Læsetid: 4 min.

’De taler til egoisten’

De to familier, som Information har bedt om at kommentere valgkampen, er enige i kritikken af, at den er tømt for grundlæggende politiske uenigheder
5. februar 2005

Vælgertjek
Valgkampen er blevet stærkt kriseret for at være tømt for grundlæggende politiske u-enigheder. Venstre har kvalt Socialdemokraterne i partiets omfavnelse af velfærdsstaten. Mens det gamle arbejderparti omvendt har neutraliseret borgerlige mærkesager som retspolitik og udlændingespørgsmål, mener for eksempel journalist og tidligere pressechef for de konservative Niels Krause-Kjær.
Søren Andersson, der er direktør i sit eget medicofirma og bor i den københavnske forstad Emdrup med sin familie, undrer sig over, at integrationsdebatten ikke har fyldt mere i valgkampen. »Selv om det er et meget vanskeligt og følsomt emne, så er det også vigtigt. Når vi snakker om, hvor mange flere mennesker, der skal i arbejde, og hvor mange penge man bruger på dagpenge og kontanthjælp, så er det jo et væsentligt at få samlet op på den gruppe af indvandrere og flygtninge, der står uden for arbejdsmarkedet. Men det er som om politikerne helst undgår emnet,« siger han. Hverken familien Andersson eller familien Moberg-Nielsen fra Frederikshavn føler, at valgkampen har klædt dem særlig godt på til det kryds, de skal sætte på tirsdag. En Gallup-undersøgelse har vist, at mens der ved valgets udskrivelse var 14 pct. tvivlere, var der to uger inde i valgkampen hele 24 pct., der var kommet i tvivl om, hvilket parti de ville stemme på. Men det skyldes mediernes iscenesættelse af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og Socialdemokraternes leder, Mogens Lykketoft som de to altdominerende kamphaner i store amerikansk-inspirerede tv-dueller, mener Informations vælgerpanel.

Bendtsen kom først
Familierne savner, at partierne får lejlighed til sagligt at fremstille og diskutere deres programmer uden medbragte tilhøreres hujen og klappen. »Der har altid været valgflæsk i en valgkamp,« siger Erik Lund Nielsen fra Frederikshavn: »Men det er som om, fokuseringen på enkeltpersoner og enkeltsager gør, at der kommer endnu mere fokus på de mange løfter, politikerne strør om sig. Og som det er svært at forholde sig til og gennemskue. F.eks. kom Bendt Bendtsen først med, at vi nu alligevel skal have afskaffet det dankortgebyr. Det kunne lige så godt have være Lykketoft, der kom først. Så henter man lige nogle tusinde stemmer på det.« Rikke Andersson føler sig pinlig berørt og mister lysten til at se valgprogrammer, når f.eks. Lykketoft og Anders Fogh retter hårde personangreb mod hinanden, som det var tilfældet i den seneste tv-duel tirsdag. »Det er jo ikke det, man får noget ud af at høre. Og jeg tror godt, at formen kan føre til politikerlede blandt vælgerne. Men det kan da også godt være, at det taler til nogle vælgere, f.eks. de yngre eller nogen, der normalt slet ikke interesserer sig for politik,« siger hun. »Jeg tror, at det her samler nogen op på vejen. For det er lige som at se en fodboldkamp,« supplerer Søren Andersson. Selv om Informations vælgerpanel mener, at der er ideologisk forskel på partierne, har de haft svært ved at se det i valgkampen. »Der bliver fokuseret så meget på de valgløfter, at jeg skal tænke mig rigtig godt om, for at det ikke kommer til at fylde det hele og spærre for det mere brede samfundssyn. Det taler jo til egoisten i mig,« siger Rikke Andersson. Et af de emner, der virkelig har været på dagsordenen i valgkampen, er globaliseringens udflytning af danske arbejdspladser. Den diskussion flyttede pludselig til Nordjylland, da over 100 slagteriarbejdere fik en fyreseddel i Hjørring. Men på trods af at de politiske partier pludselig stod på spring for at hjælpe de fyrede slagteriarbejdere og komme med bud på, hvad der skal gøres i det arbejdsløshedsramte Nordjylland, er Gaby Moberg langt fra overbevist om, at der rent faktisk kommer hjælp til de bekymrede nordjyder. »Jeg synes, valgkampen har handlet for lidt om de ufaglærte. Politikerne siger uddannelse, uddannelse, uddannelse. Men uddannelse til hvad? Det er jo ikke nok at blive efteruddannet, når virksomhederne flytter herfra. Det er jo noget helt andet, man skal lave. Og det med at få et seks eller otte ugers kursus, det flytter jo ikke folk ret meget.« »Det er også vigtigt, at få de unge til at vælge den rigtige uddannelse, så de ikke ender i en blindgyde heroppe,« siger Gaby Moberg.

Renset for valgkamp
På Gaby og Eriks arbejdsplads lysfabrikken Martin mærker de jævnligt globaliseringen puste dem i nakken, når ledelsen flytter produktionen af elementer til virksomhedens afdeling i Kina. Men på trods af, at udflytningen af arbejdspladser har været et stort tema i valgkampen, har det ikke ført til, at der er blevet diskuteret mere politik i kantinen. »Til daglig snakker vi meget globalisering, men vi har faktisk ikke draget valgkampen ind i den snak. Der er mere den der holdning: ’de lover, og de lover’,« siger Erik Nielsen. Erik og Gaby har heller ikke som tillidsfolk afholdt fyraftensmøder på arbejdspladsen. En rundspørge foretaget af LO’s ugebrev A4 viser, at trods valgkampens fokus på tab af job, er de danske arbejdspladser modsat tidligere så godt som renset for valgkampsaktiviteter. Valgkampen er i stedet flyttet ud i gågader og butikscentre. Dermed har S mistet en af deres vigtigste politiske platforme blandt lønmodtagerne, konkluderer ugebrevet. »Stemningen har ikke rigtig været til fyraftensmøder. Folk ville nok komme, hvis det var foregået i arbejdstiden: Men det der med at diskutere politik efter arbejdstid, det fænger ikke,« siger Erik Nielsen.

Frem til valgdagen den 8. februar har Information bedt to familier fra hver deres hjørne af Danmarkskortet kommentere valgkampen og dens temaer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu