Læsetid: 3 min.

Store danske virksomheder får milliard-støtte

IØ-Fonden har hjulpet bl.a. Carlsberg, TDC og SAS med investeringer og goodwill i Østeuropa. Ikke nødvendigvis en god ide, lyder vurderingen fra økonomisk vismand
10. februar 2005

ARBEJDSPLADSER
Investeringsfonden for Østlandene (IØ-Fonden), som administreres under Udenrigsministeriet, har medinvesteret over én milliard kr. i en række østeuropæiske projekter, som gennemføres af kapitalstærke danske virksomheder.
Det viser en oversigt, som offentliggøres i det nye nummer af Fagbladet, som udgives af fagforbundet 3F. Et eksempel: I 2003 havde Carlsberg selv et overskud på 3,6 milliarder kr. Året efter købte Carlsberg så det serbiske bryggeri Pvara Celavaro, hvorefter IØ-Fonden købte en femtedel af aktierne af Carlsberg. Eller tag TDC, der i 2003 selv fik et overskud på 2,4 milliarder kr. efter ti år med medinvesteringer på 222 millioner kr., bl.a. til opkøb af tele-licenser i Ungarn. I IØ-Fondens formålsparagraf indgår flere hensyn, bl.a. danske arbejdspladser, som fondens oprindeligt skattefinansierede midler skal fremme. Kommer der flere danske arbejdspladser ud af aktieopkøb i et serbisk bryggeri, som i forvejen ejes af Carlsberg? Eller flere serbiske?

Ingen gode grunde
Ud fra et principielt synspunkt skal man skelne mellem ulandsbistand og erhvervsstøtte, lyder opfordringen fra økonomisk vismand Jan Rose Skaksen, professor på Handelshøjskolen i København: »Der er nemlig generelt ingen gode grunde til at give erhvervsstøtte til udflytning af arbejdspladser,« siger han. »Man må gøre op med sig selv, hvad det er, man ønsker. Hvis man vil give bistand til Østeuropa, er det en politisk beslutning, som kan være okay. Men hvis der i stedet er tale om erhvervsstøtte, er det en dårlig ide,« siger han. »Hvis det kommercielt kan betale sig for virksomheder at flytte arbejdspladser eller investere i udlandet, så skal man ikke lægge hindringer i vejen. Men så er der ingen grund til, at IØ-Fonden skal gå ind og medinvestere. Det kommer der ingen ny samfundsmæssig gevinst ud af,« siger han.

Ingen erhvervsstøtte
Vicedirektør Frank Norman Larsen fra IØ-Fonden afviser, at fondsmidler bruges til erhvervsstøtte eller som gaver: »Vores formål har siden 1990 været at fremme reformprocessen i Østeuropa. Vi investerer, og vi får pengene tilbage med renter,« siger han. For nylig kom fonden ud i stormvejr, da det kom frem, at den havde investeret i dansk-polske svinefarme med åbne gyllelaguner. Ifølge vicedirektøren blev IØ-Fonden dog »frikendt«, idet konsulentfirmaet Carl Bros senere påviste, at »der intet væsentligt var at kritisere.«
Forud for hver medinvestering laves en redegørelse for de beskæftigelsesmæssige virkninger i Danmark, men Frank Norman Larsen kan ikke oplyse, hvad den samlede effekt er. »Men jeg tror, at den negative beskæftigelseseffekt i Danmark har været meget begrænset,« som han siger og henviser til undersøgelser af professor Torben Petersen i forbindelse med Magtudredningen. Når IØ-Fonden køber aktier i Carlsbergs serbiske bryggeri, hjælper fonden med at gøre Carlsberg konkurrencedygtig i forhold til sine globale konkurrenter, samtidig med at det serbiske bryggeri kommer op på vestlig standard, forklarer Frank Norman Larsen.
»Derved bliver Carlsberg mere konkurrencedygtig globalt, og det styrker da på længere sigt virksomheden også i Danmark,« siger han. Tilsvarende gælder det for de investeringer, der er gennemført med TDC, Codan, Nordea og SAS.
En væsentlig grund til, at de store virksomheder henvender sig til IØ-Fonden, er ifølge Frank Norman Larsen de vanskelige forhold i Østeuropa. Hvis ikke IØ-Fonden bidrog med råd og erfaring, ville projekterne få en langt vanskeligere opstart.
»Vi kan hjælpe ved at give en slags blå stempel af de danske virksomheders projekter,« tilføjer vicedirektøren. Vismand Jan Rose Skaksen mener i stedet, at »den slags ydelser med stempler og kongekroner« dybest set burde købes af de danske virksomheder til, hvad der svarer til markedsvilkår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu