Læsetid: 5 min.

Stærkere, bredere, dybere

Hvordan der blev byttet om på sengetid på DR2 og primetime på Zulu. På P1 og på Sky Radio
8. februar 2005

KOMMENTAR
Det giver mening, at spindoktorer og journalister findes i samme fagforbund: De har samme uddannelse og sammenfaldende interesser. En spindoktor er ret beset ansat som ’pressechef’. Titlen ’spindoktor’ er ikke noget, man kalder sig selv eller finder i sine ansættelsespapirer, men noget man på gode dage bliver kaldt af andre – især af journalister, som ynder at dæmonisere spindoktorerne. Des mere magtfulde de fremstår, des mere klarsynet må journalisten nødvendigvis være, når han ser bag om deres løgne, viser politikken som den egentligt er – blotlægger hykleriet omme bagved. Som en DR-journalist beskriver sit eget tv-program, der er blevet sendt to gange om ugen under valgkampen. Efter Deadline, tæt ved midnat: »I programmet Jersild og spin går DR2’s Jens Olaf Jersild og hans spindoktor-gæster bag om valgkampens spin og politikernes og partiernes motiver. Hvornår er et budskab eller en nyhed plantet for at manipulere, og hvornår er det ’den ægte vare’?« Spin har været et af valgkampens store temaer i medierne – og er altså blevet tildelt et helt tv-program, spalteplads ad libitum og to hjemmesider. Den ene af de to hjemmesider, spinkontrol.dk blev endda mødt med så stor interesse, at de studerende bag projektet opgav allerede, før valgkampen rigtigt var gået i gang. På den anden hjemmeside, spinnesiden.dk, udlægges al taktik og strategi som spin: »Politik er efterhånden fedtet godt og grundigt ind i strategi og taktik,« har sidens redaktør, Anders Løvgreen, forklaret til Information. Hvad, Løvgreen derimod ikke har forklaret, er: Hvornår var politik ikke fedtet ind i strategi og taktik?

Amerikansk og skærpet
Begrebet spindoktor har ganske vist kun 20 år bag sig. Det dukkede for første gang op i 1984 i en reportage i New York Times fra tv-duellen mellem de amerikanske præsidentkandidater Ronald Reagan og Walter Mondale. 10 år senere i 1994, satte Tony Blairs pressechef Alastair Campbell ansigt på forestillingen om den grå eminence. Og selv om politik og medier ganske rigtigt har udviklet sig i så tæt parløb, at det ikke længere giver mening at tale om det ene uden det andet, er det jo ikke et nyt fænomen. I begyndelsen af forrige århundrede hævdede den amerikanske præsident Theodore Roosevelt at have ’opfundet søndag’. Dermed mente han, at han havde gennemskuet avisernes mangel på stof til mandagsudgaven. Han valgte altid at lancere sine politiske initiativer på søndage. En anden hovedtese i mediedækningen af valgkampen kan bedste beskrives som bekymring og samles under hatten ’amerikanske tilstande’. Det er et udtryk, der er blevet brugt mange gange under valgkampen. Amerikanske tilstande betyder, at det hele er blevet værre og mindre seriøst. Poppet med andre ord. Velkommen til en valgkamp, der på sine sidste dage fik skyld for at blive mere og mere amerikansk. Der var den store og opreklamerede duel i Brøndby Hallen, og så er der de radikales hjemmesidevideo, der lancerede citater af Bertel Haarder – visse så det som et personligt angreb på ham . »Udført efter amerikansk opskrift,« sagde Jens Olaf Jersild i sit program. Se og Hørs chefredaktør og tidligere pressechef (spindoktor) for Anders Fogh, Henrik Qvortrup som den ene ekspert svarede: »Der er fokus på det samme som i Amerika – eksempelvis os selv her i studiet.« Og Lotte Hansen, tidligere pressechef i Økonomiministeriet, som den anden ekspert sagde: »Der er en skærpet tone. Det bliver nødvendigt for overhovedet at blive hørt.« Jersild legede en leg: »Lad os gå ind i de radikales spindoktorværelse...« Det var lidt som om de radikale havde et ’war room’ – sådan et centralt kontor med landets bedste kommunikatører, som Bill Clinton gjorde berømt med sin succesfulde kampagne i 1992. Den første store duel mellem Lykketoft og Fogh i Brøndby blev i mange avisartikler betegnet som amerikansk. Det var fordi VU’erne og DSU’erne råbte og skreg som var de til en fodboldkamp. De havde bannere med og de havde slogans. Men det var også utraditionelt og efter amerikansk forbillede, da de to kandidater mødtes på DR i et stramt setup, hvor duellanterne fra to podier i Musikhuset i Århus talte til et publikum, som ikke måtte sige noget. Larm er amerikansk og stilhed er amerikansk. Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, formulerede det, da han sad over for endnu en kritisk journalist: »Jeg ved godt, at det har været den journalistiske hovedtese i denne valgkamp...«

Journalistisk hovedtese
Det var torsdag aften i DR’s Krydsild, hvor Socialdemokraterne under beskydning fra studieværten Steffen Kretz forsøgte at fremlægge sin politik. Lykketoft talte om Kretz’ forsøg på at vise, at politikkerne lovede mere under valgkampen end før. Steffen Kretz handlede naturligvis ikke på eget initiativ. DR’s nyhedschef, Lisbeth Knudsen, har formuleret det som DR’s ambition under valgkampen: »Den største udfordring bliver at være hurtig nok til at belyse de påstande, der flyder i valgkampen.« Hendes kollega på TV 2, Michael Dyrby, lovede seerne en ’stærkere, bredere, dybere dækning af valget end nogensinde før.’

Pressen satte dagsorden
Men de fleste af den slags programmer – Krydsild, topmøder, konfrontationer i Deadline på DR2, har desværre vist sig så forudsigelige, at selv middelmådige pressemedarbejdere må kunne forudsige de fleste spørgsmål. Som når Deadline-værten Martin Krasnik med manieret vrede retter angreb mod statsministeren – desværre med spørgsmål så substansløse, at journalisten for at redde egen ære må konstatere: Statsministeren er en fremragende politiker. ’Jeg prøvede, det kunne iallesammen se. Men der var ikke noget at komme efter. Omme bagved.’ Derfor har valgkampens bedste opfindelse på tv været TV 2 Zulus såkaldte alternative valgdækning. Egentligt har den slet ikke været så alternativ, men til forveksling lignet gedigne forsamlingshusdebatter blot under overskriften: ’Politisk tv til generationen, der ikke kan komme ind på boligmarkedet og ikke får efterløn.’ Den lille nyopfindelse i form har rystet politikerne mere end nok så meget manieret journalistisk vrede. Det har endda resulteret i et bemærkelsesværdigt samarbejde med Sky Radio, der også har sendt debatterne. Som radio fungerede Zulu-udsendelserne glimrende. Således har Sky Radio for første gang, siden den blev lanceret, sendt politisk stof af en vis kvalitet. I begyndelsen af sidste uge rejste ugebrevet Mandag Morgen også en anden problematik om medierne i valgkampen: Det er ikke politikerne men medierne, der sætter dagsordenen. Halvdelen af alle historier om valget har journalisterne selv taget initiativ til. Blot hver tredje historie har rod i en politikers udmelding. Det fremgår selvfølgelig ikke, om den dygtige pressechef har plantet historien hos journalisten, men alligevel: Måske var problemet i denne valgkamp ikke for meget spin, men for meget presse?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her