London
Sig sorry, Ken! Så vi kan komme videre. Sådan lyder opfordringen fra premierminister Tony Blair, fra samtlige byrådspolitikere i London og fra stort set alle andre, som medierne stikker mikrofonen op i ansigtet på i disse dage. Det, som Londons borgmester Ken Livingstone skal undskylde for, er en yderst dum bemærkning til en jødisk journalist. Journalisten, der stod og ventede på borgmesteren med sin båndoptager tændt ved døren efter en våd fest, sidstnævnte var til, blev sammenlignet med en koncentrationslejrvagt. Dette har ført til en officiel klage fra det jødiske samfund i London, som nu kræver en undskyldning.
Det synes umiddelbart rimeligt nok, men sagen er mere kompliceret end som så. Journalisten har ifølge borgmesterkontoret kørt en kampagne mod borgmesteren og forfulgt ham igennem længere tid. Det var derfor ikke ond mening, men et spørgsmål om, at borgmesteren i et tydeligvist beruset øjeblik fik nok og dummede sig. Ikke desto mindre kræver alle nu, at borgmesteren undskylder. Der er ikke tid til at diskutere nuancer.
Årsagen er først og fremmest, at en IOC-evalueringskomité på 14 medlemmer i disse dage er i byen for at vurdere Londons bud på, hvordan et OL kunne spænde af i byen. I denne uge kulminerer dermed års forberedelser til mange millioner kroner. Londons projektforslag vurderes som yderst kompetent af eksperter, og kun Paris menes umiddelbart at have en bedre chance, men det er sjældent gået favoritterne godt, så måske.... Hvis bare Ken Livingstone der som byens borgmester også er vært ville undskylde, så medierne ville droppe den pinlige historie, der forsat er i top tre i alle nyhedsudsendelser med daglige analyser af, hvordan Ken-historien vil påvirke chancerne for, at London vinder.
Men Ken nægter: »Jeg kunne undskylde, men hvorfor sige ord, som jeg ikke mener med hjertet?«
Ja, det er et rigtig godt spørgsmål. For hvad er en undskyldning, der ikke er ment, egentlig værd? Er der ikke gået inflation i politiker-undskyldninger på det seneste? Tony Blair er for eksempel blevet ekspert i at undskylde uden at mene det. Ved sidste års Labour-landsmøde sagde han f.eks. i forbindelse med de fejlagtige efterretninger, der førte til Irak-invasionen: »Jeg tager fuldt ud ansvar for og undskylder for informationer, givet i god tro, der efterfølgende har vist sig at være forkerte.«
Blairs tidligere pressechef, Alastair Campbell, der for nyligt er vendt tilbage til Labour, er allerede indblandet i et nyt skænderi med BBC over en grov e-mail, som han i et forsøg på en undskyldning nu kalder for »måske nok en smule farverig og personlig«.
Den rapkæftede britiske tv-vært Anne Robinson har for nyligt skabt vrede med en række bemærkninger om waliserne, hvortil hun undskyldte: »Jeg er ked af den furore, det har skabt. De vil sandsynligvis ikke lade mig komme tilbage i Wales. Men hvis jeg skal være ærlig, så så jeg nok, sidst jeg var der.«
Mens undskyldninger i visse tilfælde kan have en reel positiv effekt for ofre så sent som i forrige uge beskrev et offer for et groft justitsmord det som en kæmpe lettelse, da Tony Blair på statens vegne undskyldte offentligt så er ovenstående eksempler bevis på, at undskyldninger blot er en måde at begrave fejl. Og alt for tit lykkes det disse personer at slippe af sted med en eller anden ikke-ment sætning, hvorefter de blot kan henvise til, at de jo har sagt undskyld.
I det lys er det helt befriende at Ken Livingstone nægter at undskylde. Problemet for London er blot, at Den Olympiske Komité først og fremmest kigger på, om der er folkelig støtte til OL-projektet og tro på, at det kan lade sig gøre. Hvor støtten i Storbritannien p.t. er på 74 procent af befolkningen, så er troen på, at London vil vinde, dalende kun 39 procent tror på det. Det kan have noget at gøre med Livingstones stædighed og utilregnelighed. Måske kan man her tale om, at en ikke-ment undskyldning faktisk kan være noget værd et OL måske?
