Læsetid: 2 min.

’Valget er vores’

Informations valgfamilier fik sat deres kryds. Og selv om de har været i tvivl, satte de det stort set, hvor de plejer
9. februar 2005

Vælgertjek
Det har været svært, og Rikke Andersson har været i tvivl. Men da hun satte sit kryds i går på Holbergskolen i Østre Storkreds, København, blev det hos Det Radikale Venstre. Det er værdier som åbenhed og rummelighed, der har afgjort, hvor Rikke Andersson stemmer denne gang. »Min stemme er et modtræk. Jeg kunne også godt stemme på Venstre, men jeg kan ikke holde Dansk Folkeparti ud, og jeg vil ikke stemme på et parti, hvor Dansk Folkeparti (DF) har så stor indflydelse. Jeg tænker på at trække i en anden retning. Og det gør de radikale bl.a. i forhold til udlændingepolitikken, og de er også mere rummelige i forhold til flere andre ting end Venstre og DF,« siger Rikke Andersson, der også stemte på de radikale, inden partiet gik hen og blev det hippe valg i storbyen. »Jeg kan også være enig med SF i mange ting. Men jeg har så sværere ved at forstå, hvordan de vil få tingene til at hænge sammen. Og jeg er heller ikke overbevist radikal, selv om jeg også stemte på dem ved sidste valg,« siger Rikke Andersson. Søren Andersson har også oplevet tvivlen nage de sidste dage i valgkampen. For han bryder sig heller ikke om Venstres parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti. »Jeg kan ikke få, hvad jeg gerne vil have i ét parti. Men det ender med, at Venstre får min stemme. Når nu de radikale ser ud til at blive så stærke, så kan det være, at de giver Venstre lidt input og trækker dem væk fra Dansk Folkeparti. Jeg tror på, at der bliver mere samarbejde hen over midten,« siger Søren Andersson, der også tidligere har stemt på Venstre. »Politisk holder jeg fast ved Venstre, fordi jeg tror, de varetager vores samfunds-økonomi på den bedste måde; skaffer arbejdspladser og giver erhvervslivet ro til at skaffe de midler, der skal til, for at gøre det for børnefamilier, de ældre osv., som alle partier gerne vil,« siger han.

Brænder for Nordjylland
For Gaby Moberg og Erik Lund Nielsen fra Frederikshavn er det Nordjyllands særlige situation, der gør udslaget. »Det kører jo ikke godt heroppe. Vi taber arbejdspladser, og det er ikke nemt at finde nye job. Derfor stemmer jeg på Bjarne Laustsen fra Socialdemokraterne. Han brænder for at gøre noget for os heroppe, og jeg har stor tillid til ham,« siger Erik Lund Nielsen, der ikke altid har stemt socialdemokratisk.
»Jeg er lidt vægelsindet. Partierne lover det samme, og så er det hårfarven mere end det politiske indhold, der kommer til at sætte dagsordenen i medierne,« siger han.
Gaby og Erik plejer ikke at stemme det samme, men Gaby Moberg stemmer også på Bjarne Laustsen, der er socialdemokratisk medlem af Arbejdsmarkedsudvalget og tidligere formand for udvalget. »Hver gang, der er nogen, der har henvendt sig til ham i konkrete sager, så bliver det til noget. Så han får min stemme,« siger Gaby, der også satte sit kryds ved liste A ved sidste valg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu