Læsetid: 8 min.

Soldaten, kærligheden og Hermann Görings selvmord

Historien om en ung soldats betagelse af en smuk tysk pige er blevet afsløret som løsningen på det næsten 60 år gamle mysterium om Hermann Görings selvmord, inden han skulle have været henrettet i 1946
17. februar 2005

historie
Det har taget næsten 60 år, men måske har man nu fået svaret på en af de ældste gåder i Det Tredje Riges fald, nemlig hvordan det kunne lykkes den tidligere chef for det tyske luftvåben og arkitektens bag nazisternes koncentrationslejre, Hermann Göring, at undslippe galgen i Nürnberg ved at begå selvmord aftenen før, han skulle have været henrettet efter mere end et år i fængsel. Det var tilsyneladende en kun 19-årig amerikansk soldat, der var blevet grundigt betaget af en mørkhåret tysk skønhed, som gav Göring den dødbringende gift. Den utrolige historie kan ikke bevises, men denne – længe ventede – forklaring på en af det seneste århundredes største gåder, kommer ikke fra en historiker eller forsker i Nürnberg-retssagen. Den fortælles derimod af soldaten selv, den nu 78-årige pensionerede metalarbejder, hr. Stivers, fra det sydlige Californien. »Det var mig,« fortæller Stivers til Los Angeles Times, »jeg gav Göring flasken med cyanid, som dræbte ham, før bødlen nåede at gøre det. Det er ikke noget, jeg er stolt af«.

Førerens højre hånd
Denne version af historien modsiger et væld af teorier om Görings selvmord. Hans vellykkede forsøg på at forhindre retfærdigheden i at ske fyldest og fratage de allierede tilfredsstillelsen ved at henrette en mand, der personificerede den nazistiske ondskab, har givet stof til lange rækker af videnskabelige artikler og bøger.
Fascinationen af denne mands skæbne er forståelig. Göring, der var lige så forfængelig, som han var fed, opbyggede ikke alene Luftwaffe fra bunden og stod bag planlægningen af luftvåbnets togter. Han var også Førerens højre hånd og det mest betroede medlem af den nazistiske inderkreds. Han var hovedmanden bag opbygningen af koncentrationslejrene i Tyskland og var med medunderskriver på den såkaldte endelige løsning, der indebar en total udryddelse af jøderne.
Det var meningen, at henrettelsen af denne mand skulle være et afgørende øjeblik i retsopgøret og renselsesprocessen efter krigen, men på trods af massive sikkerhedsforanstaltninger lykkedes det Göring at ødelægge de allieredes planer. Hvis nogen virkelig hjalp ham med det, er det forståeligt, at vedkommende ikke sagde et ord om det. Især hvis det var en person på de allieredes side.

Fascinerende detaljer
I sin beretning til LA Times opgiver Stivers mange fascinerende detaljer: Hvor han skaffede cyaniden, der dræbte Göring, og hvad det var, der fik ham til at give fangen giften, som ifølge Stivers var gemt i en patron til en fyldepen. Alle andre involverede, som måske kunne have bekræftet Stivers’ historie, er døde forlængst. Nogle historikere er dog tilbøjelige til at tro på manden. Hvad var Stivers’ bevæggrunde, da han på dramatisk vis ændrede forløbet i efterkrigstidens retsopgør og hele historie? Svaret er måske det mest forbløffende element i hele fortællingen – han gav såmænd Göring cyanid for at gøre indtryk på en lokal skønhed. En række jødiske historikere har gennem årene gentagne gange hævdet, at det netop var en amerikaner, der på grund af sine nazistiske sympatier gav Göring den lille flaske med gift. Andre har antaget, at en fængselsbetjent gav top-nazisten flasken mod bestikkelse, for eksempel mod at få Görings ur. En tredje teori var, at giften blev leveret af den tyske læge, der besøgte Göring regelmæssigt, og som kan have smuglet giften ind i et stykke sæbe. En fjerde, endnu mere fantasifuld udlægning var, at den dømtes kone, Emma Göring, gav sin mand den lille giftflaske via et sidste ’dødskys’. Den mest populære – og mest prosaiske – version af hændelsesforløbet er, at det ganske enkelt lykkedes Göring at opbevare en cyanidkapsel på sig under hele retssagen på trods af isolationsfængslingen og den konstante overvågning. Kapslen var muligvis gemt et sted på kroppen eller i en krone i Görings tænder. Det var den amerikanske hærs officielle forklaring efter en undersøgelse af omstændighederne ved Görings selvmord.

