Læsetid: 5 min.

Tilbage til garagen

Brønderslev-kvartetten The Blue Van lyder som om de er trådt ud af en tidsmaskine fra 1965, mens københavner-duoen Super Galore tilsyneladende stod på samme i 1978
28. februar 2005

NYE CD’ER
Hvis ikke, De skulle have bemærket det, har gammeldags rock’n’roll fået et gedigent comeback her i det ikke læn-gere helt så ny årtusind. Dvs. rockmusik, som den i 1960’erne på den ene side blev spillet af britiske R&B-inspirerede navne som The Who, The Kinks, Small Faces, Pretty Things og The Rolling Stones, på den anden side af amerikanske garagepunkbands som The Sonics, The Stooges, Electric Prunes, MC5 og The Standells. Og mange andre.
Også herhjemme eksploderede gruppefænomenet – Peter Belli & Les Rivals! The Lions! The Defenders! The Beefeaters! M.fl.! – i hælene på The Beatles’ massive internationale gennembrud i 1963.
Forteelsen gik efter fem-seks år i sig selv i slipstrømmen fra den psykedeliske revolution omkring 1967-68, hvor fokus flyttedes fra sin-gleplader og dansegulv til lp’er og sækkestol; i hælene på narkoens indtog valgte rockpublikummet en mere vegeterende rolle, mens musikernes ekvilibristiske tilbøjeligheder fik en altoverskyggende rolle, der først udfordredes af glam- og punkrocken i 1970’erne.
For at begynde ved det positive ved denne rock-revival. For det første swinger meget af musikken – De vil blive overrasket over, hvor megen rockmusik, der alle dens andre kvaliteter ufortalte netop ikke swinger – som død og kridte, hvorved det atter er blevet muligt at danse til den. Dette er i mange situationer at foretrække frem for den der dådløse modtagerrolle, megen rockmusik formår lytteren at påtage sig; selv om det selvfølgelig hjælper, hvis man er godt psykedeliseret på øverste etage.
Dernæst er musikken atter fuld af skæg og ballade, idet den maner til deltagelse, ekstase og hengivelse frem for passivitet, afstand og solipsisme. Det dionysiske får på alle kontakter, og der er nu om stunder lige så sjovt i salen som på scenen. Godt nok. Det negative er – og sådan spiller klaveret altså – at det hele er hørt før. Og vi mener det hele! Spil mig et rock-revivalband, der transcenderer forbillederne, og jeg giver en pibe opium. Så… go ahead and make my day, punk!

Stiv pik og håret tilbage
Og sådan er det også med den hypede nordjyske kvartet The Blue Van, hvis debutalbum The Art Of Rolling rammer gader, stræder og pladebutikker i dag. Der er hammer på fra første til sidste nummer, stiv pik og håret tilbage hele vejen igennem, og man skal være en sur skid, hvis man ikke bliver i godt humør af at lægge øren til deres gennemsympatiske rockmusik.
Dét sagt må det tilføjes, at gruppens målgruppe primært må være de helt unge, der aldrig har hørt – endsige hørt om – Small Faces, Who og Kinks, thi man kan som gammel rotte få meget tid til at gå med at sidde og lege »gæt, hvor riffet stammer fra«, hvis man er således inklineret. Og det er vi nogle stykker, der er. Så hvis jeg bare kunne komme i tanke om, hvilken melodi det er, Blue Van har planket til verset på »I Remember The Days«, ville jeg blive glad.
Men det lykkes dog Blue Van at citere ikke færre end to klassiske Kinks-riff, hvis det kan gøre det; på åbningsnummeret »Word From The Bird« således »All Day And All Of The Night« og på »I Want You« alle guitarriffs moder, »You Really Got Me«.
Mens »The Remains Of Sir Maison« bærer på en umiskendelig lighed med Small Faces’ »All Or Nothing«, og »Baby, I’ve Got Time« minder pænt om Stones’ »No Expectations«. Maximum R&B, jo vist, men personlig stil, nope.
Mest ambition er der at finde på det over otte minutter lange »New Slough«, hvor gruppens Hammond-organist demonstrerer dette instruments vidunderlige klangmuligheder. Nå, spot the riff er en skæg leg, men om det tyder på en glorværdig fremtid for rocken, at det hotteste p.t. er at lyde som musikken – og ikke mindst: ligne musikerne fra dengang – i midt-60’erne får stå hen.
Og hvor længe mon musikerne vil finde det sjovt og udfordrende at bevæge sig i et formsprog, der peakede for 40 år siden, er et andet åbent spørgsmål. Måske vil det hen ad vejen udvikle sig til noget, der minder om den progressive rock, som satte dagsordenen i første halvdel af 1970’erne. Så er vi så vidt.

Halsbrækkende gåpåmod
Det er her værd at nævne duoen Super Galore, hvis debut-cd Let It Out lyder som The Cramps kørt gennem et Black Rebel Motorcycle Club-filter, garneret med en dusk The Hives og tilsat en spids Suicide-monotoni. Duoen repræsenterer den anden gren af garagerocken, som den lyder lige nu; dér, hvor påvirknin-gerne inkluderer sen-70’ernes punkattitude og lyd, tilsat en massiv understrøm af ren ondskab, hvilket jo altid gør godt..
Garagerocken har som sådan aldrig været helt forsvundet – bare spørg svenskerne – men den har været usædvanlig lang tid om at få tag i et dansk publikum. Det burde komme de hyperaktive herrer i Super Galore til gode, for der er et halsbrækkende gåpåmod, en vildt rå lyd og en inciterende fandenivoldskhed på spil på Let It Out, som borger for et røvsparkende liveshow. Men alt andet lige gør de fleste af de her bands sig bedst på en scene, hvor synergien mellem publikum og kunstner er altafgørende for, at der kan gå ild i håret på begge parter.
Til sidst et lille pip. Hvis man nu skulle vælge mellem en aften med sine gamle Who, Kinks og Small Faces-plader og så Blue Vans debut, hvad ville valget mon så falde på? Eller hvis det stod mellem Stooges og Suicide på den ene side og Super Galore på den anden? For der er jo ikke tale om at originalerne på nogen led eller kant overgås – i heldigste fald matches de blot.
Og hvad hulen er pointen i det? At vi ind i mellem må gå tilbage for at komme videre frem, tilhører første års pensum på Rockakademiet, men hvad nu, hvis det bare ender med dans på stedet?

The Blue Van: The Art Of Rolling (TVT/Playground) Udkommer i dag.

Super Galore: Let It Out (E.S.P./Kick)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her