Socialdemokraterne skal glemme de våde taburetdrømme

Hva’ så S?
Den næste m/k i spidsen for Socialdemokraterne skal ikke kun være formand og vælte Fogh hurtigst muligt, men er naturligvis også statsministerkandidat, lyder det allerede i partiets bestræbelser på at finde en afløser for Mogens Lykketoft.
Men den selvfølgelighed, hvormed Socialdemokraterne betragter sig selv som de retmæssige indehavere af Statsministeriet, kan de godt pakke sammen, hvis de overhovedet skal gøre sig håb om at komme ud af den idemæssige krise, partiet har befundet sig i siden 1970’erne. Allerede dengang var partiets oprindelige dagsorden stort set udtømt, og den næste store udvikling af velfærdsstaten med ØD (økonomisk demokrati) gik i vasken. Sådan lyder vurderingen fra blandt andre Lars Bo Kaspersen, lektor ved Center for Business and Politics, Handelshøjskolen i København samt Jørn Loftager, lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. »Formandsdiskussionen drejer sig om, hvem der kan vælte Fogh, i stedet for at partiet definerer hvad det mener, og så står fast uanset hvad,« siger Jørn Loftager. Lars Bo Kaspersen mener, at partiet skal erkende, at de muligvis ikke bliver større end de 25 pct. af stemmerne, de fik ved dette valg. Og at partiet skal besinde sig på, at deres tid i opposition skal vare de næste to valgperioder, for at de overhovedet kan finde frem til det nye projekt, de har søgt efter siden bevægelsen i 70’erne erkendte, at man havde ’sejret ad helvede til’. »Socialdemokraterne skal ikke bare redefinere deres egen politik, men også den måde, de ser sig selv på. Det er bare slet ikke gået op for dem. Hvis de stabiliserer sig på 25 pct. af stemmerne, må de måske erkende, at hvis de nogen sinde skal i regering igen, bliver det måske i en SKR-regering. Ydermere skal de acceptere, at de ikke automatisk kan forvente at få statsministerposten,« siger Lars Bo Kaspersen, der mener, at partiet skal bruge de sunde år i opposition på at få gang i talentplejen af retorisk begavede, politiske talenter, som blandt andet er en af årsagerne til det svenske Socialdemokratis årelange succes.

Fødselslægen døde
Det danske Socialdemokratis krise er dog en tand værre end tidligere, fordi partiet har kappet forankringen i arbejderklassen og mistet sit monopol som velfærdsstatens forsvarer, påpeger professor ved Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen, der har beskrevet Socialdemokratiets krise efter den fuldendte bygning af velfærdsstaten som, at »operationen lykkedes, men lægen døde.« Men helt at afskrive partiet som central på rollelisten i det danske parlamentariske system vil Goul Andersen dog ikke. »Partiet har gjort nogle rigtige ting for sent, og ikke formået at formulere deres egne projekter, men i stedet kopieret konkurrenternes. Alligevel mener jeg ikke, Socialdemokraterne har udspillet deres rolle. De skal nok få en storhedstid igen. Det har vi set med både Venstre og de konservative. Partier er sejlivede,« siger Jørgen Goul Andersen, der desuden peger på, at Venstre skal holde sammen på en noget usikker konstellation i form af deres egne kernetropper af ærkeliberale; folk i den højere ende af samfundspyramiden samt de relativt nytilkomne socialdemokratiske vælgere. »Der skal ikke så meget modgang til, før den alliance kommer under pres,« siger han. Historiker og professor ved Roskilde Universitetscenter, Claus Bryld mener, at det danske samfund bliver mere ulige, og at lønmodtagerne mister en varetager af deres interesser, hvis ikke Socialdemokraterne overvinder deres langvarige identitetskrise. »Der er brug for et bredt lønmodtagerparti. Det er Venstre ikke med deres skattestop og angreb på fagbevægelsens eksklusivaftaler. Fagbevægelsen og den offentlige sektor er velfærdsstaten. Derfor er det oplagt, at S stadig har en rolle, hvis de kan løse deres identitetskrise«, siger Claus Bryld. Han mener, at Socialdemokraterne bør vende tilbage til deres gamle demokratiseringsprojekt med økonomisk demokrati og arbejdspladsdemokrati – en videreførelse af det repræsentative og det sociale demokrati – for at generobre rollen som et bredt lønmodtagerparti fra Venstre. »Socialdemokraterne er blevet konservative hvad angår velfærdsstaten, i stedet for at prøve at udvide den igen. Dermed kommer fornemmelse blandt vælgerne af, at de stadig er formyndere. Man bør stille folk nogle muligheder i udsigt. F.eks. mere medindflydelse på deres arbejde, både individuelt og kollektivt. Universitetet var det eneste sted, man havde demokrati på arbejdspladsen, og det har S været med til at afskaffe,« siger Claus Bryld, der ikke mener, at man skal forvente gennemgribende fornyelse og forandring fra hverken Enhedslisten eller de radikale, som begge fik flotte valg på netop at udmelde klare alternativer. »Der er stadig 25 pct. af vælgerne, der går ind for den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Det giver et grundlag at bygge på. Selv om de fordelings- og værdipolitisk ikke har noget nyt at byde på, så er de som svagt parti stadig en modmagt,« konstaterer Bryld.

Masser af ny plads til S
Faktisk skorter det ikke på alternative åbninger i dansk politik, hvor banen kunne være åben for et nytænkende Socialdemokrati. Jørgen Goul Andersen konstaterer oven på valgkampen, at Socialdemokraterne slet ikke havde formuleret en grøn vækstpolitik. Et område, der ellers repræsenterer den mest entydige forskel i forhold til VK, og som står næsten lige så højt på vælgernes politiske dagsorden som skatter. »Men alle talte jo om skatter. Desuden har Socialdemokraterne forsømt at formulere et program for integrationspolitik. De har tabt to gange på indvandrerpolitik. Til højrefløjen i 2001, og så tabte de deres egen venstrefløj til de radikale her i 2005. Der er jo ikke ret mange danskere, der ikke kan lide indvandrere. De vil bare gerne have dem integrerede, « siger Jørgen Goul. Jørn Loftager nævner, at Socialdemokraterne kunne forlade den linje, hvor velfærdsydelser kun skal gives til svage grupper, som han mener bl.a. 1990’ernes aktive arbejdsmarkeds- og aktiveringspolitik er udtryk for. »Der er en tom plads på en klassisk socialdemokratisk/socialliberal position, hvor man lægger vægt på universelle ordninger, fordi de bevirker, at alle tildeles den samme status som borgere og derfor virker integrende. Hvorfor er det kun service – f.eks. sundhedsydelser – der skal være for alle, men ikke overførselsindkomster? I dag er man jo ikke som tidligere garanteret en indkomst, hvis man opfyldte reglerne om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,« siger Jørn Loftager, der samtidig peger på, at netop Socialdemokraterne har været arkitekterne bag den aktive arbejdsmarkedspolitik op gennem 90’erne. Dernæst peger Loftager på »økonomitænkningen« i den offentlige sektor, hvor man i decentraliseringens navn har indført mål og rammestyring, virksomhedsplaner og lokalløn, som et område, hvor et opgør står og venter på Socialdemokraterne. »Stregkoderne i hjemmeplejen, som var oppe i valgkampen, er jo kun en lille udtryk for den neoliberale tankegang, Socialdemokratiet tog til sig i 1990’erne og udmøntede i moderniseringen af den offentlige sektor. Og den har de nuværende socialdemokrater selvfølgelig et vist ejerskab til. Men hvis man er enig i den linje, Fogh er på, hvorfor kan vælgerne så ikke lige så godt stemme på ham? Hvis man derimod skal definere et nyt projekt, kunne man se på den vej, man selv har valgt hidtil,« siger Jørn Loftager, der dog hos formandskandidat Frank Jensen ser takterne til et forsvar for universelle velfærdsydelser. I forbindelse med den anden formandskandidat, Helle Thorning-Schmidts, udmeldinger om, at efterlønnen er væk om 20 år, har han f.eks. udtalt til Politiken: »Ingen kender arbejdsmarkedsforholdene om 20 år. Det eneste vi ved, er, at vores produktion ikke står over for at skulle bruge mere arbejdskraft. Tværtimod. Der bliver flere og flere arbejdspladser.« »Om end efterlønnen ikke er så universel, som den har været, idet man selv betaler ind til den, så er den stadig meget omfattende og meget forskellig fra en moderne form for fattighjælp. Lige på det punkt er Frank Jensen inde på et område, hvor jeg ser en åbning i dansk politik,« siger Jørn Loftager.