Læsetid: 11 min.

Socialdemokraterne skal tænke på andre end dig

Når liberalisten Anders Fogh taler til det enkelte menneske, er oppositionens alternativ at tale til den selvansvarlige borger og det fællesskab, der rækker ud over den enkeltes rettigheder i velfærdssamfundet. Dén fortælling er Socialdemokraterne det eneste parti, der kan. De skal redde det velfærdssamfund, som Venstre og de selv har kørt i sænk, mener mentalitetshistorikeren Henrik Jensen, der også ser middelklassens skyldfølelse over egen egoisme som et stort potentiale for forandring
12. februar 2005

fællesskab
Husene på villavejen ligger ned til det naturskønne Utterslev Mose, som det hedder i ejendomsmæglernes annoncer. Villaerne er steget flere hundredetusinde kroner i ejendomsvurderinger de seneste år. Her bor akademikere, læger, erhvervsfolk, lærere og journalister. Den velstillede middelklasse, som nu kan se frem til endnu mere luft i økonomien, når valgets sejrherre, VK-regeringen, udløser løfterne om blandt andet højere børnecheck og skattelettelser. En vej som denne, hvor murmestervillaerne har sprossede vinduer og nybyggede terrasser, kan vække misundelse. En misundelse og egoisme, som det er blevet nærmest et must for samtlige politiske partier fra SF til Dansk Folkeparti at appellere til. Og hvem kan i virkeligheden sige sig fri for i sit stille sind at glæde sig over udsigten til at omsætte valgløfterne til ny bil eller et sommerhus, hvor familien kan slappe af fra stress og jag? »De taler til egoisten i mig,« som en vælger formulerede det i Information under valgkampen. I en af villaerne ned til mosen bor historikeren Henrik Jensen. For ham er misundelse og egoisme tæt forbundet med individualiseringen og den rettighedstankegang, han mener, velfærdssamfundet har fremelsket. En mentalitet, som er ved at køre velfærden i sænk, fordi de 90 procent rigeste betaler til de 90 procent fattigste og kravene til sundhedsbehandling, uddannelse, hjemmepleje osv. bliver stadigt større. Et opgør med krævementaliteten kan ramme det borgerlige Danmark lige i solar plexus og er et oplagt alternativ for den besejrede opposition, mener Henrik Jensen. Anders Fogh Ramussens politik ligger i smuk forlængelse af dét, som Socialdemokratiets historiske ’projekt velfærdsstat’ har udviklet sig til: Et samfund, hvor borgerne er forvandlet til ofre, der med næbet åbnet som fugleunger konstant skriger på mere. De er holdt op med, som Henrik Jensen formulerer det, at se sig som selvansvarlige og selvbegrænsende borgere og er i stedet blevet klienter. Velfærdsstaten er blevet et personligt »servicepit« på linje med supermarkedet, forsikringselskaberne og medierne. »Det kan godt være, at Fogh Rasmussen har cementeret forestillingen om sig selv som den succesrige forvalter af velfærdsstaten ved dette valg. Men det er ved at undgå gennemgribende reformer og dermed skubbe problemer foran sig. Hvis det skal lykkes at løse velfærdsstatens problemer, skal der spilles på et forpligtende fællesskab. Fogh er god til at forvalte velfærdsstaten i forhold til den enkelte; til individet, som det hele drejer sig mere og mere om. Han er jo liberalist. Det har han altid været og vil altid være, uanset hvor meget han stiller sig op som socialdemokrat. Det, han kan forholde sig til, er den enkelte bruger af velfærdsstaten, som han ser som en forbruger, han skal levere en vare til på en tilfredsstillende måde, så han får en stemme. Det er slet ikke fra den side, man kan forvente fornyelse,« siger Henrik Jensen. Tidligere var velfærdsstaten derimod et projekt, man som borger indgik i. Arkitekterne i Socialdemokratiet og fagbevægelsen så det som et socialt foretagende. Et socialt demokrati. Der skulle være balance mellem rettigheder og pligter, der betød, at man var borger, ikke bare bruger. »Det er en vigtig forskel, for det er et spørgsmål om, hvem der tager ansvaret. Ansvaret er gledet fuldstændig ud af hænderne på folk, der har travlt med at passe deres daglige dont. Socialdemokraterne har sejret ad helvede til. De har selv leveret det artilleri, der har skudt velfærdsstaten ned. Men det er jo fordi, at fortællingen om velfærdsstaten er blevet glemt undervejs eller brugt op.«

Det store politiske projekt i de kommende år bliver ifølge Henrik Jensen at sejle velfærdsstaten gennem oprørt vande. »Det er afgørende nødvendigt at bringe ansvarligheden tilbage. At få folk til at forholde sig til projektet. Velfærdsstaten er vores samfundssystem. Hvis flertallet af danskerne er tilfredse med det, må det vise sig som et aktivt forsvar for velfærdsstaten. Dvs. at der skal defineres et nyt fællesskab, som det projekt kan lægges i.« Og mens andre meningsdannere har travlt med at lægge partiet i graven med det forgangne århundrede, ser Henrik Jensen Socialdemokraterne som det eneste parti, der kan fortælle en ny historie om fællesskab. »Socialdemokraterne har brug for sådan et projekt. Ud fra historien er det dem, der skal forklare os, hvad det er, vi er i gang med. Det er dem, der har opfundet fortællingen om ’jo stærkere skuldre, des større byrder’, og på deres faner stod der: ’ingen rettigheder uden pligter’. Fogh har jo taget den med, at individet er det eneste saliggørende. Selv Marianne Jelved driver den pointe, at der ikke er nogen højere værdi end det enkelte menneske.«

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kunne efter valgnederlaget i 2001, hvor Socialdemokraterne måtte sluge et magtskifte og mistede positionen som Danmarks største folkelige parti, godt se Henrik Jensens pointe om, at velfærdsstaten havde gjort borgerne til klienter, som mentalitetshistorikeren havde beskrevet i sin bog Ofrets Århundrede fra 1998. Nyrup brugte historikerens analyse som inspiration i sit forsøg på at genetablere partiet efter nederlaget. »Men Nyrup var jo pludselig en billet til et tog, der var kørt. Derfor blev det ikke til noget. Og grunden til, at Socialdemokraterne ikke har kunnet bruge de sidste godt tre år i opposition til at udvikle et overbevisende projekt, er, at de har manglet en modhistorie. I sidste ende faldt Socialdemokraterne til samme side som Venstre. De taler ikke om frit valg, men om ydelser til enkeltpersoner. De ser velfærdsstaten som et forsikrings- eller terapeutisk system. Og de har ikke italesat de 800.000, der står uden for arbejdsmarkedet, som et problem. En udstødelse, som Socialdemokraterne i høj grad har et medansvar for. Når man sigter så indgående på middelklassen, er der nogen, der falder igennem bunden, fordi de ikke har den vægt, middelklassen har. Ganske vist har Mogens Lykketoft i denne valgkamp også talt om de svage og især om dem, der mister deres job som følge af udflytningen af arbejdspladser. Men samtidig har han appelleret stærkt til middelklassens egoisme med gyldne valgløfter,« siger Henrik Jensen. Historikeren afviser, at det radikale succesparti allerede har abonnement på appellen til den fornuftige, selvansvarlige borger. »Det er rigtigt, at Det Radikale Venstre er et socialliberalt parti, men det er stadig den enkelte borger, der er deres omdrejningspunkt. De forestiller sig ikke, at der kan være nogen større fortælling om fællesskab. De radikale står for en slags kulturradikal appel til den enkelte fornuftige om at vælge de rigtige ting. Hvorimod dét, jeg taler om, og det, jeg tror, vil være vigtigere for venstrefløjen – for at bruge et ord, der ikke længere er dækkende – er at samle det hele op i en ideologi eller fortælling om, hvor vi er på vej hen.