Interview
Det er gået så galt, at det kan lyde som countrymusik: De gamle mænd er blevet forladt af deres elskede, og de har mistet alt. Og de har gjort det til en karriere at synge om det. »Au, au, det gør ondt, vi opførte os dumt,« synger de på venstrefløjen, inden de når til omkvædet:
»Undskyld, undskyld, undskyld.«
Og de gamle højreorienterede synger kor:
»Selvransagelse,« synger de så lystigt, at gebisset falder ned i skødet:
»Selvransagelse. Æh, bæ, bu! I troede, I havde den endelige sandhed, hahaha. Men de havde I ikke. I tog fejl. Selvransagelse«
Og sådan går musikken i de danske aviser. De gamle danske venstreorienterede byggede ikke Berlinmuren: Men de har haft travlt med at undskylde for den. De danske 68ere opfandt heller ikke skilsmissen: Men de har undskyldt for alt det rod i familierne. De har ét eneste instrument på den danske venstrefløj, og det er ikke revolutionært: De har deres jammerskinke. Og de har efterhånden kun én historie: Den om alt det, der gik galt.
Men nu har venstrefløjen fået et nyt ansigt. Hun har siddet i Folketinget i tre år, hun har imponeret i valgkampen, og hun er af selveste venstreorienteringens overhøjhed Preben Wilhjelm blevet kaldt det største talent, han har set i politik i mange, mange år.
Hun hedder Pernille Rosenkrantz-Theil, og hun er lige blevet 28. Hun skal konfronteres med musikken. Det er klart. Når man taler om venstrefløjen, starter man med nederlagene.
Hvordan ser du venstrefløjens obligatoriske krise?
»Hvad mener du? Vi stormer fremad. Vi er i gang med at skabe en global antikrigsbevægelse, vi har skabt et globalt socialt forum, vi har skabt en miljøbevidsthed. Man kan nu se en aktivisme igen, som da de forskellige studerende og elever demonstrerede imod regeringens politik i efteråret. De stod ikke og pillede sig i navlen. De krævede, at de ville være i stand til at betale deres forældres pensioner, når den tid kommer.« Det er et andet billede end det, der står i en ny bog skrevet af en veteran på venstrefløjen: Preben Wilhjelm. Han skriver i sine erindringsbog, Fra min tid, der udkom mandag, at alt er tabt. Bortset fra kampen mod atomkraft har venstrefløjen ikke vundet noget. Venstrefløjen har haft så travlt med at forsvare velfærdssamfundet, at den er blevet defensiv og træt. Der bliver større og større ulighed i samfundet, retssikkerheden bliver svækket.
Har Preben Wilhjelm ikke ret i, at det egentlig er gået dårligt?
»Jeg har ikke været med så lang tid som Preben Wilhjelm. Og jeg tror, det er en fordel. Jeg har ikke oplevet nedgangen. Jeg har oplevet opturen. I de 10 år jeg har været aktiv på venstrefløjen, er Enhedslisten blevet dobbelt så stor. 30 procent af medlemmerne er under 30 år. I modsætning til Socialdemokraterne er der ikke nogen risiko for, at partiet dør. Jeg er vokset op med en borgerlig regering. Og derefter kom der en socialdemokratisk regering, som havde overtaget de borgerliges idéer. Så jeg kender ikke til noget andet. Jeg har aldrig oplevet Socialdemokraterne sætte en socialistisk dagsorden. Det må Preben Wilhjelm have oplevet. Så det kommer an på øjnene, der ser.« Det stod stille, da Pernille Rosenkrantz-Theil gik i gymnasiet. Der blev drukket bajere, men der blev ikke snakket politik. Der var ingen diskussionskultur, og det var totalt uden for fashionabel rækkevidde at være venstreorienteret. Hun startede på venstrefløjens nulpunkt.
»Jeg læste for nylig Bente Hansens bog om rødstrømperne, og den efterlader det indtryk, at det var mainstream i 70erne at være i en modstandsbevægelse. Og derfra har de oplevet nedgang, nedgang, nedgang. Da jeg kom ind i billedet, var det virkelig yt at være venstreorienteret. Nu har vi de rødeste ungdomsårgange siden 1965. De er hamrende aktive, når man kommer ud på gymnasierne. De stiller spørgsmål, og de diskuterer. De organiserer sig og nedlægger undervisningen. Det er helt anderledes end for 10 år siden.«
Men jeres politiske program i Enhedslisten er ikke helt anderledes end for mange år siden. I skriver i jeres principprogram stadig om kommunisme og om at forberede revolutionen?
»Vi er gået bort fra at have den øverste sandhed. Vi vil ikke have den øverste sandhed i vores politik. Men man kan se i vores principprogram, at vi har en historie. Sproget er lidt støvet, det er klart. Jeg ville ikke selv have skrevet det med de samme ord.«
Tager I stadig de store ideologiske slagsmål?
»Jeg savnede de store ideologiske debatter i starten. For da jeg kom ind i Enhedslisten, var man så sur og socialismeforskrækket, at der ikke var debat. Nu rykker det igen med nye, unge medlemmer og nye visioner. Og vi får lokket de gamle til at tage de store diskussioner igen. Der er en gammel vittighed, som siger: I 70erne kunne man ikke have to fra venstrefløjen i samme lokale uden at de stiftede to forskellige partier. I Enhedslisten skal vi kunne fungere sammen. Så selv om vi er stejle overfor hinanden i diskussioner, selv om vi ikke vil give efter, så er vi nødt til at finde nye løsninger. Vi bliver nødt til at respektere hinandens forskelligheder, men vi bliver også nødt til at finde på noget nyt.«
Man kan dårligt sige venstrefløj uden at sige 68. Det store anti-autoritære oprør skulle skabe gode mennesker, men endte som grundlaget for det perfekte forbrugersamfund. Dette oprør skulle skabe fællesskab. Men endte som overgang til ideologisk egoisme.
Ser du 68 som en fiasko?
»68erne har efter min mening for travlt med at fortryde. Det er få generationer, der rykker så meget, som de gør. Der har de også meget at fortryde, men også meget mere at være stolt af end de fleste andre. Det anti-autoritære oprør er noget af det største, der er sket i nyere tid. Dette oprør danner grundlaget for, at man kan forandre samfundet endnu mere; grundlaget for at man kan tale til folk som frie mennesker, der ikke bare adlyder.«
»Der er selvfølgelig en masse ting, der kunne være gjort anderledes og sikkert også noget, der skulle være gjort anderledes. Men vi er blevet sat fri på en måde, som selvfølgelig fik negative konsekvenser, men som forbedrede vores samfund kolossalt. Det er rigtigt, at de ikke skabte revolutionen. Det havde selvfølgelig været fedt, hvis de havde klaret det hele i et hug. Men så må vi andre jo tage over herfra og fortsætte arbejdet.«
Det er svært at fortsætte arbejdet, hvis det ikke går fremad. Det er vanskeligt at fortsætte med tilbygninger til et hus, der er ved at blive pillet ned.
Venstrefløjen har fået ry for at være reaktionær: De vil bare have den gamle klassekamp og de gamle fjendebilleder tilbage. Men ikke nok med det: Venstrefløjen virker systembevarende. Man foretrækker hele tiden det forrige stadium. Man har så travlt med at bevare det bedste, at man ikke kan få øje på det nye.
Hvad skal din venstrefløj. Skal I forsvarede borgerlige rettigheder og retssamfundet, eller skal I overskride det beståendes samfund normer for at vise vejen fremad?
»Jeg anerkender ikke din modsætning. Venstrefløjens rolle har altid været at kæmpe for de frihedsrettigheder og de sociale rettigheder, man allerede har opnået, og samtidig udfordre samfundet ved at kræve flere rettigheder.«
Samfundet har ifølge Rosenkrantz-Theil bevæget sig i den rigtige retning i de sidste 150 år. Først kom de politiske rettigheden, siden blev sociale rettigheder anerkendt:
»Derfor har vi kunnet tillade os at forsvare det niveau, vi hver gang lige var nået til og samtidig udfordre det niveau. Da man skabte Christiania, var det hamrende ulovligt. Men det er blevet symbolet på en udfordring både af den måde, man ejer ting på, og den måde, man bor sammen på som familie. Da overtrådte man en masse love for at kræve mere frisind og flere sociale rettigheder. Men også for at vise, hvordan man kan organisere et kollektiv så meget mere opfindsomt.«
Din analyse forudsætter at det går fremad. Men nu går det jo tilbage på mange områder som retssikkerhed, rettigheder for folk på overførselsindkomster, diskrimination osv. Så bliver det et spørgsmål om at forsvare og bevare eller kræve noget nyt?
»Nej. Selv om du fjerner nogle rettigheder, så har du stadig den grundlæggende kultur.«
Hvis man bliver optaget af at forsvare sig mod nedskæringer, kan man ikke undgå at blive samfundsbevarende?
»Det er en kamp at huske udfordringen af det bestående samfund. Men på de tidspunkter, hvor kurven går nedad, og de svageste får det værre, kan det lyde som om, vi vil have det gamle samfund tilbage: Vi vil have den gamle efterlønsordning, vi synes, at SU'en var bedre før. Så samtidig med, at man skal bekæmpe den nedadgående kurve, så skal vi stille de opadgående krav. Bevare det bedste og udfordre det værste.«
Hvordan har I konkret gjort det i praksis?
»Vi har protesteret imod asociale nedskæringer, men samtidig har vi foreslået en anden arbejdsdeling. Der er langt over to millioner danskere, der arbejder for meget, og så er der 800.000, som står udenfor. Vi foreslår, at man ansætter de aktiverede og de arbejdsløse på rigtige job i den offentlige sektor. Det aflaster både dem, der arbejder for meget og dem, der står udenfor.«
I den aktuelle valgkamp går det godt for Enhedslisten. Det lille parti er blevet bemærket. Der er indtil nu tre partier, der har gjort det godt: Venstre er det bedste velfærdsbærende parti, Det Radikale Venstre er det parti med den mest anderledes opfattelse af økonomisk politik. Og Enhedslisten er i opposition til det meste.
Er I i opposition sammen med Lykketoft mod Fogh eller er i imod dem begge to?
»Vi forholder os fra sag til sag. Men vi er i stort set alle tilfælde i opposition til Fogh og i rigtig mange tilfælde i opposition til Lykketoft. Og så er der de tilfælde, hvor vi selv har været med. Men det er klart, at jeg på nogen punkter deler tankegods med Socialdemokraterne, og der er ingen områder, hvor jeg deler tankegods med Fogh.«
Er der forskel på Socialdemokraterne i opposition og i regering?
»Når Socialdemokraterne er i opposition, er vi tit enige med dem, hvad omfordeling angår. Men da Nyrup var statsminister, steg uligheden i samfundet.«
Mogens Lykketoft rejser rundt i Danmark med en historie om, hvor godt det gik, da han var finansminister. Og hvor retfærdigt og lige samfundet blev i 90erne:
»Den sidste debat inden det valg i 2001, hvor de tabte magten, handlede om, hvordan det kunne gå til, at uligheden steg under en socialdemokratisk regering. Så de anerkendte det selv. Uligheden er steget mere drastisk under Fogh, men det er Socialdemokraternes problem i den her valgkamp, og derfor har de så svært ved at komme i offensiven: Hvis Fogh-regeringen har lavet noget skidt, så gjorde deres egen regering som regel det samme bare i lidt mindre omfang. Det, de bebrejder Fogh, gjorde de også selv. Socialdemokraterne og de radikale fandt på at halvere satserne for folk på dagpenge under 25; Fogh satte så den alder op til 29 år. Socialdemokraterne og de radikale startede den største udliciteringsbølge i Danmarkshistorien; Fogh fortsætter bare. Det er svært for Lykketoft at komme i offensiven, når han i næsten 10 år har lavet finansloven med Venstre og De konservative. Det er jo den samme tanke, der ligger i et skattestop og et skatteloft.«
»Socialdemokraterne korrumperede deres egen velfærdsstat i 90'erne. De gjorde det sværere for dem, der står udenfor at komme ind igen. Nu står de efter et opgør med deres egne idealer og har hverken forbindelse til den rigtige tradition eller en vindende vision.«
Er det ikke jeres opgave i oppositionen at få dem til at problematisere den sociale udstødelse?
»Jo, det er det. Men det er meget vanskeligt. Det parti klapper sammen, hvis de ikke finder ud af, at mennesker i Danmark selv vil bestemme, hvordan deres hverdag skal hænge sammen. Det har de ikke forstået. De har skabt et kæmpe overformynderi af en stat i Danmark. Men det er tåbeligt at tro, at mennesker 30 år efter et anti-autoritært opgør stadig finder sig i at blive fuldstændig umyndiggjort af staten, når de bliver arbejdsløse eller skal på pension. Det er en illusion, og den må briste.«
Har I mere til fælles med Det Radikale Venstre, som også ser mennesket som et fornuftigt væsen, der kan klare sig selv?
»På det punkt har vi jo. Men de er stadig et meget borgerligt parti. De opfandt ideen om en introduktionsydelse til flygtninge, de har været medvirkende til at tage 1.000 kroner fra de fattigste i Danmark, de har fremlagt det skatteforslag, som giver flest penge til de rigeste i Danmark, mens de ikke giver ikke en krone til dem på overførselsindkomster. På det økonomiske område er de radikale ligeså slemme som Fogh, men så har de den pæne humanisme også. Og her kan vi arbejde sammen med dem. «
Har I en humanistisk alliance med Det Radikale Venstre?
»De radikale er et parti, som vil gøre noget ved den globale ulighed, og de vil bekæmpe den racistiske dagsorden, der har været. Men jeg mener, de har en tendens til at spinne ligeså meget, som Fogh har gjort. Hvis man ser på, hvad de faktisk har lavet i regering med Karen Jespersen og Thorkild Simonsen, så er de ikke så rene i kanten. Men jeg kan kun glæde mig over, at mennesker i Danmark bliver tiltrukket af et parti med et globalt ansvarlig og antiracistisk image.«
Men de har bekæmpet fremmedhadet?
»Man skal bare huske på, at det eneste, de kan præstere af menneskesyn, er, at vi skal overholde konventioner. Det er ikke godt nok. En 21-årsregel og 24-årsregel er begge udtryk for, at man ikke mener, voksne mennesker kan forvalte deres eget liv. Det mest markante er dog stadig, at de kom med introduktionsydelsen. Når man kan mene, at mennesker med en anden nationalitet end dansk, skal have en lavere ydelse end danskere, er det svært at tro på deres aggressive kampagne mod regeringen. Der er for langt fra det, de har gjort i Folketinget, og det de siger uden for Christiansborg.«
Er de det nye yuppieparti?
»Det er ligeså dobbelt som med Dansk Folkeparti. Jeg er altid påpasselig med at skælde ud på dem, der stemmer på Dansk Folkeparti. Selvfølgelig er jeg imod det racistiske element, men der er et kæmpestort men: Pia Kjærsgaard har formået at give stemme til de mennesker, som vil protestere mod den drejning, som Socialdemokraterne og de Radikale har taget, og den ulighed de har skabt i Danmark. De vælgere, der er blevet svigtet af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, stemmer nu på Dansk Folkeparti. Og så vil jeg sige: Yuppierne kunne ikke tænke ud over sig selv, de radikales vælgere tænker i global ansvarlighed og humanisme. Det er slet ikke det samme.«
I forholder jer i Enhedslisten både pragmatisk fra sag til sag, men fastholder et overordnet ideologisk blik. Kan I ikke frigøre jer fra den ideologiske modstand mod EU og udnytte fællesskabet pragmatisk?
»Forholdet til EU skal da også løbende diskuteres. Men jeg mener, det er lidt naivt ved SF, at de tror, man kan lave det om til en progressiv forsamling. Det svarer lidt til, at jeg gik ind i menighedsrådet for at bekæmpe kirken. Jeg kan ikke forstå, at man som socialist kan æde den konstruktion. EU har grundlovsfæstet, at den borgerlige økonomi er den rigtige økonomi, så det er svært at se, at de progressive skulle mødes der.«
Rød bog
Pernille Rosenkrantz-Theil
Født i Skælskør i 1977.
Efter studentereksamen ved Vestre Borgerdyd blev hun vejleder for den fri ungdomsuddannelse på Det Frie Gymnasium 1996-1997.
I 1998-1999 var hun kampagneleder for Operation Dagsværk.
Hun har været aktiv i politik i 10 år og blev i 2001 valgt ind i folketinget for Enhedslisten i Fyns Amtskreds.
Samtidig med arbejdet på Christiansborg læser hun statskundskab på Københavns Universitet. Gennem International Solidarity Movement var hun i 2002 fredsvagt på Vestbredden,
I januar i år tog hun efter flodbølgen i Sydøstasien til Indien for at arbejde for Folkekirkens Nødhjælp. Det var meningen, hun skulle blive der en måned, men måtte tage hjem og føre valgkamp.
Hun er Enhedslistens spidskandidat i Østre Storkreds.
Ordførerskaber i Folketinget: Finans, skat, erhverv, forskning, ligestilling, kirkepolitik, indfødsret, uddannelse og EU (i spørgsmål vedr. det indre marked, konkurrence, økonomi og finans)
