Læsetid: 3 min.

Ur-tid

Jeg må affinde mig med mit urs form for selvstændighed, som nu trodser ideen om den subjektive tid
11. februar 2005

Med alderen må man efter almindelig erfaring konstatere, at tiden løber hurtigere end før, samtidig med at fortiden kommer nærmere. Det besynderlige paradoks betyder ikke just, at man går i barndom, for dengang gik tiden uendelig langsomt. Måske er det et ubevidst opbremsningsforsøg, der trækker bl.a. de gode digtere nær, kanoniske eller ej, som ældre samtidige, fulde af stadig aktuel viden om livets vilkår.
Tiden er relativ. Det bekræftes af mit gamle standur, et arvestykke med personlighed. Jeg har et lidt anstrengt forhold til ure og blev engang offentlig til grin, da et dødt og irreparabelt armbåndsur, hentet op fra skuffen, på kommando fra Uri Geller i tv gik i gang. Det kom uforvarende i den berlingske avis, stort sat op, at den velmeriterede lektor mente, at der således var mere mellem himmel og jord. Og nu arvestykket. Det ville i lang tid ikke lade tiden røre sig af flækken, indtil en kyndig gæst en dag fik sat det på sporet. Men snart ville det alligevel kun arbejde 10 minutter ved hvert nyt forsøg, så jeg resignerede, indtil et barnebarn undrede sig over, hvorfor det stod stille. Jeg ville da demonstrere dets 10-minutters stædighed, men dér blev det nu ved at gå døgn efter døgn. Jeg trak det jævnligt op. Og denne omhu belønnede uret ved nu at vinde mindst fem minutter i døgnet. Også det er jo gammelt og fulgte vel loyalt sin ejermands fornemmelse af tidens hast, ræsonnerede jeg. Men også glemselen er et alderstegn. Jeg huskede ikke at trække det op, før loddet var gået i bund. Uret fik nogle dages tænkepause. Men siden er det gået næsten præcist. Jeg må affinde mig med urets form for selvstændighed, som nu trodser ideen om den subjektive tid.

Eventyrets ur
Werner Aspenström, den afdøde svenske digter, som er aktuel ved Christian Graugaards oversættelse, har i et digt, som nu ikke er med i Sardinen i tunnelbanen, gjort sig tanker om tid i ’En stund på pizzarian’, hvor »Quartzsuret afsöndrar sekund efter sekund … för mig existerar tiden ibland, ibland inte«. Han spørger sig, om der findes en anden, særlig tid – hvor nedfaldsfrugten standser på halvvejen mellem gren og græs, hvor gæsterne inklusive ejeren, der står og klapper pizzadejen, er både nyankomne og udødelige. Han konkluderer, at der findes en sådan tid, et sådant punkt i tiden. Jeg står og betragter mit ur med de to viseres uendelig stille gang og sekundviseren, der ligesom kvartsuret hakker tiden op i sekunder, måske punkter. Inden for rækkevidde har jeg Den store danske Ordbog. Jeg betragter ordet ur. Det er ikke enkelt. Det har seks betydninger: 1) snebyge eller tåge, 2) stank, dårlig lugt, 3) strandvold, havstok, 4) stendynge, 5) tidernes morgen, den vildeste ur, 6) urværk, af latin ora, time. Det er utroligt. Alt det på en gang, en byge af syner og sanser, næsten som H.C. Andersens eventyr Det Utroligste, som er et ur, »mærkværdigt udspeculeret uden og inden. Ved hvert Klokkeslæt kom der levende Billeder, som viste hvad Klokken var slaaet, det var hele tolv Forestillinger med bevægelige Figurer og med Sang og Tale«. Eventyrets ur er som mit »et stort Stue-Uhr i Foderal«. Jeg har dog slået timeslagene fra og nøjes med lyden af, hvordan tiden skanderes, relativ eller ej, med mulighed for at opleve den særlige tid, punktet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu