Læsetid: 4 min.

Terror på Dokøen

Peter Konwitschny kommer som en mester fra Tyskland til Dokøen med sin teatermaskine. Alt er så gennemtænkt og overbevisende. Alligevel er der noget galt...
22. februar 2005

Ny opera
Så er det slut med ærbødigheden over for gavegiveren. Mærsk Mc-Kinney Møller har skænket os et fantastisk operahus og fået lov at opføre sin Aida. Nu kan kunsten så komme til. Og det gjorde den søndag eftermiddag med Hofmannsthals og Strauss’ højdramatiske opera Elektra. Iscenesat af ingen ringere end den tyske instruktør Peter Konwitschny, en af verdens mest markante og kontroversielle operainstruktører.
Hr. Møller var næppe til stede. Hvis han var, ville han formentlig være blevet blæst omkuld af denne vanvidsforestilling. Han ville have tænkt: »Hvad er det, de gør ved mit hus?« Der er nemlig ikke meget sund borgerlig opbyggelighed Elektra-stykket. Der er stort set kun rædsel.
Hofmannsthal og Strauss’ Elektra er et modernistisk hovedværk, der på en og samme tid afspejler den tid (1903), det er skrevet i og på forkant med den udvikling, der sker op gennem århundredet med verdenskrige, totalitære styreformer og knægtelse af individet. Stykket handler dybest set om, hvordan man kan være et individ i forhold til et fællesskab – og det i en tid, hvor guderne synes at trække sig tilbage fra verden, men uden at efterlade sig en alternativ verdensorden.

Munchs Skriget
Hovedpersonen Elektra, der stammer fra Sophokles klassiske hævntragedie af samme navn, personificerer hele denne overgangstid. Hun er på én og samme tid datter af en gud og forladt af guderne. Stykket, der både findes i en teater- og operaudgave, kan måske bedst karakteriseres ved at være en musikkens pendant til Munchs Skriget. Og et langt skrig, det er hvad operaen er.
Elektra er det mest smertefulde og krasse af Hofmannsthals og Strauss’ operaer. Stykket brænder op indefra sammen med dets centrale hovedfigur. Musikken voldsom og chokagtig. Her er ingen venlighed og forsoning mulig.

Konwitschnys Elektra
Hvad stiller en mesterinstruktør som Peter Konwitschny så op med dette stykke i dag? Han udsætter det for en radikal nyfortolkning.
Mens orkestret endnu stemmer, lader Konwitschny barnet Elektra, hendes søster Chrysothemis og broderen Orestes lege i badet med deres far Agamemnon. Midt i den uskyldige familieidyl med sæbebobler og badeand bliver Agamemnon for øjnene af børnene dræbt med en økse af moderens elsker, Aigisthos. Barnet Elektra skriger. Herfra sætter musikken i med en ekstatisk heftighed, der står på de næste 105 minutter. Store digitaltal på væggen gennem hele operaens handling lader tilskueren vide, at der ubønhørligt tælles ned til 0, hvor hævnen fuldbyrdes af Elektra og Orestes.
Det er rigtig set af Konwitschny, at binde hele handlingen og scenebilledet op på tiden, mens han mister dog den vigtige pointe, at handlingen i stykket netop bygger på de tre kvinders forskellige forståelse af tid og derved måder at opfatte verden på. Elektra er stivnet og lever kun i fortiden og fadermordets øjeblik, Chrysothemis udtrykker den evige forandring og dermed også troløshed, mens Klytaimnestra som billedet på den kommende tids diktatur er i stand til at ’bortcensurere’ mordet fra bevidstheden og bygge en samfundsorden på løgnen.
Det digitale urværk som scenisk virkemiddel er genialt. Ligesom det er genialt at lade den myrdede Agamemnon blive på scenen i badekarret som en konstant påmindelse om mordet. Elektra lever udelukkende i mindet, mens det for moderen Klytaimnestra bliver som hjemsøgelse i form af onde drømme og varsler. Og selve scenebilledet er genialt og helt i tråd med intentionen om at lade det afspejle Elektras eget uforløste had som et fængsel, hun ikke kan bryde ud af.
Alt er i verdensklasse. Og alligevel er der noget galt.

En mester fra Tyskland
Konwitschny kommer som en mester fra Tyskland til Dokøen. Det starter med et barneskrig og slutter med en total udryddelse i en terroristisk handling. Man er umådelig fristet af at lade sig forføre af Konwitschnys teatermaskine og ’købe’ hans aktualiserende fortolkning af dette højmodernistiske stykke. Det hele er så nøje gennemtænkt og overbevisende i sin indpakning. Og selvfølgelig er det vigtigt at blæse nyt liv i klassikerne.
Men når det alligevel går galt for Konwitschnys Elektra, skyldes det, at han bliver forført af sine egne effekter og dygtighed. For jo længere vi kommer ind i stykket, desto mere forlader han Hofmannsthals og Strauss forlæg. Han tager sig friheder, eksempelvis med øksen, der spiller en hovedrolle i stykket. Der er ikke belæg for Konwitschnys fortolkning af teksten. Ligesom han åbenlyst misfortolker det helt centrale begreb om »det oceaniske« i stykkets slutning og kører sit helt eget løb, der munder ud i effektmageri. Det var faktisk ikke nødvendigt! Dertil kommer, at de sungne ord ganske enkelt ikke længere stemmer overens med handlingen. Han presser en tolkning af stykket frem, som der ikke er dækning for. Når kløften mellem forlæg og nyfortolkning vokser sig for stor, må man stå af. Og det gjorde denne anmelder. Men stort og flot, det var det!

Richard Strauss: ’Elektra’, Premiere Store Scene, Operaen 20.2. Spiller igen 24.2., 27.2., 2.3., 5.3., 8.3. og 11.3. 2005. Instruktion: Peter Konwitschny. Scenograf: H. J. Schlieker. Sangere: Eva Johansson (Elektra), Tina Kiberg (Chrysothemis), Susanne Resmark (Klytaimnestra) og Johannes Mannov (Orestes).

Georg Metz vil siden anmelde ’Elektra’ ud fra de musikalske præstationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu