Læsetid: 4 min.

Strømer i blå burkha

Et flertal af Afghanistans kvinder lever stadig en tilbagetrukket tilværelse, men i Kandahar er en enkelt kvinde usædvanligt synlig
17. februar 2005

Kvindemagt
Kandahar – Derhjemme er hun en pligtopfyldende husmor og kærlig mor til seks børn, men når hun begiver sig ud i Kandahars farlige gader, er det som byens eneste kvindelige politibetjent, der aldrig går ud uden en pistol under burkaen. Malalai Kakar har været en legende i det sydlige Afghanistans største by, som er det dybt konservative pashtun-folks hovedby, siden hun dræbte tre potentielle attentatmænd i en ildkamp. Dén bedrift skabte respekt i et mandsdomineret samfund, der er gennemsyret af idealer om ære og mandsmod, og hvor kvinder kun må opholde sig inden for hjemmets fire vægge og til enhver tid skal trække i burkaen, hvis de forlader hjemmet. »Hun er i sandhed en ny Malalai,« fortæller politichef Khan Mohammed med henvisning til Kakars navne-søster, der i 1800-tallet førte en skrantende afghansk hær til sejr over de britiske aggressorer. »Vi har brug for flere kvindelige betjente af hendes kaliber,« tilføjer han. En anden mandlig kollega på Kandahars snavsede politistation siger, at Malalai er guld værd. »Hvem skulle ellers fange de kriminelle kvinder,« spørger han. Malalai – der er kendt over hele byen under sit fornavn alene – er en spinkel, 35-årig kvinde med beslutsomme øjne og kulsort hår under den obligatoriske blå burka. Hun bryder sig ikke om at have den på men indrømmer, at burkaen er en god forklædning, når hun følger efter kriminelle. Iført burkaen kan hun ubemærket færdes rundt i byen. »På valgdagen tog jeg hen til stemmelokalet for at se, om alt gik rigtigt til. Jeg havde burkaen på, og der var ingen, der kunne se, at det var mig,« fortæller Malalai og tilføjer: »Jeg så nogle få tilfælde af snyd, men generelt set var det et retfærdigt valg.«

Chef for kvindefængsel
Som Kandahars eneste kvindelige politibetjent har Malalai en række andre opgaver ud over at arrestere kvindelige kriminelle. Hun er chef for byens eneste kvindefængsel og følges med sine mandlige kolleger ud på patruljekørsel, så hun kan ransage kvindelige indbyggeres huse uden at vække anstød. Desuden griber hun ind under husspektakler. Hendes indtrængen i de pashtunske familier, der hæger nidkært om deres privatliv, betyder, at hun må trække store veksler på sin diplomatiske sans. »Nogle gange anklager manden konen, andre gange er det omvendt. Jeg forsøger at finde ud af, hvem der har ret ved at tale med naboerne og undersøge sagen nærmere. I vores kultur er det meget skamfuldt for en mand, hvis man undersøger hans personlige forhold, men de fleste af dem opfører sig ordentligt – de lytter til, hvad jeg siger«, fortæller Malalai Kakar. »Jeg prøver at mægle imellem dem. Det sker meget sjældent, at det ender i en skilsmisse, men jeg prøver altid at få manden til at garantere, at han ikke vil skade sin kone.« Malalai mener, at roden til mange af problemerne er den pashtunske tradition for arrangerede ægteskaber. »Det er uretfærdigt. Ifølge vores religion må man gerne forelske sig først og derefter gifte sig.« Hendes eget – arrangerede – ægteskab har nu fungeret fint. Hun prøver at tage den samme blanding af fornuft og sympati i brug i sin håndtering af kvindelige lovovertrædere, for eksempel de ti burkaklædte tyve, der i sidste måned blev anholdt for lommetyveri i Kandahars centrum. »Deres deroute skyldes fattigdom,« fortæller Malalai. »De er enker og har ingen familie, de er afhængige af dét, de kan få, og regeringen har ikke givet dem noget. Det er skammeligt at se en kvinde tigge på gaden.« Andre forbrydelser er mere alvorlige. I sidste måned arresterede Malalai en kvinde, der havde forsøgt at slå sin mand ihjel. »Hun bad sin elsker om at slå ham ihjel, men manden blev kun såret. Hun havde haft et vanskeligt liv. Jeg sagde for sjov til hende, at hun skulle have sørget for, at hendes elskers kniv var skarp nok.« Malalai Kakar blev politibetjent for 20 år siden, fordi hendes far, der også var betjent, insisterede på det. Til at starte med ville hun ikke, men i dag er politiarbejde hendes arbejde og liv, og hun håber, at andre kvinder vil følge i hendes fodspor. Det bliver nu ikke hendes egne børn, hvoraf den ældste er 18. De ældste af børnene vil alle være læger.

Hjemmegående
Malalai siger, at hun aldrig snakker med børnene og sin mand, der er ansat i FN, om dagens begivenheder, når hun kommer hjem, og at hun prøver at nedtone faren i de trusler, hun får. Med jævne mellemrum ringer en anonym mand og truer hende på livet. Faren er nu reel nok. Fundamentalister i byen, der engang var talebanernes åndelige højborg, kan ikke bære tanken om en kvindelig politibetjent, og Malalai har fået mange kriminelle fjender i en kultur, der sætter blodhævn højere end alt andet.
»Jeg er ikke bange,« siger Malalai trodsigt. »Jeg skal gøre min pligt. Hvis det skal lykkes os at genopbygge Afghanistan, skal vi byde de mennesker trods. De er for feje til at møde mig ansigt til ansigt.« Under Talebanstyret blev hun tvunget til at forlade polititjenesten og blive hjemmegående husmor. Senere måtte hun gemme sig, da talebanerne kom for at lede efter den kvindelige betjent. Malalai var aldrig helt sikker på, om de var nysgerrige efter at møde den kvinde, der dræbte tre mænd tilbage i 1980’erne, eller om de ville arrestere hende. »Afghanistan er et langt bedre sted at være i dag. Kvinder har fået deres rettigheder tilbage, men sikkerheden er stadig et problem,« siger Malalai Karak. »Efter valget er der påny skabt håb, men de af os, der har oplevet så megen nød og elendighed, aner ikke, hvad fremtiden vil bringe«.

© The Independent og Information

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her