« »Det er i meget høj grad en forestilling om, hvor det her går hen, der mangler i velfærdsstaten. Hvordan giver den mening? Når vi snakker skole, taler vi om Pisa-undersøgelser. Men ingen spørger om, hvorfor børn går i skole. Og svaret ville nok nærmest være, at det vel mest er for deres egen skyld, så de kan få en god karriere. Hvad er det for en armod? Selvfølgelig er det ikke for deres egen skyld. Det er for det kommende samfunds skyld. Det samme med universiteterne, hvor de studerende plukker vejledning for deres egen skyld. Meningen er jo, at det er samfundet, de gør det for. De er ikke kunder i butikken. Det er samfundet, der er kunderne, og de studerende er produktet.« At tale om selvansvarlighed betyder, at middelklassen på villavejene mister nogle goder. »Det har vist sig at være et demokratisk problem, at velfærdsstaten har bredt sig fra at være et sikkerhedsnet til, at alle får en eller anden ydelse. Det er selvfølgelig vigtigt, at alle kan se en interesse i at gå med. Men det er problematisk, hvis hele det politiske rum bliver gjort op i velerhvervede rettigheder til børnepenge osv.,« pointerer Henrik Jensen. Mange socialdemokrater taler i disse dage om, at partiet skal finde melodien og visionerne, så det igen kan vokse sig stort og stærkt. Spørgsmålet er, om et parti overhovedet kan blive stort ved at stille krav til folk og fortælle dem, at de kommer til at miste nogle rettigheder? For hvordan spiller man egentlig ud mod en af menneskets stærkeste drifter, misundelsen. »Det er heller ikke noget let projekt. Der er en fantastisk magelighed i befolkningen og en opfattelse af, at det er i orden at stemme ud fra sin misundelse og ud fra sine egne behov. Det er på mange måder Dansk Folkeparti og Mogens Glistrups bidrag til dansk politik, at det er i orden at gøre det.« »Det ville også være frygtelig meget nemmere, hvis ikke velfærdsstaten var så god til at levere varen hele tiden. Det er nøjagtig dét, Fogh vinder på. Det er kørt derudad med velstandsstigning de seneste 50 år. Jeg kalder det en velstandskrise, det næsten er umuligt at pille ved. Der er bare det, at historien viser, at et selvoptaget, hedonistisk samfund går under. Antropologien viser, at hvis en stamme finder et godt sted ved floden, hvor de kan fiske laks, så uddør de i løbet af kort tid. Der er ikke nogen fornyelse, ikke nogen motivation.«
– Det civilsamfund, der vel må være fundamentet for en ny ansvarlighed og pligtkultur, er det ikke forsvundet med opløsningen af familien, lokalsamfundet og klasserne?
»Man kan godt smide håndklædet i ringen. Men jeg tror, at de fleste mennesker har den pligtside i sig. De vil gerne forpligtes. Men de vrænger ad pligten, hvis det ikke er for alvor. Og det går jo også godt, så længe vi gemmer hovedet i busken som strudse. Men det kan jo for eksempel ikke blive ved med at gå med den hast, vi eksporterer produktive arbejdspladser til udlandet på. Jeg tror fuldt og fast på, at der er en masse moralske værdier i folk. De bliver bare aldrig spillet ud i det daglige, fordi det hele kører på rettigheder.«

