LONDON Med 48 procent af de 8,45 millioner gyldige stemmer afgivet ved det irakiske valg for to uger siden er den Forenede Irakiske Alliance også kaldet Shia-listen en klar vinder. På andenpladsen kom den Kurdiske Liste med 25 procent, mens den midlertidige ministerpræsident Iyad Allawis Irakiske Liste fik 14 procent af stemmerne ifølge den irakiske valgkommission, der i går offentliggjorde valgresultaterne. 'Øvrige' partier her-iblandt sunnimuslimerne, et kommunistisk parti, et demokratisk parti og et kristent parti har fået de resterende 12 procent af stemmerne. Da hovedparten af sunnimuslimerne valgte at boykotte valget, får de kun en håndfuld af de 275 pladser i det irakiske parlament, der skal forfatte Iraks permanente forfatning. Mens kurderne jublede, lød der utilfredshed fra både shiitterne, der havde ventet et bedre resultat, og de sunnimuslimer, der valgte at stille op ved valget. Den største sunnimuslimske gruppe i parlamentet vil sandsynligvis blive ledet af den nuværende præsident, Ghazi al-Yawar. Derimod ser det ikke ud til, at det sekulære sunnimuslimske parti under ledelse af Adnan Pachachi er kommet ind. "Billedet af Irak, som disse resultater afspejler, er ikke sandfærdigt. Det er åbenlyst," sagde Pachachi til nyhedsbureauet Reuters. Kun to procent af vælgerne i den sunni-dominerede Anbar-provins i hjertet af Sunni-trekanten valgte at afgive deres stemmer. I den ligeledes sunni-dominerede Salahadin provins Saddam Husseins hjemegn afgav 29 procent af befolkningen deres stemmer.
Bred koalition
På trods af det lave antal sunnimuslimer i parlamentet synes der bred accept af, at sunnierne der tæller 20 procent af Iraks 27 millioner indbyggere skal inddrages i udarbejdelsen af den kommende forfatning, hvis man skal gøres sig forhåbninger om at samle befolkningsgrupperne. Den indflydelsesrige sunnimuslimske præsteorganisation Sammenslutningen af Muslimske Lærde, der opfordrede sunnierne til at boykotte valget, afviste imidlertid i går at deltage i udarbejdelsen af forfatningen, så længe udenlandske styrker befinder sig i landet. "En regering født ved dette valg vil være beslægtet med et deformt barn, fordi det ikke var produktet af frie og retfærdige valg," sagde organisationens talsmand, Muhammad Bashar al-Faithi, til al-Jazeera i går. Shiitterne, der tæller ca. 60 procent af Iraks befolkning, udtrykte skuffelse over ikke at have fået over 50 procent af stemmerne. Da der kræves to tredjedele af stemmerne for at danne regering, betyder resultatet, at shiitter og f.eks. kurdere ikke kan danne regering alene, men må have enten Allawis sekulære parti eller nogle af de øvrige partier med. Talsmand for shia-listen Humam Hamoody antydede i går over for AFP, at der vil blive rejst tvivl om resultatet fra søndag har partierne tre dage til at gøre indsigelser, hvorefter resultatet udråbes som gældende. "Vi havde ventet en større procentandel af stemmerne. Vores beregninger tydede på mere. Vi ventede at få 50 procent. Det ville i det mindste have været acceptabelt. Men under 50 procent?" lød den skuffede kommentar. Hamoody sagde, at listen vil bede valgkommissionen redegøre for et antal stemmeurner i Mosul og andre byer, som der har været problemer med. Andre potentielle problemer blev fremkaldt af gårsdagens offentliggørelse af ikke kun resultatet af parlamentsvalget, men også resultatet af 18 provinsvalg samt valget til det 111-mand store autonome, kurdiske parlamentet. Bl.a. udbrød der jubel blandt kurderne, da resultater i den etnisk blandede by Kirkuk viste, at kurderne var langt foran ved provinsvalget. Dette vil ikke falde i god jord hos områdets sunniarabere og turkmenerne, som frygter, at kurderne vil indlemme området i Kurdistan.