Spansk magtskifte

fodbold
Fodbolden er som et spejlbillede på forandringerne i det spanske samfund. Siden århundredeskiftet har provinsklubber som Valencia, Deportivo la Coruña fra Galicien, og selv den baskiske klub Real Sociedad – og i et par år endda lille Real Mallorca – været i stand til at blande sig i kampen om guldet i den spanske liga, der ellers historisk har været domineret af de to største klubber, Real Madrid og FC Barcelona. Periferien og provinserne blandede sig i magtkampen på grønsværen, sådan som mikronationalismen i spansk politik udfordrede statens centrale styre i Madrid.
Deportivo vandt ligaen i år 2000, og Valencia gjorde det samme i 2002 og i 2004, hvor valencianerne også hjemtog UEFA-cuppen og Super-cuppen i Europa. De ambitiøse provinser på den iberiske halvø kunne spise kirsebær med de allerstørste. Deportivo nåede semifinalen i Champions League sidste år, sådan som Valencia havde gjort før dem. I dette lys var det en trist affære at se de to holds indbyrdes opgør lørdag aften i Valencia. De står begge i en dyb spillekrise. Der var masser af krop og frispark midt på banen, og symptomatisk faldt de to første mål til 1-1 efter tilfældige afretninger. Valencias alt for italienske træner, Claudio Ranieri – der heller ikke var en succes i Chelsea – holder kamp efter kamp den formidable midtbanedribler Aimar på bænken. Helt uforståeligt, for han er en af de få, der løfter spillet op i en anden dimension. Så Valencia degenererer som et ret vulgært, men kropsstærkt hold, der klamrer sig til dødbolde. Lørdagens kamp blev afgjort på en genialitet. Deportivos nummer ni, Tristan, der i de seneste par sæsoner har virket som et depressivt grænsetilfælde, er igen ved at finde spilleglæden, og i det 72. minut brugte han hælen til at sende en dyb stikning ind mellem to forsvarere og give Victor frit løb til den afgørende scoring. 1-2. Og Valencia er nu 16 point efter FC Barcelona, der i weekenden konsoliderede sin førsteplads med en 4-1 sejr mod Zaragoza. Med nederlaget siger Valencia farvel til toppen. Deportivo er fjernt fra Barça og kan blot håbe på at vinde en billet til næste års Champions League. Det er kun Thomas Gravesens klub, Real Madrid, der er oppe i omdrejninger og ånder Barça i nakken. Spanien er tilsyneladende på vej tilbage til normaliteten: Et samfund spændt ud mellem to store metropoler – mellem Madrid og Barcelona – hvor galicerne, valencianerne og baskerne sættes i skyggen. Igen. For første gang i mange år har Spanien en ministerpræsident, José Luis Rodríguez Zapatero, der er erklæret fan af Barça. Så må-ske er 2005 året, hvor den katalanske mikronationalisme kroner sæsonen med fodboldguld – og kan juble over Madrids fald. Tilbage i Franco-tiden var opgøret mellem Real Madrid og Barça et symbolsk opgør mellem diktatur og den demokratiske republik. I dag er det et andet game. Mens provinserne falmer, rykker Real Madrid og Barça op i en anden klasse. Den europæiske, der hæver sig op over nationalstatens historiske opgør og forgyldes af stjerner indkøbt på det globale marked. Som Barças globale trio: Afrikas perle, Eto’o, brasilianeren Ronaldinho, og portugiseren Deco. Eller som Madrids galaktiske kvintet. Så det er kun på overfladen, at Spanien spilles tilbage til den bipolære normalitet. Globaliseringen slår nemlig igennem på grønsværen.