internationalt
Tilhængere, modstandere og presse udlagde det næsten enslydende som et krisetegn for EU og for demokratiet. Det var »en falliterklæring for demokratiet« (Pia Kjærsgaard, DF), »et flop« og »demokratiet var den helt store taber« (Rune Lund, EL), »skuffende« (Charlotte Antonsen, V), og »stemmeprocenten var helt, helt uacceptabel« (Elisabet Arnold, RV). Nu var det jo ikke en folkeafstemning for/imod EU eller spansk medlemskab, men omhandlede en specifik videreudvikling af samarbejdet, som dels på de fleste måtte virke som et skridt i den rigtige retning, dels et skridt af begrænset rækkevidde. Det store flertal i Spanien er både EU-tilhængere og tilhængere af yderligere styrkelse af EU. Derfor er der et stort flertal for forfatningen, hvad folk vidste på forhånd, så det var naturligt nok svært at mobilisere folk til en afstemning, der syntes afgjort. Eneste argument for fremmøde var at få folk til at kere sig om symbolikken ved stemmeprocenten som sådan et noget abstrakt argument, der sjovt nok ikke altid vinder over de ting, man helt legitimt kan vælge at bruge sin søndag på i stedet. Man kan tænke sig en dansk folkeafstemning om et spørgsmål nær konsensus skal vi sige: Fastholdelse af kvinders valgret hvor ingen kan forestille sig ret mange nej-stemmer. Så kunne det nok også være svært at få folk af huse. Hvis vi ændrede eksemplet til et der ikke virkede særligt ophidsende, dvs at forskellen ikke var så stor, og man faktisk kunne leve med begge resultater, som man jo faktisk nogen gange har det med sager, så vil stemmeprocenten naturligt blive endnu lavere. Uden at der vel er noget galt med det eller med sagen, der (ikke) stemmes om. Salget af Dansk-Vestindien kaldte kun 37 procent af huse. Grundlovsændringen i 1920 om Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark var lige ved at falde på trods af et massivt ja, for under halvdelen af befolkningen stemte. Ændringen i 1939 faldt på grund af for lav valgdeltagelse. Af de stemmeberettigede stemte 44,5 procent ja og 3,9 procent nej endnu et ukontroversielt emne, der ikke magtede at få folk til at møde op. Kravet om at ja-stemmerne ved grundlovsændringer ud over at være i flertal også skulle udgøre 45 procent af de stemmeberettigede, blev sænket til 40 procent i den nuværende grundlov. I 1961 blev valgretsalderen sat ned til 21 år egentlig et ret principielt spørgsmål efter en folkeafstemning, hvor 20,3 procent stemte ja og 16,6 nej. Måske mest parallelt til Spanien og EU: Vi diskuterer jævnligt behovet for en ændring af Grundloven. Det er et velkendt og alment accepteret vilkår for de drøftelser, at det vil være svært at komme over de krævede 40 procent, og at det nok kun lykkedes sidst (1953), fordi spørgsmålet blev koblet sammen med en ændring af tronfølgeloven, dvs. folk stemte, for at prinsesse Margrethe til sin tid kunne blive dronning (eller som mange har hævdet: for at undgå Kong Knud). Grundloven er vigtigere end en EU-forfatning. Det er den direkte forankring af det danske demokrati, hvor EU-systemet jo trods alt stadig primært er forankret indirekte via de nationale demokratier, og kun i anden række direkte i borgerne. Alligevel accepterer vi det som et vilkår, at en grundlovsændring vil have svært ved at trække befolkningen af huse. Uden at vi derfor erklærer Grundloven eller demokratiet i krise.
Egentlig imponerende
Den spanske stemmeprocent »viser bare, at EU aldrig har været et folkeligt projekt«, siger Rune Lund. Det har Danmark så åbenbart heller ikke? En spansk stemmeprocent på 42 procent er egentlig ganske imponerende.
I Danmark bliver den højere. Ikke primært fordi vi ved mere om EU-forfatningen, eller fordi vi har en bedre tradition for at diskutere EU-spørgsmål som selv ja-politikere hævdede men fordi spørgsmålet er kontroversielt, fordi man er nødt til at stemme, hvis man vil sikre sig det resultat, man selv ønsker. Hvorfor er den spanske stemmeprocent en aviskommentar værd? Er det ikke alt for almindeligt, at politikere og presse har været ulogiske og udlagt et internationalt nyhedsemne lidt små-absurd? Nej, for det siger noget om to vigtige elementer i den danske offentlige debat: EU- og demokratiforståelsen. EU-debatten i Danmark er kodet i en mistænksomhedsvinkel. Hvis der kommer tvivlsomme beslutninger eller skøre forslag, diskuterer vi, hvad de er ude på, ikke at vores europæiske system er mangelfuldt, eller at man blot er uenig med dem, der vandt denne sag. EU skal hele tiden retfærdiggøre sig og opvise en eller anden form for mystisk legitimitet eller engagement, som vi ikke forventer af vores normale politiske system. Det er der bare, og vi kritiserer de konkrete tåbeligheder og fejl, uden at føre dem tilbage til fejl ved Danmark. Farcen om dankortgebyret og regeringens tvivlsomme omgang med vælgerne i den sammenhæng fører ikke til en diskussion om legitimitetskrise for nationen eller staten, højest for regeringen. Hvad angår demokratiopfattelsen er det bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad idealforestillingen har bevæget sig fra indirekte til direkte demokrati uden at vi egentlig har diskuteret eller overvejet det. Da Danmark og alle andre moderne demokratier indførte et politisk system baseret på indirekte, repræsentativt demokrati, skyldtes det ikke kun, at der ikke var plads til alle under bytorvets egetræ, men også at man så nogle fordele ved et repræsentativt demokrati. Ud over argumenter, som få vil skrive under på i dag, om at vælge de klogeste, så handlede det bl.a. om at give plads til reel drøftelse og ikke kun afstemninger, at sikre sig i mod pludselige folkestemninger og populisme, og en række andre mere eller mindre gode grunde. Med tiden er vi kommet til at diskutere demokrati som om, det repræsentative element kun var en nødløsning i forhold til et direkte ideal. Det fremgår af den hyppige kritik af politikere for at være ude af trit med deres vælgere, og den aura af autoritet der omgiver folkeafstemninger. I den aktuelle sammenhæng giver denne ikke rigtigt diskuterede eller begrundede glidning i demokratiforståelsen sig udslag i, at vi mener, den spanske beslutning kun vil være god og legitim, hvis alle har engageret sig i den. Ud fra det repræsentative demokratis logik er folkeafstemninger derimod en god kontrol. Befolkningen får mulighed for at stoppe politikerne, hvis de på væsentlige spørgsmål er ved at køre i en retning, der ikke er dækning for. Men hvis befolkningen ikke har lyst til at undsige politikerne, må det vel trods alt stadig være acceptabelt. Det er hverken en krise for dét EU, spanierne ikke ville protestere imod, eller for dét repræsentative demokrati, der havde truffet en beslutning, befolkningen var enig i.
Ole Wæver er ph.d. i statskundskab og professor i international politik
