Læsetid: 4 min.

En slags status

3. februar 2005

Med fem dage tilbage inden valget må det være på sin plads at gøre en slags status over det hidtidige forløb af valgkampen. Det vil være synd at sige, at de fem temaer, som herværende dagblad på udskrivelsesdagen udpegede som væsentlige i valgkampen, ligefrem har sat dagsordenen. Det er kun blevet til sporadiske pip om de udstødte, Irak-krigen, som dog har fået nogen opmærksomhed skal retfærdigvis siges, integrationen, bæredygtigheden og Europa-politikken.
Det var måske også for meget forlangt, at politikerne skulle annamme denne dagsorden, for det kunne jo tænkes, at de havde deres egen, som de fandt lige så vigtig. Det var der i hvert fald tegn på, da valget blev udskrevet – velfærd, uddannelse, forskning, integration, ældre, syge, udvikling, skat ikke mindst og andre ædle emner.

Men det ville være synd at sige, at det har været en kamp om ideologiske og synlige forskelle, der har præget billedet. Uden tvivl fordi der i valgkampen er blevet fokuseret så intenst på præsidentvalget mellem de to hovedkombattanter, Mogens Lykketoft (S) og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der for et par dage siden erklærede den liberale ideologi for stendød, har det udviklet sig til en usmagelig overbudskamp, hvor det i sidste ende er formen, der er afgørende.
Det siges, at kulturminister Brian Mikkelsen (K) hver aften takker sin gud for, at Anders Fogh Rasmussen er borgerlig, for han er efterhånden den eneste forskel på de to blokke. Han har et retorisk program, og han klarer sig bedre i debatterne end sin modstander. Formen ender med at være den eneste reelle forskel. Lefleriet over for og kontrakten med middelklassen er den samme.
Og det er svært at sige, hvad der er værst. Sikkert er det, at det nærmer sig det pinagtige, når Anders Fogh fører sig frem som de fattiges værner i forsvaret for sin børnepakke, eller når man, som det var tilfældet i Århus i forgårs, skal høre ham harcelere over de rige og slå fast, at de ikke skal have mere. For slet ikke at sige, når man skal bevidne, hvordan Lykketoft er så forhippet på symbolværdien i sit eget løfte om, at en daginstitutionsplads maksimalt må koste 1.000 kroner om måneden, at han slet ikke kan høre hulheden i løftet, fordi dem, det eventuelt kunne komme til gavn, de fattige eller enlige forældre, i forvejen har friplads. Eller når han forblændet af egen retorik lover ældre rengøring og bad hver anden uge. Hver anden uge.
Det er muligt, befolkningen har de politikere, den fortjener, men i så fald ser det sort ud for nationen, for forløbet af denne valgkamp har været skandaløs.

Det skal retfærdigvis straks siges, at medierne bærer deres del af skylden. Ingen kan sige sig fri for med begge ben at være hoppet ombord i den overdøvende historie om de to hovedpersoner. De elektroniske medier – selv de såkaldt seriøse – har være mere optaget af at finde ud af, hvordan dagsformen er, hvad der var spin, hvordan spin virker og så videre frem for at forsøge at fastholde noget substans i valgkampen eller undersøge den valgkamp, som rent faktisk foregår uden om de to kandidater.
Det er ikke kønt, og der har været tygget meget på den pølsepind de seneste par uger. Den store kamp om at sætte sig på de centrale og midtersøgende værdier i det danske samfund – der, hvor trygheden bor for det store flertal – er udtryk for en ny måde at tænke politik på. Der tales meget om den socialdemokratiske krise, det store, gamle, trætte parti, som har fået beslaglagt sin ideologi og ikke kan finde en ny identitet. Selv om mange måske inderst inde nok mener, at Lykketoft har mere at byde på, når det kommer til substansen, så lader der ikke til at være nogen ende på nedturen.
Men det er ikke bare Socialdemokraternes krise, man er vidne til, det er i lige så høj grad Venstres eller det liberale projekts krise, hvilket fremgår af, at partiets liberale bagland er i krise og opfordrer til at stemme blankt den 8. februar. Så måske er det i virkeligheden politikkens krise som sådan og ideologiernes sammenbrud, der nu er nået til Danmark.

Derfor er det formen og magten for magtens skyld, der bliver afgørende. Og derfor går vejen til vælgernes hjerter og tegnebøger gennem endeløse talkolonner og overbud. Det ideologiske fravær kan være til at leve med i fede tider, hvor størstedelen af befolkningen står og stirrer ind i friværdien og de lavtforrentede afdragsfri lån.
Noget andet er den dag, man stirrer ned i om ikke afgrunden, så en helt anden politisk og økonomisk virkelighed. Den blev skitseret på det netop overståede topmøde mellem alverdens økonomer og erhvervsledere i Davos, hvor det blev slået fast, at hvis de nordeuropæiske velfærdssamfund skal overleve i en fremtid, der rækker lidt ud over Anders Fogh Rasmussens regeringstid, så skal der gennemføres omfattende velfærdsreformer, nedskæringer, skattereformer og massiv indvandring. Den debat er der ingen af de to spidskandidater, der har ment, befolkningen var moden til.
Men andre partier – blandt andet de radikale og Enhedslisten – har forsøgt fra hvert sit udgangspunkt at føre den form for fremtidsorienteret substans ind i debatten. Faktisk er det de to partier, der har kunnet notere den største fremgang efter de to første uger. Det er tankevækkende.

weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her