LUMSKEBOKSEN
Når Mogens Lykketoft leder et møde som formand i Socialdemokraternes gruppeværelse, sidder han foran Maja Lisa Engelhardts dramatiske maleri af en brændende tornebusk. I Venstres gruppelokale sidder formanden derimod foran et Peter Brandes-maleri af oraklet i Delfi.
Hvis en politiker skal interviewes om hjemmehjælp, kan det passende ske foran Hanne Varmings skulptur af en en hjemmehjælper, der holder sin arm beskyttende om en ældre kvinde. Handler det om fødevarer, haves guldaldermalerier med køer som motiv.
Der er også et maleri, hvor man ser en abe sidde på skulderen af en person. Det vil man uden tvivl gerne undgå at blive fotograferet foran.
I Dansk Folkepartis grupperum er der et Dannebrogsflag på hvert af de gamle malerier. I de konservatives er der derimod abstrakte malerier af Claus Carstensen. Hans Engell kunne i sin tid vælge, om det skulle være i røde eller grønne nuancer. Gæt, hvad han valgte.
I de radikales gruppelokale er der ingen udsmykning, idet væggene er af glas. Det ,vil de næppe bryde sig om, bliver fortolket alt for bogstaveligt.
Et kunstmekka
Således er Christiansborg lidt af et kunstmekka med guldalder-, Skagens- og marinemalerier og Christian IVs dårlige øje, som man får lige i synet, når man træder ud af en elevator. Men også værker af mange nutidsmalere som f.eks. Per Kirkeby, der har udsmykket Europaudvalgets lokale.
I alt ca. 2.500 værker heraf en del grafiske arbejder. Nogle af malerierne er udlånt af Statens Museum for Kunst på ubestemt tid.
Det fortæller Jens Chr. Jacobsen, der egentlig er cand. polit., men nu har helliget sig kunsten. Han er et sandt kildevæld af historier og fortolkninger af de forskellige værker.
Maja Lisa Engelhardts malerier er en mytologisk rejse gennem Danmarkshistorien og årstiderne. Første maleri er fra istiden, sidste af solhverv, hvor lyset vinder over mørket. Det præsteskab, der hos Venstre tolker Delfi-oraklets budskaber, kan ses som den første politiske organisation eller endog de første spindoktorer?
»Vi vil gerne have, at kunsten herinde giver en vis symbolik, og det er der her, så det basker,« siger Jens Chr. Jacobsen om Merete Barker, hvis maleri af Roms Colosseum, der hænger på væggen til Folketingssalen. Voldsomme kampe og mange udgange, så arenaen hurtigt kunne tømmes.
Larsen til Berlin
Fire gange om året mødes Folketingets rådgivende kunstudvalg. Foruden tingets direktør sidder en arkitekt, Dorthe Andersen, museumsdirektørerne Allis Helleland og Karsten Orth samt altså Jens Chr. Jacobsen, der har titel af konsulent og også er i bestyrelsen for arbejdspladsens almindelige kunstforening. Ligesom han hvert år vælger 10-12 satiriske avistegninger.
På mødet lægges de store linjer for udsmykning, men partier (og store politikere, der skal males,) vælger selv ud fra den rådgivning, de får.
Et portræt af Viggo Kampmann vakte i 50erne en vis furore. Mange syntes ikke, det lignede.
»Men det handler ikke kun om at ligne, men også om at give udtryk for den karakter, en person har,« siger Jens Jacobsen, der personligt holder meget af et maleri af K. B. Andersen, der næsten er en collage. Et skarptskåret billede af en skarp debattør. Det siges, at han aldrig sad model, men at billedet blev til efter mange samtaler med kunstneren Hans Berg.
Thomas Kluges næsten fotografisk nøjagtige maleri af Ivar Hansen med formandsklokken blev til efter modelsidning, men suppleret af fotografier.
Lige nu er der bud efter Ejler Krags berømte maleri af SFs stifter, Aksel Larsen. Det skal udstilles på kz-museum i Berlin. Og Statens Kunstmuseum har lånt nogle af sine egne udlånte guldalderbilleder til en udstilling om H. C. Andersen i Italien.
