Læsetid: 8 min.

2900 Hellerup

’Hvad vil du vide?... At jeg stort set altid har været hjemmegående og haft et misbrugsproblem i en verden fuld af overfladiske penge’, spørger den midaldrende kvinde på Cafeen med udsigt over Øresund
19. marts 2005

Strandvejstur
»Ud ad Østerbrogade forbi Tuborgflasken og videre mod Strandvejen. Det burde De vide,« formaner damen med pels og logistisk talent ved stoppestedet inde i Bredgade.
»Snobber finder man alle vegne, men herude findes mange dejlige mennesker,« beroliger Pernille Ring, mens strandvejsbussen spejler sig i glasfacader med trendy tøj, persiske tæpper, god mad og dyrt golfudstyr. Den kønne 31-årige singlepige er vokset op nord for hovedstaden, men desværre slutter hendes beretning om hestesygebesøg hos landets tidligere udenrigsminister og meget andet på Jægersborg Allé.
På Café Jorden Rundt sidder der andre hestepiger med udlængsel i kroppen. Carin Christina Pimenta Diderichsen på 20 år og Siri Laura Vittrup Nielsen, der er 19, drikker chokoladekaffe efter traveturen langs Øresund og søbadet, hvor læderhudsbetrukne damer holder vinterskansen. Trods det faktum, at veninderne lever blandt overklassen og er vokset op på hesteryg, føler de sig ikke som en del af specielt stærke og loyale bånd.
»Netværkene herude bygger på fælles oplevelser i barndommen, som cementeres og udbygges på kryds og tværs af magtstrukturerne i samfundet gennem hele livet,« forklarer pigerne og har ikke travlt.
Siri er på vej til Indien – siden Nepal, Indonesien og Malaysia. Christina er lige vendt hjem fra Irland og drømmer om et ophold i en kibbutz.

Succes koster
Det gør Kristian og Karl ikke. De sidder på Skovriderkroen og deler drømmen om et liv i overhalingsbanen. Som en slags spilleregel har de forlangt, at vi bruger »nye navne«, inden vi sætter os i de bløde sorte læderhynder og smager en »gudedrik«, der heldigvis ikke sponsoreres af et fattigt bladhus.
»Folk bliver hurtigt forargede, når de hører, hvad vi bedriver tiden med,« konstaterer de nydeligt klædte unge mænd, som hestepigerne på Jorden Rundt ikke tøvede med at kalde »lapser«.
Med klister i håret, tilpas hængerøv i cowboybuksen tilsat en knivspids arrogance og uden at efterlade tvivl om eget værd passer de som fod i hose til betegnelsen.
Kristian læser jura, som faderen gjorde det, og begge gik de engang på Øregård Gymnasium.
»Vi studerer, holder fester og kysser damerne, som alle andre på vores alder. Mange tror, at vi lever som Jan Sonnergaard har beskrevet det. Men ok, jeg har selv deltaget i fester, der kunne minde om fortællingen om Caspar Michael Petersen og hans slæng,« erkender Kristian med henvisning til forfatterens beskrivelse af overklassens udskejelser i Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen.
Som i Sonnergaards univers deltog Kristians forældre heller ikke i afdansningsballet på prinsegymnasiet.
»De var bortrejst på dagen. Det koster at have succes,« erkender den jurastuderende og bærer ikke synligt nag. Karl har indledt en konversation med en langbenet, lyshåret og flere år ældre model henne i baren, da Kristian bryder op og kører mod Bach Company længere inde på Strandvejen, hvor han vil tjekke et par lædersko ud til morgendagens Jacques-fest inde på Hauser Plads.
»Det udvikler sig sikkert og ender på Kat eller Club Sevilla, hvor det kan blive rigtigt vildt og ligne en Sonnergaard-beretning,« forudser han og stikker adressen, Hauser Plads 34, ud.

Mænd panikker
Blandt frokostgæsterne sidder grossererens tidligere kone. Den nydelige dame, og her er virkelig tale om en dame, sidder mutters alene med en kaffekop i hånden og stirrer tomt frem for sig.
»Hvad vil du vide?... At jeg stort set altid har været hjemmegående og haft et misbrugsproblem i en verden fuld af overfladiske penge,« siger hun. De spinkle fingre med ringene finder cigaretterne i Gucci-tasken.
»Jeg har vel lavet det samme som din egen kone, når du turer rundt i verden og skriver historier,« fortsætter hun, mens de blå øjne i det blege ansigt fokuserer på min vielsesring.
»Nu skal jeg nok svare ordentligt! Jeg har passet børn, sørget for husholdningen og fornøjet mig med veninder. Jeg tror egentligt ikke, mit liv har været meget anderledes end andre kvinders. Jeg har nok bare haft lidt flere penge mellem hænderne – og brugt dem.«
Efter skilsmissen sidder den midaldrende kvinde nu tilbage. Lidt bitter.
»Men sådan er det. Mænd panikker – og skal bekræftes. Med penge og magt kommer de langt.«

