Læsetid: 9 min.

Vejen til fattigdom er brolagt med aktivering

Flere end 50.000 mennesker får beskåret deres indkomst, fordi de har været på kontanthjælp i mere end seks måneder. Det bringer dem ned og balancere på fattigdomsgrænsen sammen med folk på introduktionsydelse og starthjælp
7. februar 2005

FATTIGDOM
af Pia Fris Laneth
Mogens Sørensen, 47 år, blev uddannet som teolog i 1994. Siden da har han haft to tremåneders vikariater som præst. Resten af tiden har han mestendels været arbejdsløs. Mogens Sørensen hører til blandt de godt halvanden million danskere, der hvert år får en social forsørgelsesydelse i kortere eller længere tid. Det svarer til cirka 38 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder mellem 15 og 66 år.
Hovedparten af modtagerne får dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge og revalidering i en kortere periode, indtil de kan forsørge sig selv igen. For dem virker det sociale system som et værn mod fattigdom. Andre bevæger sig ud på en varig vandring fra den ene midlertidige ydelse til den anden, og ender i levekår, nogle kalder fattigdom og andre kalder lavindkomst. Efter seks år på dagpenge, tippede Mogens Sørensen ud af a-kassesystemet: »Jeg var blandt de akademikere, som blev omskolet til it-branchen. Så jeg er dobbeltuddannet, dels som teolog, dels mine it-kvalifikationer. Jeg søgte og søgte, men fik ikke arbejde. I slutningen af 90’erne løb it-branchen ind i en krise. Jeg kunne ikke samle arbejdstimer nok til at blive i a-kassesystemet. Jeg røg på kontanthjælp. Det har jeg været siden.« I 2002 indgik regeringen et storstilet forlig med blandt andre Socialdemokratiet og de radikale under titlen ’Flere i arbejde’. Det byggede på otte principper, herunder:
• Det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor blev en række forsørgelsesydelser beskåret.
• Ledige på dagpenge og kontanthjælp skal behandles ens og have samme tilbud. Derfor blev aktivering og beskæftigelsestilbud samlet i Beskæftigelsesministeriet.
• Ledige skal have flere og mere målrettede tilbud, som tager sit afsæt i den enkeltes kvalifikationer.
• Opkvalificering af de ledige skal rettes direkte mod behovene på arbejdsmarkedet.
• Beskæftigelse er altid målet. Aktivering er midlet.
I handlingsplanen ’Flere i arbejde’ kan man læse, at »det er helt afgørende, at vi får mange, mange flere personer ind på arbejdsmarkedet i de kommende år. Allerede i dag er ledigheden lav, og der meldes om mangel på kvalificeret arbejdskraft på mange virksomheder. Vi skal udnytte, at vi nu har en enestående chance for at få de lidt svagere ledige ind på arbejdsmarkedet.« Som kontanthjælpsmodtager har Mogens Sørensen da heller ikke ligget på den lade side. Blandt hans aktiveringsjob tæller: et job som arkivar på Orlogsmuseet, undervisningsassistent i it-fag, medhjælper på et værksted for utilpassede unge og vicevært.
Men for nogle somre siden var Mogens Sørensen heldig at få et vikariat som ufaglært social- og sundhedshjælper i sommerferien: »Rigtigt arbejde. Ikke aktivering. Men efter nogle få dage kaldte forstanderinden på plejehjemmet mig ind til en samtale – og forklarede, at det job havde jeg hverken håndelag for eller kræfter til.«
Efter denne oplevelse sendte Mogens Sørensens sagsbehandler ham på et otte ugers social- og sundhedskursus og derefter i praktik på et plejehjem – »man skal åbenbart tvinges til arbejde, man ikke er god til,« bemærker Mogens Sørensen. Da forstanderinden på dette sted heller ikke mente, at ældrepleje hørte til Mogens Sørensens talenter, opgav sagsbehandleren tanken om at sende ham videre ad sundhedsvejen og tilbød ham i stedet et jobsøgningskursus: »Ordet ’tilbud’ er malplaceret i denne sammenhæng. Pengekassen smækker i, hvis man siger nej tak. I flere måneder – det er ikke en overdrivelse – har jeg siddet i diverse jobklubber og jobsøgningscentre fra ni-15 foran en computer og søgt efter job på nettet og skrevet ansøgninger.« I samme periode, hvor Mogens Sørensen vekslede mellem kontanthjælp, aktiveringsjob og intensive jobsøgningskurser, steg den registrerede arbejdsløshed med cirka 30.000 fuldtidspersoner, antallet af kontanthjælpsmodtagere steg med cirka 13.000 – og beskæftigelsen faldt med mindst 40.000 fuldtidsjob. Konkurrencen om jobbene blev altså hårdere; alligevel fandt regeringen det i sommeren 2003 nødvendigt at øge de knap 140.000 kontanthjælpsmodtageres og aktiveredes lyst til at søge arbejde. ’Økonomiske incitamenter’, kalder økonomer de nye regler om beskåret hjælp til folk, der har modtaget kontanthjælp i seks måneder: En enlig kontanthjælpsmodtager kan få reduceret sin samlede økonomiske hjælp med i alt 1.354 kroner. Et ægtepar på kontanthjælp kan få reduceret deres samlede økonomiske hjælp med i alt 2.045 kroner. Unge under 25 ryger ned på SU-niveau. Desuden er der indført særlig lav ’starthjælp’ til mennesker, som har opholdt sig mere end et år uden for Danmarks grænser inden for de seneste otte år, og en lige så lav ’introduktionsydelse’ til flygtninge og asylsøgere. Folk på introduktionsydelse og starthjælp har en indkomst på mellem halvdelen og trefjerdedele af en kontanthjælpsmodtager i samme alder og familiære situation. I efteråret 2004 oplyste beskæftigelsesministeren Folketinget om, at mindst 50.000 er berørt af disse nedskæringer. I betragtning af den stigende arbejdsløshed og faldende beskæftigelse, især blandt folk over 40, er det ikke mærkeligt, at Mogens Sørensens sagsbehandler sidste år mistede troen på, at jobsøgningskurser ville skaffe ham job. Derfor fandt hun endnu et aktiveringsjob til ham, denne gang i Grønne job-hjemmeservice. Da Mogens Sørensen protesterede over nok en aktivering, der ikke gav ham udsigt til at få almindeligt arbejde bagefter, truede sagsbehandleren med at lukke for pengekassen: »’Det er vigtigt, du har noget at tage dig til i hverdagen,’ sagde min sagsbehandler – og indrømmede for første gang, at aktivering er ren og skær beskæftigelsesterapi. Det er sådan set det værste. Man vænner sig til at have få penge. Men usikkerheden og magtesløsheden – kommer pengene, hvis jeg siger nej til et urimeligt tilbud – det vænner man sig ikke til.« Heldigvis fandt Mogens Sørensen selv et aktiveringsjob i Landsorganisationen af Arbejdsledige, hvor han passede kontoret. Derefter fik han – atter: »heldigvis« – godkendt en uddannelse som voksenunderviser, der gav ham adgangsbillet til at undervise på aftenskole i guitarspil. Otte timer om ugen i denne sæson:
»Jeg har ikke økonomisk gevinst af at undervise, fordi min løn bliver trukket i kontanthjælpen. Tværtimod er min økonomi blevet mere presset af udgifter til transport til og fra arbejde. Men jeg kan se på lønsedlen, at der er nogen, der værdsætter min indsats. Det kan jeg ikke i aktiveringsjob. Der har jeg lavet helt almindeligt, nødvendigt arbejde – som arkivar, it-lærer, pædagogmedhjælper osv. – uden at få en krone mere ud af det. Det var ren udnyttelse.«

Et rimeligt forbrug
Mogens Sørensen hører til blandt de befolkningsgrupper, som er i særlig risiko for at havne i fattigdom over en længere periode af deres liv. Foruden langvarigt arbejdsløse som Mogens Sørensen gælder det: enlige mødre, folkepensionister uden anden indkomst end folkepensionen, og etniske minoriteter. I alle grupperne er de ufaglærte hårdest ramt, understreger sociologen Jørgen Elm Larsen, som for nylig har udgivet Fattigdom og social eksklusion – tendenser i Danmark over et kvart århundrede. Der findes et utal af definitioner på fattigdom. Socialforskningsinstituttet måler blandt andet ’relativ økonomisk fattigdom’, som kombinerer familiens årlige bruttoindkomst og månedlige rådighedsbeløb. Efter denne målestok er 13 procent danskere fattige – stort set samme andel som i 1986. Jørgen Elm Larsen finder imidlertid denne definition på fattigdom problematisk, fordi den kun måler folks indkomst, ikke deres afsavn. I sin undersøgelse har han derfor også brugt begrebet ’relativ fattigdom’, som inddrager, hvilke helt nødvendige dagligvarer, såsom mad og medicin, folk har undladt at købe på grund af pengemangel. Ifølge denne målestok er der ’kun’ otte procent fattige danskere: »Med andre ord er der en gruppe med dårlig økonomi, som ikke lider afsavn i hverdagen – især ældre mennesker, som har etableret et hjem. De har en helt anden livsstil end de yngre enlige, der langt oftere lider afsavn, selv om de har samme rådighedsbeløb, som de ældre.«
I begyndelsen af 1990’erne var gruppen af fattige i alt overvejende grad folkepensionister uden anden indkomst. Nu er unge mennesker mellem 19 og 30 år rykket ind i risikozonen: »To unge forældre, der begge får SU – de har ofte alvorlige økonomiske problemer. Men selv om fattigdom er et velfærdsproblem for såvel gamle som unge, så er muligheden for at komme ud af fattigdommen væsentlig større for de unge. Det gør sandsynligvis fattigdommen lettere at bære, rent psykologisk.«
Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA, har opstillet en meget skrabet budget for et ’acceptabelt leveniveau’ i Danmark. Det svarer til cirka 60 procent af Forbrugerstyrelsens standardbudget for ’at kunne opretholde et rimeligt forbrug. Det vil sige et forbrug, som er almindeligt i forhold til aktive deltagelse i samfundet, og som er bredt accepteret i samfundet.« Indførelsen af ’starthjælp’, ’introduktionsydelse’ og seks måneders-reglen bringer mange kontanthjælpsmodtageres disponible indkomst ned under dette skrabede budgetmål.Mogens Sørensen kalder sig selv »heldig«, fordi det er lykkedes ham at få job som spillelærer otte timer om ugen på en aftenskole. For en tid holder det seks-måneders reglen stangen og hans økonomi fri for beskårede ydelser. I dag får Mogens Sørensen 8.200 kroner efter skat i samlet økonomisk hjælp, inklusive 1.300 kroner i boligstøtte. Efter at have betalt regninger til husleje, varme, el og gas på i alt 3.942 kroner, har han 4.258 kroner tilbage til mad, transport, tøj, møbler, ferier, tandlæge, avis, fornøjelser, gaver – alt.
– Betragter du dig selv som fattig?
»Selvfølgelig ikke, hvis man sammenligner mig med den globale fattigdom. Men jeg er fattig i Danmark. Jeg siger nej til meget. For eksempel går jeg ikke ud og hører musik sammen med mine venner. Pengene rækker ikke.«

