Læsetid: 2 min.

Ungdomsvalg: R, SF og Enhedslisten stormer frem

Afstemning blandt 100.000 unge viser skred i forhold til 2001: Højrefløjen går tilbage unge vælgere
7. februar 2005

Afstemning blandt 100.000 unge viser skred i forhold til 2001: Højrefløjen går tilbage
unge vælgere

»Den afstemning, vi nu har gennemført, punkterer myten om generation ’fucked up’. De unge er hverken ligeglade eller dovne. Der er tværtimod en stigende politisk bevidsthed. Man definerer sig som opposition.« Sådan kommenterer Thor Möger Pedersen, talsmand for Stop Nu-initiativet, den afstemning, som en række elev- og studenterorganisationer har gennemført sidste uge. Ialt blev 101.048 stemmer afgivet. »Vi har givet alle uddannelsesinstitutioner – ialt 3.000 – mulighed for at deltage, og 455 har været med,« forklarer Thor Möger Pedersen. 47 procent af de deltagende unge er gymnasielever, 35 procent er folkeskoleelever, 14 kommer fra erhvervsskoler og fire procent fra efterskoler. Hvis det stod til gymnasieeleverne, kunne S, SF og Enhedslisten danne regering med et flertal på 93 mandater bag sig. SF størst med 37 mandater, dernæst Socialdemokraterne med 33 og Enhedslisten med 23. Lægges De Radikale til, bliver flertallet endnu større, idet partiet står til hele 32 mandater blandt gymnasieungdommen. Også blandt folkeskolens elever står venstresiden stærkest: Socialdemokraterne med 40, SF med 23, Enhedslisten med 20, og De Radikale med 19.

Handelselever til højre
Til gengæld holder højrefløjen skansen på erhvervs- og handelsskolerne. Det nuværende VKO-flertal i Folketinget står til 95 mandater, fordelt med 46 til Venstre, 29 til Dansk Folkeparti og 20 til De Konservative. Ved målinger for fire år siden gav de unge flertallet til højrefløjen.
– Hvorfor er der sket dette skift på fire år?
»Der er en stigende politisk bevidsthed blandt ungdommen. Værdispørgsmål såvel ungdommen hverdag – uddannelsespolitikkens virkninger – har gjort, at ungdommen opfatter sig som opposition til magthaverne.«
– Holder de ikke hurtigt op med det?
»Jeg er ikke en fancy valgforsker, så det kan jeg ikke spå om. Men jeg tror alligevel ikke, at den politiske bevidsthed er på tilbagetog, men om det udvikler sig til fordel for højrefløjen eller venstrefløjen, er ikke til at sige. Jeg oplever en mere kritisk ungdom end tidligere og en ungdom med højere politisk og demokratisk bevidsthed. Det er derfor, at myten om den ligeglade generation er usand.« Martin Justesen, projektkoordinatior i Stop Nu tilføjer: »Det interessante er, at selv om Socialdemokraterne i vores valg bliver det største parti, er det alligevel en voldsom tilbagegang i forhold 2001. Tilsvarende for Venstre, der også går tilbage. Sammen bliver de så små, at de ikke kan danne et flertal. Det viser, at unge ikke falder for ’præsidentvalgkampen’, men går ind og tager selvstændig stilling partipolitisk. Det udjævner – interessant nok – størrelsesforholdet mellem ’store’ og ’små’ partier.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her