Læsetid: 4 min.

Vinder vreden eller sorgen i Libanon?

Begravelsen af Libanons tidligere ministerpræsident, Rafiq Hariri, blev et studie i sammenhold, men forude lurer en traumatisk politisk krise og en uvis fremtid
17. februar 2005

LIBANON
BEIRUT – Aldrig har det libanesiske folk i den grad vendt sin regering ryggen, og aldrig er syrerne blevet mødt med så massiv modstand fra det folk, som de hævder at ’beskytte’ med deres 15.000 soldater og deres efterretningstjenester.
Rafiq Hariris familie afslog vredt den pro-syriske libanesiske præsidents tilbud om at give Hariri en statsmandsbegravelse. I stedet udviklede begravelsen af den myrdede tidligere ministerpræsident sig i går til en folkelig march. Flere hundrede tusinde muslimer og kristne, der engang udkæmpede blodige slag under den libanesiske borgerkrig, gik side om side i venskab og fælles sorg.

Syrien ud
Der var ikke et eneste våben i syne. Ikke ét skud blev løsnet. Menneskemængden marcherede ned til Martyrernes Plads – den gamle frontlinje, der delte landet i to under den 15 år lange krig – mens de råbte »Syrien, ud, ud, ud!«. Unge kvinder fra begge trosretninger, gamle og unge mænd, turbanklædte, muslimske præster og oven i købet nogle af Hariris gamle fjender samlede sig rundt om sunnimuslimernes store moské, som Hariri selv havde fået opført. Det stærkt forbrændte lig af den hovedrige byggemagnat, der genopbyggede det meste af Beirut efter krigen, og som sammen med seks livvagter og sin læge mistede livet i mandagens voldsomme bombeattentat, blev kørt gennem det vestlige Beiruts gader i en ambulance for til sidst at ankomme til pladsen ledsaget af lyden fra muslimske bønner og kristne kirkeklokker.

Sammenhold
Syrerne, der igen og igen benægtede, at de havde noget som helst med mandagens angreb at gøre, advarede om, at det ville være en trussel mod Libanons sammenhængskraft, hvis libaneserne tillod, at Hariris død og begravelse udviklede sig til en politisk demonstration. I stedet har mordet på Hariri fået libaneserne til at rykke tættere sammen i deres modstand mod syrerne. Unge mænd og kvinder myldrede frem i Ashrafiehs gader og marcherede under de kristne libanesiske styrkers gamle bannere – falangisterne, der kæmpede indædt mod sunnimuslimerne og druserne. I går vandrede de dog side om side med deres sunnimuslimske og drusiske landsmænd. Den drusiske leder, Walid Jumblatt, gik sammen med dem, efter at han få timer forinden havde advaret den libanesiske regering om, at »folket ville overdænge dem med sten og æg«, hvis de libanesiske embedsmænd dukkede op til begravelsen. Jumblatts tilstedeværelse var en ydmygelse for de syriske protégér og deres farveløse ministre i den libanesiske regering.

Intet er enkelt
Der er dog intet, der er ukompliceret i et arabisk samfund. Den syriske vicepræsident, Abdul-Halim Khaddam, er en gammel ven af Hariri-familien, og han var velkommen i begravelsesoptoget. Den egyptiske generalsekretær for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, var til stede. Mange arabere fra Golf-området – Hariri havde også saudiarabisk statsborgerskab – fløj til Beirut for at deltage i begravelsen. Det virkede, som om Hariri med sin død havde vækket noget i libaneserne, som de først nu var blevet klar over: at de ikke behøver at frygte hinanden. Hariri spillede en enestående rolle i det libanesiske samfund efter borgerkrigen – det samfund, som han gjorde så meget for at genoplive. Hariri havde aldrig sin egen milits. I modsætning til så mange af de gamle dinosaurer, som klyngede sig til magten i Libanon, havde han ikke blod på hænderne. Han var en brutal forretningsmand og en frygtindgydende politisk fjende, men hans hænder var rene.

Forsoning
Hariri havde masser af fjender, men de, der arbejdede for ham, udviste enorm loyalitet. Det var i Hariris ånd, at hans familie insisterede på, at de livvagter, der døde sammen med ham, skulle være med i samme kortege som Hariri, og at de skulle stedes til hvile ved siden af hans katafalk ved Mohamed al-Amin-moskeen. Hariris søster, Bahija, der selv er medlem af parlamentet, sad i ambulancen sammen med hans flagprydede kiste. Ved den endnu ufærdige moské klatrede de sørgende højt op i byggestilladserne for at overvære dette mindeværdige øjeblik i Libanons historie. Mon syrerne, der i 1976 sendte deres hær ind i Libanon efter ønske fra en kristen præsident, nogensinde havde drømt om denne dag? Havde de nogen sinde forestillet sig, at medlemmer af de drusiske og kristne militser – der skar halsen over på hinanden under slagene i bjergene i 1983 – ville bede for Hariri i fællesskab og danne fælles front mod Syrien? Hariri havde – forlød det i går – reddet Libanon med sin død.

Vreden lurer
Vi bør dog ikke blive for romantiske. Libanon står over for en traumatisk politisk krise efter begravelsen. Hvem ved, om der netop nu er nogen, der er ved at gøre flere bomber klar? Walid Jumblatt indrømmer selv åbent, at han lever med konstante trusler på livet, efter at han offentligt erklærede, at det var det syriske Baath-parti, der stod bag mordet på hans far, Kemal, i 1977. Jumblatt og Hariri havde så sent som for en uge siden snakket om, hvem af dem, der ville blive myrdet først. I dag kender vi svaret. USA og Frankrig, hvis præsident – Jacques Chirac – fløj til Beirut for at vise Hariri en sidste ære – vil også øge presset for at få FN’s Sikkerhedsråds resolution 1559 gennemført. Resolution 1559 kræver total syrisk tilbagetrækning fra Libanon. Kan den virkelig gennemføres? Og rejser efterretningsfolkene med? Og vil det libanesiske styre, der først for nylig blev ’selvstændigt’, kunne lede landet med omtanke – eller udvise den samme gamle, grusomme, korrupte foragt, som karakteriserede det libanesiske samfund før borgerkrigen? Bliver det sorgen eller vreden, der kommer til at regere Libanon efter Hariri?

The Independent og Information

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her