Den officielle historie
I deres rapport konkluderede de amerikanske efterforskere, at Göring hele tiden havde haft selvmordskapslen på sig. Det var almindeligt forekommende blandt de nazistiske øverstkommanderende i krigens sidste fase. Den havde været gemt i ’navlen’ eller andetsteds på kroppen, mente de. Det understøttede teorien, at Göring havde nægtet at gå i bad de sidste to uger, før han døde. Göring selv hævdede præcis det samme i en besked, han nedfældede i sin celle, før han tog sit liv den 15. oktober 1946 – kort efter at han var blevet dømt til døden ved hængning. I sit afskedsbrev pralede han af, at han havde haft giften på sig under hele forløbet. Der var dog stadig tvivl om sagens rette sammenhæng, og Stivers var en af dem, der aldrig troede på den officielle historie. Han var fortsat overbevist om, at han havde spillet en afgørende rolle, da Göring snød sin bøddel. Hemmeligheden har han i alle årene båret på med stor skyldfølelse. »Jeg havde det meget dårligt efter hans selvmord. Jeg havde en mærkelig fornemmelse, jeg mente ikke, at han på nogen måde kunne have skjult giften på sig,« siger Stivers i dag. Der var også noget andet, der plagede ham ved den officielle forklaring. I løbet af månederne i fængslet kom han til at kende Göring forholdsvis godt. De talte sammen indimellem, ofte om luftfart. »Göring var et meget behageligt menneske,« fortæller Stivers til LA Times. »Han talte et ret godt engelsk. Vi talte om sport og boldspil. Han var pilot, og vi talte om Charles Lindbergh.« Det var ikke Stivers’ indtryk, at Göring var på randen af selvmord: »Han var aldrig i dårligt humør.« Frygt for konsekvenserne var angiveligt årsagen til, at Stivers aldrig fortalte, hvad han havde gjort. Han havde dog fortalt historien til sin datter, Linda Dadey, for 15 år siden, og det var Linda, der til sidst fik ham til at stå frem med sin beretning. Han følte sig yderligere tilskyndet til at kaste lys over mysteriet, da det gik op for ham, at sagen var forældet, og at der derfor ikke var nogen risiko for, at han ville blive retsforfulgt. Ifølge Stivers var det en blanding af kedsomhed og ungdommelig forelskelse, der fik ham til at blande sig i historiens gang. Han var én blandt en gruppe unge menige amerikanske soldater, der med deres grønne uniformer og skinnende, hvide hjelme var med til at udgøre kulisserne for retsopgøret i Nürnberg. Deres praktiske gøremål var dog trivielle. De fulgte de tiltalte ind og ud af retssalen i Justitspaladset og stod rør langs bagvæggen under vidneforklaringerne og bevisførelsen.

Den mørkhårede skønhed
De unge soldater kedede sig, men så var der jo altid pigerne. Stivers, der på det tidspunkt allerede havde en kæreste, den 18-årige Hildegard Bruner, husker, hvordan han en dag mødte en anden, smuk, mørkhåret pige uden for den bygning, hvor officerernes klub lå. De snakkede og flirtede, og han fortalte hende, at han var med til at bevogte de tiltalte i retssagen. Næste dag beviste han det over for hende ved at fremvise en autograf fra en af de mindre kendte fanger, Baldur von Schirach. Næste gang Stivers så pigen, gav han hende en ny autograf, denne gang fra selveste Göring. Pigen, der angiveligt hed Mona, fortalte, at to af hendes venner – Erich og Mathias – var meget ivrige efter at møde Göring, og at de ville høre, om Stivers ville overbringe nogle noter til Göring – skjult i en fyldepen. Det kunne Stivers ikke se noget problem og indvilligede – opsat på at gøre indtryk på pigen. Tredje gang Stivers og Mona mødtes, var de to mænd med, og de bad Stivers om at give Göring noget andet, der var gemt i fyldepennen. Det var medicin, for Göring var ’meget syg’. »De sagde, at det var medicin, og hvis det virkede, ville de sende ham noget mere,« fortæller Stivers. Han adlød uden at tænke nærmere over det og sagde til Mona, at han ville give hende den tomme fyldepen tilbage en af de kommende dage, men efter at ’medicinen’ var kommet Göring i hænde, forsvandt såvel Mona som de to mænd. »Jeg så hende aldrig igen. Hun udnyttede mig,« beretter Stivers. Dårlig samvittighed To uger senere kom den chokerende nyhed om, at Göring havde taget sit liv og dermed gjort næste dags henrettelse overflødig. Stivers følte sig øjeblikkelig ansvarlig, men efterforskerne gik aldrig længere end til at spørge ham og de andre vagter, om de havde observeret noget mistænkeligt ved Görings gøren og laden. Den dårlige samvittighed og frygten slap aldrig sit tag i Stivers. »Jeg ville aldrig med overlæg havde smuglet noget ind, som jeg troede skulle bruges til at undgå galgen,« siger han til LA Times. Han følte sig samtidig langt fra overbevist om, at hærens officielle forklaring om, at Göring hele tiden havde haft giften på sig, var korrekt. Det er rigtigt, at der i forløbet op til den officielle undersøgelse af selvmordet blev fundet endnu en giftkapsel blandt de af Görings ejendele, som han havde haft med, da han ankom til Nürnberg, men disse ting havde været låst inde i et lagerrum under hele retssagen. Fangen kunne kun have fået adgang til giften, hvis han var blevet ført hen til sine ting af en af vagterne, og det forekom usandsynligt i betragtning af den nøje overvågning. I 1950’erne skrev nu afdøde Ben Swearingen bogen The Mystery of Hermann Goering’s Suicide, hvori han pegede på den amerikanske løjtnant Jack Wheelis som den, der havde givet Göring adgang til lagerrummet og dermed giften kort før den dødsdømte fanges selvmord. Bogen redegjorde dog ikke for, hvordan de to mænd skulle være kommet ind i lagerrummet uden at blive set. Mange har også haft svært ved at tro på historien om, at Göring skulle have gemt giften på sig i op til et år. Det er en kendsgerning, at Göring var særdeles velnæret, da han ankom til Nürnberg, og det efterfølgende vægttab kan have gjort det nemmere for ham at gemme den lille giftkapsel i en hudfold. Men hvorfor ventede han så længe med at tage den, hvis han havde haft den hele tiden? Aaron Breitbart, som er forsker på Simon Wiesenthal Centret i Los Angeles, er blandt dem, der mener, at Stivers’ tilståelse kan være sand. Historien er, ifølge Breitbart, »skør nok til at være sand«, og som han tilføjer: »Der er ingen, der ved, hvem der gjorde det – undtagen den, der gjorde det.«
»Det lyder ikke som opspind,« vurderer Cornelius Schnauber fra University of Southern California, »det lyder mere troværdigt end den almindeligt udbredte historie om, at giften var gemt i en krone i Görings tænder«. Stivers har sin datter at takke for det, hvis han har fået det bedre efter at have lettet sin samvittighed. Som 46-årige Linda Dadey udtrykte det over for LA Times: »Jeg sagde til ham, ’far, du er en del af historien, du bliver nødt til at fortælle historien, før du dør’. Det har plaget hans samvittighed hele hans liv«.

© The Independent og Information

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her