Læsetid: 4 min.

Thailands direktør styrer mod ny jordskredssejr

Oppositionen står chanceløs over for den magtfulde og selvbevidste mangemilliardær Thaksin, der regerer landet som sit private forretningsimperium. Ved myndig optræden efter tsunamikatastrofen har han kun lagt nye alen til sin popularitet
5. februar 2005

Thai-valg
Han er mangemilliardær i dollar, og i sine fire år som Thailands ministerpræsident har han mere end fordoblet sine rigdomme som en direkte konsekvens af den politik, han har ført. Der har næsten altid været blæst om 56-årige Thaksin Shinawatra, som begyndte sin løbebane som politikonstabel og nu forsøger at føre sig frem som den ubestridte leder for hele Sydøstasien. Trods tsunamikatastrofen – eller rettet sagt: takket være den – styrer han nu mod en tilintetgørende sejr i morgendagens parlamentsvalg. I vælgernes øjne synes intet at kunne ramponere hans ry. Opskriften på hans forbløffende fremgang er hans lederstil. Han styrer Thailand på samme måde, som han styrede sit eget forretningsimperium og har lovet at gøre landet lige så rigt. »Money talks,« siger han og lyder som en kong Midas. Det er han på sin vis også. Han har uddelt millionvis af kroner til talrige småbyer uden at forlange regnskabsaflæggelse eller tilbagebetaling, og kun de færreste har lyttet til de kritiske røster om »stemmekøb«. Hans succeshistorie har affødt utallige drømme hos andre. I dag har han skaffet sig mere magt end nogen af de generaler, som efter militærkup styrede Thailand diktatorisk i årtier. »En stor valgsejr kan gøre det af med vores demokrati, men det synes vælgerne ikke at bekymre sig om,« mener lederskribenter i The Nation, Bangkoks førende engelsksprogede avis. Det magiske tal i valget er 201 mandater ud af de 500. Så stor tilslutning skal oppositionen sikre sig for at hindre Thai Rak Thai-partiet (‘Thailændere elsker thailændere’) i at få absolut magt i parlamentet.

Ankom som et frisk pust
Da Thaksin for fem år siden gik ind i politik, lancerede han sig selv som fremtidsvisionær og et frisk pust i en kvalm og korrumperet politisk verden. Alle etablerede partier var stærkt miskrediterede, og deres ledere blev set som forstokkede, manipulerende og handlingslammede. Uhellige, pludselige alliancer og studehandler belastede parlamentet, som nedsættende blev omtalt som »svindlernes markedsplads«. Også Thaksin bar på en tung bagage som anklaget for at have bestukket politikere. Men det er for længst fortid. Nu har hans fremgang i stedet udstyret ham med en frelserglorie. I dette års valgkamp har han dog ikke ført sig frem som visionær. I stedet er han blevet fremstillet som en dynamisk, ’no nonsense’-leder, som »får tingene gjort«. Og faktisk har han efter manges opfattelse leveret varen. Han hyldes for at have helet de dybe og vedvarende sår i økonomien efter den asiatiske krise i 1997 og for at have skabt en vækst, der er helt uden fortilfælde i Thailands historie. Endemålet anses for at hellige de midler, han anvender. Blot nogle måneder efter valgsejren i 2001 blev han frikendt af Thailands højesteret for korruptionsanklagerne – en episode, som fik kritiske medier og intellektuelle til at påstå, at han måtte have købt mindst en af dommerne. Skønt flere af kriserne har været selvforskyldte, er Thaksin blevet hyldet for sin ’krisestyring’ og har klaret sig ud af enhver suppedas med sit image intakt.

Udnyttede tsunamien
Forud for valget har tsunamikatastrofen styrket hans popularitet i en helt usandsynlig grad, skønt kritikerne har placeret skylden for det høje dødstal på den thailandske vestkyst – mindst 6.000 – på den blinde autoritetstro, som er fremherskende ved den politiske kultur, han har skabt. »Monsterbølgerne skyllede alle kontroversielle spørgsmål fra korruption til nepotisme bort,« skriver Kavi Chongkittavorn, redaktør for The Nation, som kalder tragedien for »en velsignet gave for Thaksin«. Det er let at forstå hvorfor: Ministerpræsidenten engagerede sig fra førstedagen stærkt i alle katastrofehjælpens faser og skabte det indtryk, at det var ham, som personligt stod i spidsen for redningsarbejdet. Han kunne desuden ses sammen med utallige statsmænd fra den vestlige verden, som var valfartet til Thailand for at takke for indsatsen og hjælpen til de ramte turister. I tre uger herskede der fuldstændig tavshed fra oppositionen. Mediernes billeder af volden og myrderierne i syd blev fortrængt af en demonstration af lederskab. Katastrofen gav den politisk arrogante Thaksin en mulighed for åbent at vise både sin medfølelse og sin såkaldte CEO-stil (Chief Executive Officer – øverste ansvarlige leder) med raske beslutning og nonchalant tilsidesættelse af al bureaukrati. Således slog han fuldkommen hånden af udenrigsministeriet, som ville tage imod hårdt tiltrængt udenlandsk hjælp, og erklærede, at Thailand var stærk nok til at stå på egne ben.

Afskum bliver likvideret
Krigen mod narkotikaen, som har ført til, at politiet har skudt og dræbt omkring 2.500 blotte mistænkte i såkaldte træfninger, udløste kritiske ord i pressen. Selv kaldte han det »udryddelse af skadedyr«, hvilket vælgerne tog godt imod.
»Ingen kan græde over, at den slags afskum bliver likvideret,« insisterede Thaksin.
Han har forværret konflikten med de muslimske separatister i syd – 570 er blevet dræbt på et år – udnyttet gamle fordomme og forhindret enhver form for sympatiytringer i nord. Epidemitruslerne fra sars og fuglevirus blev mørklagt, men Thaksin scorede points på, at han gjorde det »for at beskytte turistindustrien«.
Hans forsøg på at opkøbe den hæderkronede engelske fodboldklub Liverpool med skatteydermidler vakte elitens foragt, men blev støttet af mange, der gerne ville se Thailand som en stormagt i fodbold. Hans opkøb af tv-kanalen iTV fik alarmlamperne til at blinke om mediemonopolisering, men Thaksin vandt stort både økonomisk og politisk ved at forvandle en førende og kritisk nyhedskanal til ren underholdning.
Gode relationer til Burmas hadede junta har givet familiekoncernen Shin Corp milliardkontrakter. Men nogen vrede over de enorme rigdomme, som klanen omkring Thaksin opdynger, sporer man ikke i Thailand. Måske skyldes det, at alle elsker de mobiltelefoner, som Thaksins firma har solgt. »Thaksin er en rig mand, som sætter en ære i også at være magtfuld,« som Bangkok Post sammenfatter deres portræt af den thailandske regeringschef i en leder. Spørgsmålet er, om Thailands unge demokrati vil overleve det store mandat, som dets 45 mio. unge vælgere er godt på vej til at forsyne ham med.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her