Henrik Jensen peger samtidig på en latent skyldfølelse, han mener, er til stede blandt mange velstillede danskere over, at man bare koncentrerer sig om sit eget forbrug og lader andre sejle deres egen sø. Der er ifølge historikeren to varianter af skyld: Den freudianske, hvor skyld stammer fra nogle tidlige barndomsoplevelser, som man bare skal lære at sætte sig ud over. Og kirkens arvesynd. En helt særlig variant trives på venstrefløjen, hvor man skal føle skyld over vækstsamfundets belastning af klodens naturlige ressourcer og de elendige forhold i u-landene, som man køber sig aflad fra med et medlemskab af Greenpeace og Mellemfolkeligt Samvirke. Men der er også den situation, som alle mennesker kommer ud for i deres hverdag, når de ikke kan leve op til deres krav til sig selv i forhold til andre mennesker, påpeger Henrik Jensen. »Det kunne man kalde den eksistentielle skyld. Den er vigtig at få fat på. Men skyld er jo en vinkel, der stort set er elimineret med Guds død, og siden 1960’erne med pædagogikken: ’Det er aldrig din skyld, det er noget i omstændighederne’. Det lyder gammeltestamentligt, men der er et stort potentiale i skyld. At vi er skyldige kan føre til handling og til, at vi bliver bedre mennesker og spiller ind i et større fællesskab.«
»Vi er bare blevet så isolerede i teknologi og nye kommunikationsformer, at vi har glemt, hvordan man gør. Vi har den der med, ’jeg skal ikke blande mig’. En undersøgelse har f.eks. vist, at når voksne tyskere møder børn, der opfører sig forkert, går de hen og sætter en stopper for det. Det sker yderst sjældent i Danmark, hvor den borgerlige pligtfølelse er forsvundet. Der er gået noget myndighed tabt hos den enkelte. Og jeg ser det i sammenhæng med, at vi er blevet et massesamfund af rettighedshavere. Vi har glemt de former for hierarki, der kan være mellem mennesker. Vi har glemt den kultur, hvor man i stort og småt griber ind i hinandens liv.« Derfor har vi brug for nogen, der putter os ind i en historie om, at det giver mening at tage sig af sin næste, mener Henrik Jensen. »Alle mennesker har brug for at føle, at de spiller ind i noget større. Det eneste større, vi kan finde ud af for øjeblikket, er familien. Så lægger vi al vores ansvarlighed og energi der, så godt vi nu kan. Socialdemokraterne kunne være dem, der definerer et større fællesskab. Vi har en situation, hvor andre har overtaget deres historie. Men der er jo ikke skabt nogen ny fortælling.«
– Ser du nogen blandt Socialdemokraterne, der ikke er for bundet op på den nuværende politik, som kan være med til at definere fællesskab og en ny ansvarlighed?
»Her giver det ingen mening at kigge på Auken, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft, Poul Nyrup eller den såkaldte mellemgeneration. Man skal ned blandt den helt unge generation af socialdemokrater for at finde nogen, der er åbne over for det her. Det kunne være en Mette Frederiksen f.eks. Problemet er bare, at de unge måske endnu ikke er modne til at løfte partiet,« siger Henrik Jensen, der samtidig ser en åbning for det nye fællesskab omkring velfærdsstaten i forbindelse med de europæiske bestræbelser på at skabe en republikansk statsborgeridentitet, som den tyske filosof og samfundsteoretiker Jürgen Habermas, har gjort sig til talsmand for.
»I forbindelse med den europæiske integration taler vi også om et nyt statsborgerskab. Det kunne være et statsborgerskab, der både indbefatter de nye, indvandrede borgere og giver mening i forhold til andre europæiske nationer. Men hvor man også siger, I er alle ansvarlige; dansk-danskere, indvandrere, ældre, kriminelle osv., for vi vil ikke acceptere en kulturel balkanisering, hvor folk melder sig ud og falder tilbage på deres familie og sig selv, som den eneste referenceramme. For hvem er det egentlig, der for tiden advokerer for en større helhed? Det er der ingen, der rigtig gør. Men jeg mener, opgaven passer godt til Socialdemokraterne, fordi partiet traditionelt har en forestilling om et fællesskab og et projekt,« siger Henrik Jensen.

Læs de andre artikler i serien om Socialdemokraternes politiske muligheder på tema.information.dk/s

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu