Læsetid: 6 min.

Venstres vej mod nul

Siden Anders Fogh Rasmussens tid som kreativ skatteminister er Skatteministeriet aldrig siden kommet sig – hvilket i øvrigt heller ikke har været den nuværende og kommende regerings mening
12. februar 2005

Intermetzo
Det hjalp. Det har betydet noget. Det har rykket. Man har ikke levet forgæves. Retfærdigheden sejrer til sidst. Pennen vinder over sværdet. Partiet Venstre er på vej mod tilintetgørelse og glemsel takket være den konsekvente indsats, som her vil blive uddybet: Den opmærksomme læser han have bemærket at denne klumme siden tidernes morgen, eller i hvert fald fra Anders Fogh Rasmussen vandt forrige valg og kunne sætte sig i statsministerstolen på Pia Kjærsgaard nåde, med regelmæssige mellemrum, som har udstrakt sig til hver uge, har bemærket sig partiformandens alt andet end glorværdige fortid som skatteminister. I dette embede, som Fogh Rasmussen besad i Poul Schlüters afsluttende regeringsår begik den senere venstreformand, dengang næstformand, noget meget alvorligt. Kort fortalt: For at få sit eget hyperliberalistiske politiske projekt, nemlig minimalstatsforvaltning af et så kompliceret område som skatteforvaltningen, til at ligne noget forsvarligt mingelerede Fogh Rasmussen en ordentlig omgang kreativ bogføring, som skulle få de politisk betingede dispositioner til at tage sig forstandige og forsvarlige ud. Det gjorde de alligevel ikke. Fogh Rasmussen kastede sig hermed yderligere ud i hvad man benævnte: grov vildledning af Folketinget samt af dettes Finansudvalg, inden statsminister Schlüter – i forvejen trængt på de indre og ydre linjer af justitsminister Erik Ninn-Hansens ulovlige forvaltning af flygtningeloven i den såkaldte Tamil-sag – ret umisforståeligt anmodede sin unge fremadstræbende skatteminister om at lette en vis legemsdel og skrubbe ud af regeringen.
En dybt alvorlig sag, som folk i det christiansborgske nærmiljø dengang opfattede som rigsretssagværdig. En sådan kunne og ville man ikke begynde at tumle med, det var helt uden for nummer, da Ninn-Hansen-sagen jo på den tid kørte på fuld drøn. Danmarks omdømme ude omkring i verden – den slags betød noget i de tider – ville mildt udtrykt lide skade ved to samtidige rigsretssager. Rent bortset herfra ville man næppe have kunnet skaffe det nødvendige antal stemmer for anlæggelsen af en sådan, eftersom en del aktører i feltet af praktisk-politiske årsager opfattede forseelsen som trods alt mindre alvorlig. Potentielle ministre, og det er jo i teorien alle folketingsmedlemmer i hvert fald i egne øjne, kan nemlig være tilbøjelige til at indrømme siddende ministre et vist spillerum til fup og fiduser og konstruktive narrestreger. Man ved jo aldrig hvad man selv kan få brug for i en snæver vending.

Ministeriets plageånd
Det er ofte sagt om den yngre Anders Fogh Rasmussen at hans optræden i ministeriet var af en så ubehagelig, arrogant og aggressiv art at de embedsmænd, som måske kunne have forhindret at sagen eksploderede mellem hænderne på ham, blot velbehageligt satte sig til rette i kontorstolene og bare ventede på at dette skulle ske, så de på en eller anden legal måde kunne slippe af med plageånden uden ligefrem at hælde stryknin i hans eftermiddagskaffe. Man skal erindre sig at Skatteministeriet i de år under Rasmussen og hans liberalistiske hærgen blev lemlæstet og nærmest ødelagt fra at være et effektivt ligningsredskab med mange dygtige medarbejdere til at være velvilligt ekspeditionskontor for skatteklagesager fra erhvervslivet. Dette førte til afskedigelse af og selvfyringen af de mange gode folk – den dygtigste og mest kendte Kr. Amby som et godt eksempel; ministeriet er aldrig siden kommet sig, hvilket i øvrigt heller ikke har været den nuværende og kommende regerings mening. Embedsfolkene kunne med andre ord og af disse og mange flere andre gode grunde ikke døje deres arbejdsliderlige, selvretfærdige, fanatiske kontrolfreak af en minister, der ifølge samme kilder ofte fik rene hysteriske anfald og stod og stampede i ministeriegulvet og kaglede op som en nykastreret orne, når sagerne ikke lige gik hans vej; en vej som ikke at forglemme allerede dengang var kortlagt i mindste topografiske detalje til at føre til det kontor, kortlæggeren nu bebor i Gud hjælpe én endnu fire år. Dette er baggrundshistorien for det synspunkt at en sådan politiker med en sådan baggrund af kreativ bogføring og vildledning af parlamentet naturligvis aldrig nogensinde burde have været statsminister. På en sådan person må man ikke kunne sætte en plet. Og hvis det i stedet havde været en socialdemokratisk skatteminister dengang!

Ude om 52 år
Alt dette og meget mere har også de danske vælgere nu endelig forstået. Takket være denne klummes ihærdighed, reagerer folket, hvilket jo også viste sig ganske klart i det aktuelle valgresultat, der som bekendt verfede Tove Fergo ud, gav elendigt valg til flere Venstre-ministre og kappede hele fire mandater af partiets folketingsgruppe, kun ét færre end af Socialdemokraternes, og dermed – i hvert fald moralsk – svækkede V og dets formand. Under andre og rimeligere forhold ville de silkeslipsklædte kæmper fra VU på valgnatten have grædt snot i det designede partihovedkvarter. Nu kunne de tage det i virkeligheden alvorlige nederlag helt roligt på grund af Connie-effekten og Pia Kjærsgaards rædsomme populisme, hvor svinehunden endnu engang gav pote. Regeringmagten var takket være alliancepartnerne sikret Rasmussen & co; hvad andet tæller for sådanne typer.
Nedturen er således som her elegant antydet begyndt for Venstre. Den, nedturen, vil efter matematikkens love ganske enkelt ende med partiets endelige forsvinden fra det danske politiske landskabs overflade. Forestiller vi os nemlig at Venstre ved hvert kommende folketingsvalg som følge af formandens fortid mister fire mandater, skal der kun 13 valg til, før de resterende 52 mandater er væk. De bliver så at sige fortæret bort indefra af den baktusse, hvormed fortidens synder har inficeret partiet. Siger og skriver tretten valg, så er det sket. Forudsætter vi nu at alle disse 13 valg udskrives som fastsat i Grundloven med fire års mellemrum, tager denne proces kun 52 år. Således vil vi i 2057 opleve et Venstre nede på 0 mandater. Til den tid vil Anders Fogh Rasmussen ganske vist være 104 år og klummisten 112. Selvfølgelig lidt rigeligt, såfremt man har sat sig for at tingene skal have synlige konsekvenser, og man kan nå at opleve dem; men på den anden side: Fogh Rasmussen spæner jo rundt i alle forhåndenværende skove på jagt efter evig ungdom og for en anden én, der spæner noget mindre finder de jo nok på noget. Om ikke andet kan man vel få et eller andet stærkt på et privathospital. Fremover vil klummen efter denne positive folkelige tilbagemelding i selve valgtallet af effekten indskrænke sig til at nævne den kreative bogføring, når dette skønnes strengt påkrævet for forståelsen af en given tekst. Der er allerede sagt så meget om Mogens Lykketoft, som kom ud af sin svære situation med både ynde, værdighed og en blændende tale i nederlagets stund. Det må sgu være svært, men resultatet og den efterfølgende beslutning kan på den anden side redde den begavede mand mange gode år frem til 2057. Såfremt han som detroniseret hersker ikke blander sig for meget. Det skal man nemlig lade være med, hvad han sikkert allerede godt ved. Endnu én fra ungdommens glade dage som man sad og følte med: Mimi. Erhards dejlige datter, som ikke så få folketingsreportere i sin tid sværmede om i drømmeslottets gange, Mimi med de pæne ben og det lange lyse sovekammerhår. Pludselig interesserede mange sig så påfaldende levende for Centrumdemokraternes socialpolitik; det skete lige da Mimi havde gjort sin entré på borgen og var blevet fætter og kusine-partiets socialpolitiske ordfører. Erhard (ofte kaldet Ørhard) var jo ikke rigtig rund, mange dengang troede ikke at politikere kunne skrue sig højere op uden at blive spærret varigt inde. Tænke sig at Ørhard således kunne have en så fornuftig datter, der siden viste sig at have anstændige holdninger over for de fremmede og svage. CD er hundred procent for NATO, hundred procent for Hjemmeværnet og 200 procent for EF, som Ørhard sagde. Mange var 300 procent for Ørhard. Forleden var kun 1 procent for Mimi. Sic transit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her