Læsetid: 0 min.

Socialdemokraterne kan lære af Tony Blair

Der skal opbygges en helt ny stolthed over at være socialdemokrat, partiet skal række ind over midten og tilbyde en helt ny politisk vision for det danske samfund. Det er det, Labour har gjort i Storbritannien, og det kan det danske parti lære af, mener Poul Nyrup Rasmussens tidligere pressechef, Peter Mogensen
15. februar 2005

INTERVIEW
Euforien var enorm da den unge, energiske, visionære Tony Blair i spidsen for et nyt og reformeret britisk socialdemokrati, New Labour, overtog regeringsmagten i Storbritannien i 1997. Medlemmerne strømmede til, Middle England satte i historisk antal krydset ved Arbejderpartiet, mens tidligere ærkekonservative medier og industrichefer på stribe indrømmede, at også de var faldet for New Labours Tredje Vej. Nu ni år senere er metaltrætheden sat ind hos de britiske vælgere. Blair begejstrer ikke længere, men befolkningen vil fortsat intet have med de konservative at gøre. Det britiske Arbejderparti nyder et nærmest absolut politisk hegemoni, som efter alt at dømme vil blive bekræftet ved det parlamentsvalg, som sandsynligvis kommer til maj. Og det er alt sammen resultatet af en enorm fornyelse, som det britiske socialdemokrati har været igennem. En modernisering, der kort sagt kan beskrives som en ekstrem midtsøgende politik kombineret med en kolossal personlig karisma hos partilederen, hvor Blair har stået for en politik, der ikke bare handler om fokusgrupper, som hans kritikere ofte har påstået, men også udspringer af en personlig oprigtighed og overbevisning om, at man må gøre det, der er rigtigt.
Blair har sammen med sin driftssikre finansminister Gordon Brown dermed moderniseret Labour væk fra et betonsocialistisk og fagforeningsstyret klasse-parti og gjort det til måske verdens mest mainstream – og for middelklassen mest appetitlige – socialdemokrati. På lov og orden, på økonomisk politik, hvor man har været mere konservative end de konservative, men også på et gigantisk løft af de fattigste briter: pensionisterneog børnefamilierne og endelig reformer af statsskolerne. I kulisserne har de to herrer haft hjalp af to enorme kommunikationstalenter, Peter Mandelson (tidligere minister og i dag EU-kommissær) og Blairs tidligere kommunikationsdirektør, nu kampagnechef for Labour, Alastair Campbell.

Et attraktivt parti
Kan det danske socialdemokrati, der stort set er i en lige så sørgelig forfatning, som det britiske var det i 1980’erne og de tidligste 90’ere, lære noget af Labour ?
»Ja, det kan Socialdemokraterne bestemt,« siger tidligere pressechef i statsministeriet for Nyrup, Peter Mogensen, til Information. Mogensen – der ud over at have været presse- og sekretariatschef for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen – også har været ministersekretær for Mogens Lykketoft, da denne var finansminister siger, at »det Socialdemokraterne først og fremmest kan lære af Labour er, at hvis man vil genvinde magten, er man er nødt til at kreere en helt ny type parti, et parti, man kan være stolt af at være med i. Et parti, som det i sig selv er attraktivt at stemme på. Det nytter ikke noget, at de stemmer, Socialdemokraterne i dag får, kommer, dels fra en gruppe, som nærer en gammel veneration over for partiet, dels har et eller andet halvt klassetilhørsforhold til det at være socialdemokrat. En sådan attraktionsværdi får man kun som parti, hvis man formår at tegne en ny vision for det danske samfund, et helt nyt projekt, som så bliver knyttet til ens parti. Det var det, Labour gjorde, og det er det Fogh til en vis grad har gjort med Venstre. Det kan Socialdemokraterne også, hvis de har modet til det. Men det kræver en kombination af politisk erfaring, tyngde og karisma hos lederen.«

Ikke populisme – vision
Mogensen understreger, at det ikke handler om populisme, et emne han lige har behandlet i en bogen Det populære demokrati – Et opgør med populismen:
»Tony Blair har også vist, at en stor leder kan gå imod folkestemningen. Det har han gjort flere gange, men beslutningen om at gå i krig i Irak er nok det mest tydelige eksempel. Der var en tordnende modsætning mellem ham og hans egen partibase.«

Som beskyttet værksted
»Men han havde en holdning, han var oprigtig. Og det overbeviste også briterne i lang tid. Og man skal være opmærksom på, at selvom de britiske vælgere i dag ikke støtter entydigt op om krigen, så er det på ingen måde kommet Blair til skade, at han gik ind i krigen. Se på meningsmålingerne i Storbritannien lige nu. Blair står til en overbevisende valgsejr for tredje gang i træk.« Men selv om Mogensen mener, at det er helt essentielt at få middelklassen i tale, så vil han også gerne slå helt fast, at det ud over det midtsøgende også er nødvendigt med en bred politisk erfaring for at vinde statsministerposten: »Alt det der med at føre benhård oppositionspolitik er slet, slet ikke noget, der appellerer til den almindelige dansker. De vil se partier, der arbejder og arbejder for brede løsninger. Det er vigtigt. Men derudover så er det det med erfaringen. Jeg har siddet i Finansministeriet, og jeg har siddet i Statsministeriet, men Finansministeriet er et beskyttet værksted i sammenligning med det pres, der dag og nat ligger på statsministeren. Det hører aldrig op. Du tror, det er løgn, og det er svært at forestille sig, før man selv oplever det.«

En kedelig sygdom
Mogensen understreger, at han ikke taler for eller imod nogen af de to aktuelle formandskandidater, »men jeg vil gerne overordnet sige, at det er nærmest uanstændigt og farligt for det danske demokrati med en statsminister uden tyngde. Alt oppositionen og mange af medierne vil, handler om at få dig nedlagt. Samtidig med det enorme pres, sidder du i tunge forhandlinger hele tiden. Internationalt og nationalt og med et meget professionelt embedsværk, som forventer et ægte modspil fra den øverste chef. Det er ikke tilstrækkeligt, at man er kvik nok til at forstå de input, man får fra embedsmændene. Man skal også selv komme med noget.«
Mogensen mener, at hans eget gamle parti er ramt af en »klassisk sygdom, der desværre ikke er sjælden for partiet. Man finder en årsag til, at noget er gået frygteligt galt – denne gang er det den manglende evne til at brænde igennem på tv-skærmen. Og så leder man efter én, der har den evne. Men det er ikke nok at være god på tv, man skal både havde den midtsøgende politik, fornyer-genet, kommunikationstalentet og erfaringen på en gang.«
»Ellers kan man ikke vinde over Fogh.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her