FAKTA
Målestokke
Socialforskningsinstituttet har flere målestokke for fattigdom.
• Den ene er: ’relativ økonomisk fattigdom’, som måler en kombination af familiens årlige bruttoindkomst og månedlige rådighedsbeløb efter alle faste udgifter er betalt. Efter denne målestok er cirka 13 procent voksne danskere fattige – cirka 530.000 personer. (Dette mål blev anvendt i både levekårsundersøgelsen fra 1986 og 2000 – så den relative økonomiske fattigdom kan sammenlignes over tid.)
• Socialforskningsinstituttets anden målestok er: ’relativ fattigdom’. Denne opgørelse er en kombination af indkomst, rådighedsbeløb og basale afsavn i hverdagen. For eksempel, at man af økonomiske årsager undlader at købe helt nødvendige dagligvarer, medicin eller lader være med at gå til tandlæge eller frisør. Det er anvendt i levekårsundersøgelsen fra 2000. Efter denne målestok er cirka otte procent af voksne danskere fattige – cirka 325.000 mennesker.
• EU definerer fattigdom som halvdelen af samfundets midterste indkomst (også kaldet medianindkomsten, dvs. det beløb, halvdelen tjener over og halvdelen under). Efter denne målestok er knap 10 procent af danskerne fattige – cirka 400.000 personer.
• Et mere sofistikeret mål er ’socialt ekskluderede’. Denne målestok indrager betydeligt flere forhold end økonomi (f.eks. alder, helbred, diskrimination), der besværliggør eller umuliggør en persons deltagelse i samfundslivet. Ifølge en ny SFI-undersøgelse er cirka 2,3 procent af befolkningen – cirka 100.000 mennesker – socialt ekskluderede.
• Narkomaner, hjemløse, drankere, fanger mv. udgør omkring én procent dybt socialt udstødte – cirka 40.000 mennesker.

Kilder: Socialforskningsinstituttet, 2003, Levevilkår i Danmark og Jørgen Elm Larsen: Fattigdom og social eksklusion – tendenser i Danmark over et kvart århundrede. SFI, 2004.

Lad de små børn…
• Godt 17 procent eller lige under 200.000 børn i Danmark var på et tidspunkt i 2001 berørt af fattigdom. Det vil sige, at familiens indtægter i kortere eller længere tid var så lave, at oplevelser uden for boligblokken, hørte til sjældenhederne.
• 40.000 børn lever i ’relativ fattigdom. ’I undersøgelsen er relativ fattigdom for en enlig forsørger med et barn lig med en årlig indkomst på 86.000 efter skat.
• I 2001 var indvandrerbørns risiko for et liv i fattigdom fem gange højere end etniske danskeres.

Kilde: Red Barnet/SFI:Børnefattigdom i danske kommuner 1984-2001

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her