Læsetid: 5 min.

’Tvangsintegration er blevet en tvangstanke’

Den unge nyvalgte radikale Morten Østergaard lover at bryde mure ned – og at han vil være ikke bare udførende, men også udfarende
21. februar 2005

RADIKAL OPTUR
Nej, hans familie er ikke et radikalt dynasti.
»Der var en oldefar, der var folketingskandidat for de konservative, og en morfar, der var det for De Uafhængige. Men familien har da accepteret, at jeg er radikal.«
Ordene kommer fra den 28-årige Morten Østergaard, der tilhører, hvad de radikale selv omtaler som »Debutantklubben«: De otte førstegangsvalgte, som partiet fik i folketingsgruppen ved valget den 8. februar. Morten Østergaard har valgkreds i sin bopælskommune Århus. Han er scient.pol., oplyser han, men tilføjer hastigt:
»Skriv hellere bachelor, for jeg mangler at aflevere mit speciale.«
– En skæbne, der synes at ramme mange politikere?
»Jeg har lovet den lokale verdenspresse i skikkelse af TV 2 Østjylland, at når Folketinget åbner til oktober, så har jeg gjort specialet færdigt.«
– Sådan som Folketinget nu er sammensat, hvad er det vigtigste for dig at opnå?
»At vi får fortsat den klare radikale profil, som vi havde på holdningsspørgsmål under valgkampen.«
– Der er jo ikke folketingsflertal for jeres holdningssager?
»For mig handler politisk lederskab om at gå foran – og ikke løbe efter.«
– Politik handler vel også om at få tingene igennem?
»Ja, og dér er jeg pragmatiker af bedste skuffe. Vi skal søge al den indflydelse, vi kan få.«
– På hvad?
»Vi har lavet trafikforlig og forsvarsforlig, som trak meget i radikal retning. Og vi kan gøre det med kommunalreformen.«

Prisen for indflydelse
– Den pris, I skal betale for at være med i et kommunalforlig, bliver meget høj?
»Sådan vurderer jeg det ikke. Nu har vi set udkastet fra regeringen, og alle de forbedringer, vi kan opnå, synes jeg, vi skal gå ind for.«
– Skal I ikke kræve et mindstemål af indrømmelser fra regeringen, før I går med?
»Det er tydeligt for enhver, hvor uenigheden består. Vi vil have fagligheden sikret. Det vil sige, at miljø- og socialområdet og specialundervisningen for voksne skal ligge under regionerne.«
– Ser man på hele viften af jeres holdningssager, virker det, som om I får svært ved at få noget igennem. VK hænger på Dansk Folkeparti, og I kan ikke tilbyde et andet flertal?
»VK har valgt Dansk Folkeparti, og det ville næppe gøre nogen forskel, hvis vi kunne tilbyde et flertal.«
– Men det kan I jo altså heller ikke?
»Nej, nej. Derfor er vi jo nødt til at fortsætte væksten af de radikale mandater, så vi til sidst kan tilbyde flertal – enten som regeringsalternativ eller som dobbeltflertal.«
– Det er noget Christiansborgmummel. Du mener: flertal med enten højre eller venstre side i salen?
»Ja, underforstået, at vi naturligvis ikke bliver parlamentarisk flertal for den nuværende regering.«
– Altså: Så længe du er folketingsmedlem, får vi ikke nogen VKR-regering?
»Det kan der sagtens blive tale om, hvis V og K lægger deres politik om. Men det vil nok kræve et ledelsesskift på de kanter.«
– Er det ikke et næsten ulideligt radikalt svar?
»Ved valget var der i hvert fald ti procent af vælgerne, der syntes, at det var et godt svar.«

Fuldt smæk næste gang
– Du siger altså nu, at de, der stemte radikalt, først får fuldt smæk for deres stemme, hvis de næste gang også stemmer radikalt – og får deres nabo til det?
»Vi er nødt til at fastholde den klare radikale røst, som har bragt os i den position, vi har i dag. Og det gør vi ved konsekvent at søge indflydelse og tilbyde andre løsningsmodeller. Og dét fra dag ét!«
– Hvilken sag vil du forfølge fra dag ét?
»Nu er jeg jo valgt i Århus Vest. Og jeg tror, at regeringen har brug for en hjælpende hånd, hvis den skal løse landets integrationsproblemer.«
– Hvad vil du hjælpe med?
»Ved sin retorik afskærer regeringen sig fra dem, det handler om. Jeg vil tilbyde at bygge bro til den gruppe af medborgere, som er på vej til at blive en ny underklasse.«
– Hvordan vil du gøre det, helt konkret?
»Ud over en klar røst på Christiansborg skal forandringen komme indefra – fra minoritetsmiljøerne selv. Tvangsintegration er blevet en tvangstanke. Når man snakker om kvoter af tosprogede i skoleklaserne og tvangsspredning som løsning på ghetto-problemerne, så overser man, at der er masser, der hver dag søger at blive integreret, men som standses af de fordomme, der hersker i samfundet.«
– Hvordan?
»Når man ikke kan få en ny bolig, så bliver man boende, hvor man bor. Og hvis man ikke kan få sit barn i en skole, hvor der er en gennemsnitlig andel af tosprogede, så bliver barnet i den skole, det går i.«
– Hvordan kommer du som folketingsmedlem ind her?
»Det gør jeg ved at vise – over for regeringen, og hvem der ellers gider høre på det – at folk gerne vil flytte fra Gellerupplanen og Vollsmose, men ikke kan komme i boligforeningerne eller i det hele taget få boliger andre steder.«

Muren og det fri valg
– Du vil altså bryde ghettoerne op?
»Nej, jeg vil bryde muren omkring dem ned.«
– Hvordan?
»Ved at skabe et reelt frit valg af skole og bolig. Jeg kender eksempler på, at en dansker med anden etnisk baggrund får at vide, at der er ti års ventetid til boligen, mens en ærkedansker får at vide, at ventetiden kun er ét årÇ« siger han.
– Hvad for ordførerskaber forventer du?
»Det er nok ikke klogt at sige, hvilke jeg forventer. Jeg vil hellere tale om dem, jeg ønsker.«
– Og de er?
»Udlændinge og integration. Menneskerettigheder på internationalt plan. Og så vil jeg gerne beskæftige mig med sundhed,« siger Morten Østergaard, som lover, at han i sit virke vil være »ikke bare udførende, men også udfarende«.
– Hvordan vil du det?
»Det betyder konkret: At jeg vil deltage i arbejde, som er forankret uden for Christiansborg, i brugerbestyrelser og i tæt samarbejde med den radikale byrådsgruppe i Århus.«
– Nogle nyvalgte lover sig selv, at de kun vil bruge et kortere åremål af deres liv på Christiansborg? Har du lovet dig selv det?
»Neej. Indtil videre er jeg ovenud lykkelig for at være valgt. Nu ser jeg bare frem til at komme i arbejdstøjet.«

Blå bog
Morten Østergaard
• Alder: 28
• Uddannelse: Scient.pol., men mangler endnu specialet
• Job: Organisationskonsulent i Dafolo i forbindelse med omstilling til digital forvaltning
• Valgkreds: Århus vest
• Familiær stilling: Single
• Medlem af Det Radikale Venstre fra 1996
•Medforfatter til bogen: Digital forkalkning, der handler om, hvorfor det offentlige ikke får nok ud af digital omstilling
•Har været inde som suppleant i Folketinget i sammenlagt én måned

Ny serie
Radikal optur
Valget sendte den radikale folketingsgruppe på optur. Men hvad kan fremgangen bruges til. Det taler Informations Rasmus Lindboe og David Rehling med nyvalgte radikale om i denne serie, der begynder i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu