REJSEBREV
Cape Town De sidder der, som bestilt af det sydafrikanske turistministerium, de tre kvinder i Avis-receptionen i lufthavnen ved Cape Town. Den en er sort, den anden farvet og den tredje hvid. Nej, dette er ikke længere den apartheid-stat, som jeg havde været med til at sige farvel til for 10 år siden. Det er et land, som i overvældende grad har brudt med en modbydelig fortid, og som nu efter den første eufori slås med hverdagens udfordringer. Da jeg besøgte Sydafrika for 10 år siden, tænkte jeg, at det hvide mindretal blot opgav deres magt, for at kunne beholde den på en anden måde. Og ser man kun på overfladen her i Cape Town, kan man godt blive bekræftet i den tese. For det er stadig en meget hvid by. Og der ligger stadig forfærdelige townships med de mest kummerlige blikskure kilometer efter kilometer langs motorvejen ind til byen. Men når jeg sidder på en af byens pladser og ser det ene blandede par efter det andet gå forbi med deres barnevogne eller bader fra en af strandene midt imellem mennesker af alle tænkelige hudfarver, er jeg ikke i tvivl om, at en revolution har fundet sted. For ikke ret mange år siden var det totalt forbudt for hvid og sort at forelske sig i hinanden. Og den gang under det hvide apartheid-styre var det hele en stor voldelig konflikt. I dag skal man lede efter konflikterne, og selvfølgelig findes de. I vores gæstehus midt i Cape Town møder jeg tilfældigt to sydafrikanske kolleger. Den ene, Renee, er filmklipper og fortæller om, hvordan hun har været med til at producere propaganda med vidt forskelligt indhold til sydafrikansk tv, alt efter hvem der bestemte. Hun har netop besøgt det nye apartheid-museum i Johannesburg og set den fortid, som hun på den ene side oplever som en tung bagage, men som hun også kan føle stolthed over, at landet var i stand til at slippe af med. Hendes veninde, Teri, som er instruktør, er også meget positiv over for udviklingen, men gør samtidig opmærksom på de vanskeligheder, der opstår undervejs for folk som hende. Hun kan godt forstå, at man via lovgivningen giver positiv særbehandling til sorte, når man tidligere har haft en offentlig sektor, som var totalt domineret af hvide. Men det har betydet, at hun har meget vanskeligt ved at få arbejde hos Sydafrikansk tv. For her forlanger man af produktionsselskaberne, at de beskæftiger mange sorte. Og hvordan kan jeg gøre det, når jeg er den eneste ansatte i mit firma, spørger hun leende og fortsætter: »Der er jo en pris for at være foregangsland. Fra at være hele verdens pariastat, er der nu beundring for, hvad vi har gjort og folk andre steder fatter håb, når de ser den fredelige demokratiske udvikling her.«
Samtidig kan jeg i avisen læse en af de artikler, som tydeligvis får det til at gyse hos mange hvide i Sydafrika. Det regerende parti, ANC, som efter Nelson Mandela ledes af præsident Thabo Mbeki, kommer med et kraftigt udfald mod landets dommere. De advares om, at der kan opstå en »folkelig modstand« mod dem, hvis de ikke ændrer tankegang. I udtalelsen erkender ANC, at der er sket fremskridt med hensyn til at ændre dommerstandens profil når det gælder race og køn. Men det er ikke nok. »Alt for mange ser sig stadig ikke som en del af masserne. Det hjælper ikke, at vi laver nye love, hvis dommerne stadig ser på dem med fortidens øjne.« På gæstehusets terrasse med udsigt til Robben Island i det fjerne hjælper mine filmkolleger mig med at forstå baggrunden for udfaldet. Der har været to forfærdelige mordsager, hvor hvide farmere dræbte sorte landarbejdere, og hvor hvide dommere alligevel endte med at finde undskyldninger og give meget milde domme for manddrab i stedet for mord. Og samtidig foregår der for øjeblikket et retsligt slagsmål mellem medicinalindustrien og regeringen. Ved første instans gik to sorte dommere med regeringen i dens forsøg på at få lavere medicinpriser, mens en hvid dommer støttede selskaberne. Denne sag skal nu videre til forfatningsdomstolen. Og man kunne se udtalelserne som et forsøg på at lægge pres på den øverste domstol. Deres egen holdning var, at den slags er mere eller mindre uundgåeligt i et land, som på trods af en revolution lod alle, inklusive dommerne, blive siddende på deres poster. Men for andre hvide er angrebet på dommerstanden et virkeligt faresignal, som varsler »afrikanske tilstande« og det er ikke ment som en kompliment. En talsmand for partiet Demokratiske Alliance, Sheila Camerer, siger til Cape Times, at det er »fuldstændig nonsens« at tale om, at millioner af sydafrikanere er forargede over domstolene. Hun kalder det for »racistisk retorik, som kun tjener ANC under Mbekis ledelse til at opnå politiske gevinster på bekostning af respekten for loven og domstolenes uafhængighed.« Om et par dage er vi inviteret til barbecue hos Sheila Camerer, og jeg er spændt på at høre mere om hendes synspunkter på, hvor landet bevæger sig hen.
For 10 år siden var jeg med på en af de første turistture til de store townships omkring Cape Town. Den gang var de først og fremmest et resultat af raceadskillelsespolitikken. Men de findes altså stadig, og der er nu adskillige guidede ture rundt i dem. Vi begynder i Langa, som ligger nærmest. Beboerne her blev smidt ud fra selve Cape Town i 70erne, da byen skulle gøres hvid. Og samtidig var der propfyldte herberger for mænd, som kom for at arbejde, mens familien blev hjemme i stammens homeland. I dag bor der familier i herbergene. Der er stadig alt for mange til de små rum, men her er rent og pænt. Der skrubbes og skures, mens vi kigger ind til en familie. I et blikskur i nærheden findes en shebeen en smugkro, hvor mændene sidder i rundkreds og nyder det hjemmebryggede øl. Man betaler ikke per drink, men per dag. Vi kører videre til Khaylitsa, hvor næsten en million mennesker lever i små huse, der er opført af alle tænkelige materialer, fra sorte plasticsække til fladtrampede konservesdåser. Navnet betyder Nyt hjem og for mange har det været den eneste mulighed for at genforene familien efter apartheid, samtidig med at det har været sværere at skabe sig en eksistens på landet. Her er ingen socialhjælp til voksne mænd, og arbejdsløsheden ligger omkring de 60 procent, men alligevel klarer man sig ved at støtte hinanden i storfamilierne. Vi spørger guiden, om han kender nogen hvide, som har boet i Khyalitsa. Han ryster på hovedet. Vi besøger Vicky Batman, som har åbnet den første bed and breakfast her. Hun har computer og egen hjemmeside. Hun gør alt for at få os til at forstå, at selv om tingene med vores øjne ser fattige ud, så har beboerne en enorm stolthed over det lidt, de har, og over den fællesskabsfølelse, der hersker. Hun låser aldrig sin dør, og der er altid nogen til at passe hendes børn. Vi må endelig ikke give ungerne på gaden penge. De skal ikke lære at tigge. Men vi må gerne donere lidt til hendes arbejde for børnene blandt andet til de udflugter til Robben Island, som altid er overtegnede. Og det gør vi så vi turister på slumtur. Vores dårlige samvittighed over eget vellevned lindres en smule af Vickys gode humør og stolthed over sin by. Vores guide på turen er 40 år gammel. Han oplevede i sin barndom racelovene på sin egen krop. Han blev uformelt adopteret af en hvid familie, som hans far arbejdede for. Når familien skulle i drive in-bio lå han på gulvet under et tæppe, og kom først frem, når det blev mørkt. Han kunne kun være inde i stuen hos familien, når det var de allernærmeste venner, som var på besøg. Men først langt senere forstod han, hvorfor det var sådan. Han har stor forståelse for, at udviklingen ikke kan gå så hurtigt, som de mange fattige ønsker. Hans regering har valgt at være et åbent samfund baseret på markedsøkonomi, og det tror han også i det lange løb gavner beskæftigelsen. Men det er en hård vej. Som også indebærer, at udlændinge kan købe jord her, jobbe priserne op, og gøre det nærmest umuligt for folk som ham at erhverve ejendom. Men turistturene til slummen giver ham trods alt brødet, og som han siger: »Vi skal alle finde vores ny identitet.«
Sheila Camerer har været med i sydafrikansk politik i de afgørende år, da så meget ændrede sig. Hun var vicejustitsminister i de Klerks sidste hvide regering og fulgte med over i Nelson Mandelas første. Nu er hun meget fremtrædende inden for det vigtigste, hovedsageligt hvide oppositionsparti, DA, Den Demokratiske Alliance.
