Læsetid: 1 min.

’Spansk ja vil blive ammunition i Danmark’

Folkebevægelsen mod EU er bekymret over, at den spanske folkeafstemning om EU-forfatningen vil påvirke udfaldet af den senere danske folkeafstemning
19. februar 2005

Dominoeffekt
Den spanske folkeafstemning om den nye EU-grundlov vil blive »brugt som hemmelig ammunition ved den senere danske folkeafstemning«.
Det siger Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU til Information.
»Stats- 0g regeringscheferne ved godt, at det bliver penibelt at få den nye EU-grundlov godkendt i alle lande, så det er ikke nogen tilfældighed, at folkeafstemningerne først holdes i de sikre lande,« siger han.
Helt principielt mener Krarup »ikke at man skal blande sig i de andre landes folkeafstemninger«, men han har alligevel – efter et møde i Folkebevægelsens forretningsudvalg – valgt at udsende en pressemeddelelse, der skarpt kritiserer den spanske folkeafstemning for at være udemokratisk.
»Den spanske regering viser mangel på demokratisk anstændighed,« udtaler Krarup.
Over for Information forklarer han, at den offentlige støtte favoriserer ja-siden, der er ingen støtte til græsrodsorganisationernes kampagner, og 90 procent af medierne går ind for et ja.

Ikke stolt
»EU-grundloven er det mest betydningsfulde spring i EF’s og EU’s historie, og de offentlige myndigheder har en voldsom forpligtelse til at behandle begge sider lige og sikre upartisk information inden en folkeafstemning. Men det er der ikke skyggen af i Spanien,« siger Krarup.
Den spanske valgkommission har for nylig – efter klager fra spanske nej-sigere – indskærpet over for regeringen, at den officielle informationskampagne bør ’informere objektivt’ og »fjerne enhver form for værdidomme og slogans, der er brugt i fjernsynet, på websider og andre medier«. Den afgørelse hilser Krarup velkommen, men han mener ikke, at regeringen har efterlevet afgørelsen.
»Hvad fanden er meningen med at holde en folkeafstemning, når flertallet af spanierne ikke engang ved, hvad der står i den nye EU-grundlov?« siger han.
»Der er ikke nogen reel dialog om EU-grundloven i Spanien. Demokratiet bliver den største taber den 20. februar, og det er svært at forestille sig, at nogen dansk EU-tilhænger kan være stolt af den præstation,« vurderer Ole Krarup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu