Læsetid: 3 min.

En uddøende race

Den prominente journalist David Nyhan er død i en alder af 64 år
1. februar 2005

Politisk klummist
BOSTON – Kort efter min ankomst til Boston som denne avis’ USA-korrespondent i 1996 blev jeg en tro tilhænger af journalisten David Nyhans sprælske politiske klummer i avisen Boston Globe. Jeg havde aldrig læst noget lignende i amerikanske aviser. Nyhans insiderviden under præsidentvalgene i 1996 og 2000 kunne ingen anden amerikansk journalist, jeg læste, måle sig med.
Så pludselig i 2001 forlod han Boston Globe. Den officielle forklaring lød, at han med glæde havde taget imod et tilbud om førtidspension med et gyldent håndtryk. Jeg fik aldrig forklaringen på skilsmissen med Boston Globe ud af ham.
David Nyhan blev 64. Forrige søndag fik vi næsten en meter sne i Boston. Jeg var ude og skovle i fire timer. Det har han vel også været. Da han trådte inden for i sin villa
i Brookline, blev han ramt af hjertestop.

Genert optræden
Jeg lærte David at kende i 1997-98. Vi sad ved siden af hinanden til en eller anden formel middag. Jeg husker en ting. Han var rørt over, at jeg læste hans klummer, skønt han jo havde været en yderst prominent journalist på landsplan i over en generation. Forklaringen er, at navnkundigheden aldrig gik manden til hovedet. Fra mine besøg i huset i Brookline erindrer jeg stadig hans til tider generte optræden. Han kunne rødme. Blot der var flere journalister af den slags i dag. Ydmyghed er en dyd.
David Nyhan kendte alle og enhver i Boston og dem, der var værd at møde i resten af USA. Den første valgkamp han dækkede var i 1968. Den sidste i 2000. Av, hvor man savnede ham i 2004. Heldigvis var han klar med en kommentar, når man ringede ham op. Her er et perfekt eksempel. Howard Deans famøse primale skrig på valgnatten i Iowa for et år siden.
»Jeg har set Edmund Muskie græde. Jeg stod et par meter væk. Jeg har set Ronald Reagan gribe om en mikrofon og sige: Jeg betalte for denne mikrofon. I går nat viste Howard Dean sit virkelig ansigt. Hans venner havde fortalt mig om hans temperament. Han skar halsen over på sig selv. Det er tragisk for ham, men i dag er han en slagen mand.«

Beundret og frygtet
Sagt i en mobiltelefon dagen efter. Præcist og lige på kornet. Han kunne skrive lige så hurtigt og godt, som han talte. En nyhedsartikel eller klumme blev til i løbet af nul komma fem.
Blandt politikerne var han beundret og frygtet. De mødte alle op til mindehøjtideligheden i fredags i United Parish Church i Brookline. I forreste venstre række sad familien; i forreste højre række Ted Kennedy og hans kone Vicki, John Kerry og Teresa Heinz, Bostons borgmester samt Massachusetts justitsminister – de førende demokrater i Boston. Hvis David havde vidst, at Kennedy holdt mindetalen på vegne af politikerne...
Jeg husker ham stolt nævne et interview, han lavede med Kennedy sidste sommer, da alt tegnede lyst for Kerry. David følte sig stadig som ’bare en journalist’ over for denne kæmpe af en politiker, han beundrede dybt. I kirken havde Kennedy kun lovord til overs.
»I mange år så jeg hver morgen frem til at læse Davids klumme. Det var den bedste måde at starte dagen på, undtagen når han skrev om mig, så kunne jeg få rundstykket galt i halsen,« erindrede senatoren.
Journalister af Davids type er desværre en uddøende race. Han blev øjensynligt sendt på førtidspension, netop fordi hans eklektiske og provokerende journalistik var gået af mode.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her