Familiens vingård ved Wellington har en gang været ejet af den store kolonimand, Cecil Rhodes, og støder lige op til de bjerge, som da var den absolutte grænse for de hvide. Bjergene virker da også helt ubestigelige, som de ligger der og lader sig forgylde i den sidste aftensol. Sheilas datter Marianne, som jeg kender fra New York, og hendes tvillingesøster kommer os i møde, begge blonde og helt i hvidt. Faderen venter os. Vi skal smage hans vin. Han var tidligere advokat, men dyrker nu sin store hobby. Han fortæller løs om de forskellige druesorter og kigger forventningsfuld på os, når vi stikker næsen ned i glassene. Hans vin har for første gang fået medaljer. Disse hvide mennesker har tilsyneladende intet mistet ved det magtskifte, som de selv har kæmpet for trods deres hudfarve. Men frygten er lige under overfladen. Og den sidste sag omkring dommernes uafhængighed gør Sheila Camerer virkelig bekymret: »Den sydafrikanske forfatning med dens klare magtdeling har været vores helt store stolthed, som vi har vist frem for hele verden. Nu kommer ANC og siger, at dommerne skal lytte mere til folket og det vil vel sige det styrende flertalsparti i stedet for at følge loven og forfatningen. Så må vi da råbe op. Der er nok af frygtindgydende eksempler på kontinentet på, hvordan det kan gå, når folket tages til indtægt for magthavernes egne synspunkter.« Navnet Zimbabwe bliver ikke sagt. Det er ikke nødvendigt. Jeg tænker på de flere hundrede sorte kvinder på en jordbærmark under den brændende sol, som vi så på vejen hen til dette paradis for foden af bjerget. De er folket. Flertallet. Hvor længe vil de tålmodigt acceptere de enorme forskelle? Det vil i hvert fald være nemt for en demagog at påstå, at det er de hvides rigdom, som er skyld i deres egen fattigdom. Vil de fortsat tro på, at en udvikling er sat i gang, som gør at deres egne børn får det bedre? Og at befrielsen fra apartheids ydmygelser er belønning nok i sig selv?
Færgen til Robben Island er fyldt op. Der er flest hvide turister, men også en del sorte. Det tager godt en halv times søgang at komme til det forblæste sted, hvor Nelson Mandela og de andre politiske fanger tilbragte deres bedste år. Den tid, da en del af os nøjedes med omhyggeligt at undersøge, hvor marmeladen kom fra, når vi var hos købmanden. Vi bliver først kørt rundt i busser. Den unge sorte guide ligner i forbløffende grad en ung Mandela. Den atletiske skikkelse og ansigtet med de kloge humørfyldte øjne. Sådan kunne han have set ud, da han begyndte de 27 års fængselstilværelse. Vi stopper ved limstensbruddet, hvor Mandela fik ødelagt lunger og øjne. Vi ser hulen, hvor fangerne fandt lidt skygge for den ubarmhjertige sol, og hvor de underviste hinanden ved at ridse på væggene. Så kører vi op mod fængelsbygningerne, mens guiden holder en afsluttende tale, som er en Mandela værdig, om hvordan alle i dag skal arbejde sammen i det sydafrikanske regnbuefarvede samfund.Da vi går ind gennem fængselsporten er det sammen med Sipho Msomi, fange nummer 24/84. I fem år indtil apartheidstyrets indre sammenbrud i slutningen af 80erne sad han her. Vi hænger ved hvert ord fra hans læber under fortællingen og får klumper i halsen, når han beretter om den mishandling, som fangerne blev udsat for korporligt og psykisk. Et par kæmpestore unge sorte mænd i gruppen har tårer i øjnene, og nogle af de hvide kvinder sukker højlydt. Det er i detaljen, magtudøvelsen er mest brutal: Kun et brev hver anden måned. At de ikke måtte tale eller skrive deres eget sprog. At de sorte fanger fik ringere mad end de farvede. Selv i fængslet var apartheid gennemført. Ingen marmelade til en »bantu«. Og ingen frugt. Kun hvis man var syg. Og så gemte man den og delte med de andre. Sipho fortæller om de mange sultestrejker. Og om fængslet som et universitet. Hvor arbejder og advokat lærte om hinandens verdener og udnytte hinandens evner i kampen mod den fælles fjende. Ved turens slutning siger han: »Ikke alle de hvide fangevogtere var umennesker. Der var også gode folk imellem. Vi ønsker ikke hævn, men at alle vil deltage i opbygningen af et stabilt demokrati.« Det er arven efter Mandela. Han siger farvel til alle ved døren, som leder ud i friheden. De fleste føler sikkert det vil være forkert at give ham drikkepenge, men da jeg som den sidste taler lidt videre i journalistisk øjemed, indrømmer han, at drikkepengene faktisk er den væsentligste del af hans løn. Jeg stikker ham de 20 rand knap 20 kroner jeg har liggende i lommen. Til en mand, som har betalt med fem år af sit liv for, at vi andre kunne få drømmen opfyldt om, at hvid og sort kan leve fredeligt sammen. Han takker mig hjerteligt for alt, hvad vi i Skandinavien gjorde i kampen mod apartheid, og jeg lusker af med en underlig flovhed over livsvilkårenes ulighed, når det gælder indsatsens størrelse.
På færgen tilbage til virkeligheden spekulerer jeg på, hvad de sydafrikanske hvide har oplevet ved at være på stedet. Jeg nærmer mig en kvinde i 20erne. Hun ligner en porcelænsdukke på den smukke måde. Jo, det havde været en bevægende oplevelse. Jeg kan høre på hendes accent, at hun er afrikaaner altså tilhører den hvide gruppe, som gik ind for apartheid. Følte hun nogen medskyld, som hun gik rundt og kiggede ind i de små celler med lortespandene, som fangerne selv skulle tømme? Nej, for hun havde været så ung. Hendes mor havde været alene med fire børn. Der havde ikke været plads til politik. Men, hvad synes hun så om at leve i det nye Sydafrika? Hun overvejer længe. Hvad vil være det rigtige svar til denne mand fra Skandinavien? Jo, selvfølgelig er det på mange måder en god udvikling, men og så mærker jeg, hvor det virkelig brænder på den voldelige kriminalitet er et kæmpeproblem i Johannesburg, hvor hun bor sammen med sin mand. Der sker de frygteligste ting, og de er nødt til at leve i totalt afspærrede samfund og tør ikke gå på gaden om aftenen. Hun forstår godt, hvordan nøden og fattigdommen får folk til at stjæle for at overleve. Men hvorfor myrde? Hun har mistet sit dukkepræg. Alvoren og desperationen lyser ud af hende, og pludselig ser jeg skiltene for mig. De skilte, som sidder uden på hver eneste høj mur ved villaerne i de hvide kvarterer, vi har kørt igennem. Med teksten: »Armed Response«. Og alle de sorte sikkerhedsvagter, som beskytter de hvides rigdom. Der er fred. Men den er væbnet.
Båden nærmer sig Cape Town. Ude til venstre for selve byen ses en stor røgsøjle. Det er Langa. Der er ild i det usle boligkvarter, vi vandrede igennem forleden. Næste dag er det i avisen. En baby, en lille ny sydafrikaner, indebrændte.
