Læsetid: 2 min.

Den unge Largemans lidelser

Humor, skæve eksistenser og weltschmertz i skuespilleren Zach Braffs vellykkede, charmerende instruktørdebut, ’Garden State’
4. februar 2005

Ny film
Andrew Largeman bevæger sig gennem livet i en døs. Han føler aldrig glæde eller vrede. Han er bare ligeglad. Den nogen-og-20-årige hovedperson i Zach Braffs coming of age-komediedrama Garden State har været på beroligende piller, siden han var dreng, og selv ikke morens død fremkalder en reaktion hos Largeman (spillet af Braff selv), der efter ni år i Los Angeles vender hjem til New Jersey, sin sørgende far (Ian Holm) og sine gamle venner.
Garden State er en film, der i stil med Fagre voksne verden og Donnie Darko, handler om som ungt menneske at finde sig tilrette i en verden, man ikke rigtig føler sig i kontakt med. Largeman holder op med at tage sine piller, da han ankommer til New Jersey, og i løbet af filmen vågner han mere og mere op og bliver opmærksom på både sig selv og sine omgivelser, især den kønne pige Sam (Natalie Portman), der er lige så livlig og kulørt, som Largeman er tilbageholdende og grå.

Mærkelige mennesker
30-årige Zach Braff, der som skuespiller blandt andet har kunnet ses i den underholdende hospitals-tv-serie Scrubs, har som instruktør og manuskriptforfatter et godt blik for den slags små, skæve detaljer, der løfter hans ikke voldsomt originale, men vedkommende historie langt op over gennemsnittet.
Garden State er fuld af lune, weltschmertz og mærkelige mennesker, der har deres egen måde at gøre tingene på. Filmen ender, som man forventer, men foretager nogle uventede sving undervejs, hvorfor den undgår genrens kedelige klicheer, og selv om Braff indimellem tager sig god tid, så ved han godt, hvordan han skal holde vores opmærksomhed fanget.
Det gør han blandt andet ved at hive fine præstationer ud af alle de medvirkende, ikke mindst Portman som livstykket Sam, der vil kunne sætte gang i de fleste, og Peter Sarsgaard som vennen Mark, der har store planer, men bare aldrig er kommet i gang med dem.
Til at begynde med er Braff selv i rollen som Largeman den blanke overflade, som de andre personer spejler sig i, men efterhånden som pillernes virkning aftager, vågner han op og begynder at sige fra og tage ansvar for sit eget liv og en personlig udvikling, der har været sat i stå i mange år.
Man skal passe på med at bruge for store ord om en lille film som Garden State, men jeg glæder mig til at se, hvad Braff efter denne charmerende debut har at byde på.

*Garden State. Instruktion og manuskript: Zach Braff. Amerikansk (Empire og Palads i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu