Læsetid: 4 min.

Tragediens element

’Dido og Æneas’ i medrivende opsætning på Staatsoper Unter den Linden
26. februar 2005

Opera
BERLIN – Henry Purcells opera – eller masque, som var betegnelsen – fra så årle i
operahistorien som 1689 ogformentlig komponeret til Wilhelm 3’s kroning, afrundes af en af operalitteaturens mest fuldendte og fuldendt gribende arier: »When I am laid in earth«.
Dronnning Dido af Karthago tager deprim afsked med sin elskede, den trojanske prins Æneas, hvis skæbnebestemmelse pålægger ham at bryde op fra Didos fortryllelse og drage til Italien og dér grundlægge Rom. Pligten og kærligheden er ikke forenelige størrelser, ej heller de elskende. Didos afsked: »Remember me, but ah! forget my fate« er den rene Liebestod; dronningens hjerte brister, da hun således ihukommende pligtens bud viser den mismodigt vaklende Æneas fra sig, og denne modvilligt men lydigt drager bort over havet. Så vidt kommer det dog kun ved trolddoms mellemkomst. Kort sagt: barokkens dyrkelse af det allegoriske og mytiske i musikdramatikken og dét for fuld musik i dette korte kontante mesterværk, Englands første egentlige opera.

Banebrydende
På Staatsoper i Berlin havde Dido og Æneas i lørdags premiere i en nyopsætning af de scenografisk og koreografisk absolut banebrydende samt musikalsk på højeste niveau. Danske Berlin-farere kan kun på det varmeste anbefales at sikre sig billet til en forestilling af de sjældne. Dyrt behøver det ikke være, herfor sørger de generøse billettilskud i Berlin. Bilister kan ydermere nu glæde sig over den nye elegante og rummelige parkeringskælder under Bebel Platz og gå direkte op i operaens foyer. I den forbindelse er man jo for fin til at minde om det byplan- og trafikmæssige rod, hr. Møllers opera byder kunderne, samt de forbundne strabadser med at forcere det halve Amager samt vade i sjask og slud over åbne parkeringsarealer for at komme til sagen.
Koreografen Sasha Waltz (det hedder hun!) har i denne Dido og Æneas i samarbejde med scenografen Thomas Schenk skabt en overvældende allegorisering af det allegoriske og hentet elementerne aktivt ind på scenen i bogstaveligste forstand.
I en stadig tummel i rum, lys og vand – afsluttende med opflammende, men hastigt hendøende ild, fortæller sangere, alterneret person for person af dansere, den bundulykkelige historie om hin fuldendte kærlighed, dog så ufuldbyrdet og umulig. Som et tidligt varsel om Tristan og Isolde.
Produktionen er tilvejebragt i lykkeligt samarbejde mellem duelige folk og institutioner: Staatsoper, Sascha Waltz’ ensemble, Akademie für Alte Musik Berlin, Staats-oper, Grand Théatre de la Ville de Luxembourg og Opéra National de Montpellier. Hertil kommer den musikalske ledelse af Akademiet ved den hypersensitive rytmiker Attilio Cremonesi (det hedder han!).
Ouverturen sætter i foran den vidtåbne scene, hvorpå er anbragt en tværgående glasboks i to-tre etager, en enorm konstruktion, som det på forhånd ikke er godt at vide hvad egentlig rummer og skal være; ikke før danserne i vævre spring udmålt efter metret indtager boksens indre som smidige gestalter, najader og havmænd, i bortrejsens selve element, vandet. Konstruktionen er en kæmpemæssig vandtank af glas, et akvarium, hvori menneskekroppene frit for publikums beskuelse boltrer sig i skum og sprøjt og sære figurer og varsler tragediens uundgåelige og endelige stilstand. Da alt vandet ved prologslut er lukket ud af tanken, tager borte kroppene. Spillet kan begynde. Det lyder krukket, men er det ikke, ligesom Sasha Waltz’ hele gennemkoreograferede bevægemønster af dans og kropslig arabesk på næsten intet tidspunkt løber af med hende og handlingen. En enkelt sekvens uden musik forekommer mindre begrundet. Ophjælper kan hænde storrytmen i forestillingen, som er vanskelig at løse i forhold til afslutningsariens og korets finale tyngde i forhold til det mere løsslupne forudgående.
I en tid hvor lidt for mange operainstruktører voldfører tekst og intention i bestræbelsen på rastløs, alt for ofte hændervridende fortænkt fornyelse, er det balsam for sjæl og øje at få lov at opleve instruktricens meddigtning frem for moddigtning i en handling, der i forvejen ikke er nem at sluse ind i 2005. Netop Sasha Waltz’ ’barokke’ idéverden knytter an til operaens ophav og skaber en særegen følelse af samhørighed med og loyalitet over for Purcell og libretisten Nahum Tate, deres tid og forudsætninger. Disse danse og bevægelser er på en egen måde næppe i intentionerne væsensfremmed fra barokmusikteatrets plastiske forvridninger og dets hele sceniske ideologi. Sasha Waltz går i alvor og troskab mod forlægget på komedie med sit publikum, og vi med hende – vel at mærke til stadighed akkompagneret af et formidabelt spillende Akademie under Attilio Cremonesis energiske hånd. Som taktstok benytter denne stilsikre og taktfaste musiker en rød vikingblyant. Ja, hvorfor ikke!
En rejse til Berlin i disse tider kunne som antydet lige så gerne være med det ene formål for øje: at se og høre Dido og Æneas på Staatsoper. Så kan man altid bagefter æde sig en wienerschnitzel til på Einstein et par lange stenkast nede ad den Linden mod Brandenbuger Tor ovre på den anden side. Så er det en stor aften.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her