til kasketten. Men kun en idiot, en turist eller en ugander sætter spændet i låsen.
Fra vores første tur gennem Nairobis gader får matatuerne os til at tabe både næse og mund. De selvlysende, graffitimalede, hiphop-pumpende, lysshowsblinkende bølleminibusser dominerer byens trafik totalt. Der er omkring 40.000 af dem, de er det altovervejende transportmiddel for Nairobis to-tre millioner store befolkning, og de skriver trafikreglerne – for sig selv og for alle andre, der umuligt kan overgå matatu-chaufførernes elastiske frækhed. Og de er en komplet kultur i sig selv. Deres højtråbende konduktører hænger ud af dørene, sætter matatuen i stå og i gang ved at banke på taget – og altid før man er nået helt ind – og opererer seddelbundter, uforståelige tarif- og vekslesystemer og en konstant jokende dialog med omverdenen og chaufføren. Selv ældre, distingverede passagerer underkaster sig uden at kny et inferno af buldrende rapmusik og en kørsel, der svinger fra det ukomfortable til det rent ud hasarderede.
Matatuernes musikanlæg overdøver alt, og det samme gør deres udsmykninger, der jonglerer alt fra Bronx-graffiti og navne på undergrunds-rapstjerner til lysshows, der gør Caesar’s Palace til skamme. At sætte sig ind i en matatu er på samme tid som at gå ombord i en blinkende Atlantis-ø af levende kultur, og som at famle sig hjælpeløst ind
i et edderkoppenet af koder, vi ikke forstår.

Matatusprog
Det er vi til gengæld ikke alene om. Det varer ikke længe, før vi opdager, at Kenyas unge er i gang med at lave deres eget land. Den revolutionære metode er enkel: De har lavet deres eget sprog. Det hedder sheng, og når konduktøren i matatuen beder os om chapa – billetpenge – gør han ikke på nogle af de ’ægte’ kenyanske sprog, men på sheng. Samme sprog, som kommer ud af hans lydsystem, når de nyeste hits indhyller passagererne, og samme sprog, som de unge i Nairobis gigantiske slumkvarterer slår over i for at kunne snakke i fred for de voksne.
Folk over 30 forstår nemlig ikke sheng. Det forklarer K og Mwafrika, begge radioværter på den splinternye radiostation YFM, som vi besøger en sen aften efter dagens udsendelser. Ikke alene er YFM den første kenyanske radiostation, der satser på lokal, urban musik og undergrundskunstnere. YFM er også den første, der udelukkende retter sig mod det unge publikum og derfor udelukkende sender på sheng.
Da vi taler med K og Mwafrika, har stationen ikke mere end syv uger på bagen, og drengenes begejstring er mildest talt smittende.
K hedder i virkeligheden Eric, er 19 år og vært for
YFM’s formiddagsprogram, der overvejende spiller kenyansk musik, men også hiphop fra USA og sydafrikansk og nigeriansk musik.
»Vi spiller musik, der taler om os unge og vores problemer, musik, som de andre kanaler betragter som støj,« siger han.
»De folk, der har magten, er for gamle til at se, hvad ungdommens problemer er, og de gider ikke prøve. Men 60 procent af Kenyas befolkning er under 30 – det er altså mange. De andre kanaler snakker om, at nu har P Diddy gjort det ene eller Robbie Williams det andet, men vi taler om fodboldkampe her i landet, kenyanske rappere, mathrees (sheng-ord for matatuer, red.) – hvilke ruter, der har fået nye, om de spiller højt nok, om de bliver større. Hvis du tager til Sydafrika eller Indien, sidder de og taler om ting, der foregår i USA og Europa, men det gider vi ikke. Og så snakker vi sheng, fortæl dem om sheng, Mwafrika.«

Gadesprog
»Shengs historie går faktisk et stykke tilbage.«
Mwafrika, som er 24, har løsrevet sig fra computeren, hvor han sidder og brænder cd’er til os med kenyansk musik.
»Det blev anerkendt i 1989, fordi en gammel forfatter ved navn Wahome Mutahi begyndte at skrive om det i sin klumme i søndagsavisen. Det er en blanding af alle sprogene, engelsk og de etniske sprog og swahili, og, hvis I siger et sjovt ord, også dansk – det er det fede. Det er et gadesprog, og hvis vi hører et godt ord, putter vi det bare ind, så det ændrer sig hver dag. Selv forskellige dele af Nairobi har forskellig sheng: Nogle kalder biler for mats; andre for racs, som er car bagfra. Tit bliver ordene født af misforståelser: For eksempel betyder gwan ’going’ på Jamaica, men her i Kenya var der en eller anden, der hørte det og troede, det betød ’bad’, så det betyder det nu – også i positiv betydning, som når man er en baaad dj: ’He’s gwan!’«
»Jeg var kun fire år den-gang,« siger K, »men jeg kan huske de første ord. ’Checki’ betød ’se her’, og ’djambo’ betød ’ballade’. De ord er allerede forældede.«
Mwafrika fortsætter:
»Sheng blev rigtigt stort med matatuerne. På sheng hedder de mathrees, fordi det kostede tre shillings at komme med. Da matatu-kulturen eksploderede for 10-12 år siden, var deres højttalere så store, at man næsten ikke kunne være i bilerne. Men så begyndte politiet at brokke sig, og i dag har nogle af dem enormt kraftige højttalere gemt i steder som førstehjælpskassen, så strømerne ikke kan finde dem. Matatuerne gjorde hiphoppen stor i Kenya, folk blev helt vilde med dem på grund af musikken, og en masse piger blev gravide. Og de fik os til at begynde at at lave vores egen musik, som de så også spillede.«
»Matatuerne står også for en kultur af oprørskhed. De har fået besked på at holde op med musikken og fjerne graffiti-udsmykningen, og det er aldrig sket. De skal have uniformer på; det gider de heller ikke. Siden den 1. januar har alle skullet have sikkerhedsbælter på, og der var vild ballade, og de strejkede i fire dage, men nu ignorerer folk bare bælterne.«
– Hvorfor er musikken så høj?
»Fordi hvis jeg skal være fanget i en Nairobi-trafikprop i timevis, vil jeg høre musik. En god matatu skal have fire 10-tommers Pioneerhøjttalere og en forstærker for hver to højttalere. Hvis jeg kan sidde i en bygning og mærke bassen, når en
mathree kører forbi, ved jeg, den er god. Selv de gamle har vænnet sig til det,« påstår Mwafrika i munden på K:
»De har betydet alt for musikken. De fleste kenyanske musikere er unge, og de store radiostationer gider ikke breake dem, hvis de ikke laver mainstream-pop. Så mange afleverer deres cd til mathrees i stedet. Der er ruter, som alle kender, som kan gøre en sang kendt på en uge. Mathrees begyndte med at spille den musik, der var relevant for os, og det er også de kunstnere, vi vil spille her på kanalen. Det kan være r&b, men om at være forelsket i en pige på den afrikanske måde, hvor man skal hjem til landsbyen og præsenteres, går tur ved flodbredden, den slags. Eller politisk musik om livet i slummen, fattigdom, aids. Og så synger de på sheng.«

Edutainment i slummen
Første gang, vi ser rapgruppen G-Clan optræde, er til et talentshow en søndag i Kibera, Afrikas vistnok største slum med op mod en million indbyggere. På en af de få åbne pladser i den pakkede slum optræder lokale grupper af dansere, rappere og skuespillere for beboerne.
Kenyas ungdom vokser sig mere og mere mangfoldig, mens deres voksne dør. Kibera ligner et sælsomt barndomsland fyldt med unger, som er blevet ladt alene hjemme af deres forældre. Hvordan de nogensinde skulle komme ud i en verden med biler, jobs, asfaltveje og kontorer, er et mysterium.
»Vi vil gerne lave edutainment,« fortæller Crazy-E efter G-Clans optræden.
Da jeg spørger, hvorfor de ikke skriver sange om at feste og have det sjovt ligesom kenyansk mainstream-pop, kigger han vantro på mig.
»Er du klar over, at det her er et sted, hvor folk dør overalt på grund af uvidenhed?«
Da G-Clan gik i skole, fik de en tung klods hængt om halsen til at skamme sig med, hvis de kom til at sige noget på lokalsprog: Kun engelsk og swahili var tilladt. De tror ikke på, at vi kan oversætte deres tekster hjemme i Danmark: »De er fulde af ord, som kenyanere i Danmark ikke kender,« siger Crazy-E, som er 21 og i sit borgerlige liv hedder Victor Erik Oduor.
»To af os i G-Clan er luoer, og den tredje er kikuyu, så vi taler sheng sammen, og vores forældre forstår ingenting.«
Vi besøger Crazy-E’s familie og kan godt se behovet. Sammen med hans far og to af hans tre mødre – polygami er helt almindeligt i forældrenes generation – stuves vi sammen om sofabordet i en lerhytte, der er opdelt med stofstykker. Børn i dusinvis stikker små hoveder ind ad døråbningen, der ikke har nogen dør: Privatliv findes ikke.
Crazy-E forklarer et af principperne i sheng, som viser sig at være identiske med den franske slang l’invers:
»Vi bytter tit rundt på ordenes stavelser. Så hvis jeg skal spørge, hvor du skal hen, ville jeg normalt sige ’wapi’, men det er blevet til ’piwa’. Eller ’checki’, ’se her’, bliver til ’kiche’. De gamle kender ikke koden, så det er helt sort for dem.«

Lukrativt ungt segment
Fra Kiberas barnelandskab er manglen på stemmer til ungdommen åbenlys. Men YFM er ikke drevet af den rene idealisme. Ejeren, S.K. Macharia, står bag Royal Media Services, som driver lokalsprogede radiostationer på kikuyu, luo og luya, og som forretningsmand har han helt enkelt spottet den sheng-talende ungdom som ét segment blandt mange andre – og et lukrativt et.
»Kiss FM har fået en vært, som præsenterer reggae på sheng,« fortæller Mwafrica.
»Og der er kommet et ugentligt tv-show på sheng, der hedder Vipi. For bare få år siden kunne radiostationerne ikke drømme om hverken at tale sheng eller spille lokal musik. Men nu sker der meget.«
– Hvad er det nyeste sheng-ord, I har hørt?
Mwafrika og K kigger på hinanden og griner.
»Det er vist ’unarc’. ’u-’ er bare en endelse, der gør et ord til et adjektiv, ligesom
’-lig’. Og Narc er navnet på vores regeringskoalition, som lovede alt muligt, da de kom til magten for to år siden. Men de har ikke holdt så mange af deres løfter. Så nu hedder det ’unarc’, når folk ikke er til at stole på,« siger Mwafrika og virker egentlig ikke så bekymret.

SERIE
Afrikas oversete modernitet
• Mens verden begræder det tabte kontinent, kører krea-tiviteten, kommercialiteten og moderniteten i højeste gear i de afrikanske storbyer. Information har besøgt et Østafrika i hektisk forvandling og rapporterer om politisk pop, genfødte cowboys, heksedoktorernes genkomst og ungdommens hemmelige sprog fra krydsfeltet mellem globa-lisering og lokal kultur i et af klodens smukkeste og mest hærgede hjørner
• Dette er tredje afsnit i Informations serie fra Østafrika

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her