Præstationer
Taxachaufføren lader viskerne om at sikre udsynet på turen mod det A. P. Møller sponsorerede og sagnomspundne prinsegymnasium, Øregård på Gersonsvej 32. er gik pigerne fra Café Jorden Rundt.
»De studerende på Øregård Gymnasium lever under et fantastisk pres. De går meget op i facader og smarte replikker. De kommer fra familier, hvor man altid skal præstere noget – uanset om det er i skolen, på tennisbanen eller på en hesteryg.«
Kamir fra Makedonien er ikke på præstationsløn, selv om han huserer i kantinekælderen. Han har været 14 år i Danmark og holder af landet, menneskene og arbejdet, insisterer han og peger mod Pia Nyrings dør. Rektor er i Afrika, så det prorektor Henning Jensen der tager imod på kontoret, hvor der hænger et billede af to drenge inde fra Amalienborg med huer.
»Om det er et hårdt liv at være student på Øregård, har jeg ikke lyst til at svare på. Vi har dårlige erfaringer med pressen. De forsøger altid at bekræfte fordommene,« siger han.
Udenfor står Mia og Maria fra 1. G. De to nydeligt klædte piger er til Hennes & Mauritz og har knap så mange fordomme om journalister. De mener nok, det går an at tale lidt sammen.
»Gymnasiet har et uberettiget ry. Men selvfølgelig er der nogen her, der opfører sig, så man tror, det er løgn. Mange elever er ensomme og leder efter meningen i en overfladisk verden, hvor der er penge nok – men ofte alt for lidt kærlighed,« siger pigerne og haster efter prorektoren med tophuen mod S-stationen.
På det lokale postkontor, fortæller Henrik Larsen lidt om Hellerups geografi.
»Postnummer 2900 Hellerup begynder ved Strandvejen 34 med Gl. Vartov Vej på din venstre flanke. Det slutter på vandsiden ved Sundvænget, så da du stod af bussen i formiddags, landede du nogle meter udenfor distriktet.«
Og kordegn Kirsten Nerbeek giver oplysninger om sognets beboere. Der er 6.408 borgere alene i sognet under Hellerup Kirke – og af dem er i øvrigt 4.942 medlemmer af folkekirken. Men postnummer 2900 huser fire sogne.

De nyrige
Apotekerstemningen er munter. Ved bordene sidder piger og lapser. Karl er blandt dem og har fundet sammen med en yngre og mindre lyshåret model, end sidst jeg så ham. Invitationen til natten lagres på turen forbi Copenhagen International School, sejlklubbens residens ved Øresunds bred og mod Hambros Allé, der den dag i dag er Hellerups mest mondæne adresse.
»Hvis man delte 2900 Hellerup ind i mindre postdistrikter, ville området ned mod Øresund matche de par tusinde husstande ved Rungsted kyst, der fører landets højeste husstandsindkomster på knap 900.000 kroner,« mener ejendomsmatadoren i paladset på hjørnet af den attraktive allé at vide.
Michael Rasmussen havde egentligt smidt jakken for i dag, men dukker generøst op fra de private gemakker i den mere ydmyge klæder efter lukketid.
»Hellerup er under hastig forandring, men snobbeeffekten må ikke undervurderes. Der er en grund til, at husene koster, hvad de koster. Mange ting går fortsat i arv. Der er traditioner og familiestrukturer, som holdes i hævd. Der er mange myter om området herude – og flere af dem er berettigede,« siger han.
For enden af millionøsevejen har en husmor bag en kompakt trædør ikke tid til at tale. Hun skal i teatret. Overfor bor Knud Waldemar Hansen, 86 år. Han vil derimod gerne fortælle om millionformuen, der sikrer udsigten til Middelgrunds Fortet og svensker-kysten. Pengene blev tjent længe, før ord som innovativ, branding og koncept blev hvermandseje.
»Jeg er sønderjyde, men har boet her i årtier. Folk, der flytter hertil, har ingen manerer længere. De er kommet for hurtigt til pengene og har ikke format. De er nyrige. Det er fodboldspillere – og andre der pludseligt har alt for mange penge mellem hænderne. De er egoistiske og tænker kun på sig selv. Desværre har ældre noble mennesker med kultur ikke råd til at beholde de store villaer. Ikke så få gange har jeg oplevet folk med for mange penge på lommen forsøge at byde mig ud af huset,« betror pensionisten og smiler.
»Men så let går det nu ikke,« forsikrer han og smiler endnu bredere.
På samme side af Hambros Allé som ejendomsmægleren taler seks-årige Christians mor i telefon, mens stuepigen huserede i designer-køkkenet. Udenfor står en Volvo i den økonomiske sværvægtsklasse. Den danske kvinde vil hurtigst muligt tilbage til Silicon-Valley i Californien. Det var her, familiens formue blev skabt under it-boblen. Husbonden Søren er ude at føjte med ungerne – minus den mindste, så fruen har god tid til at tale i ejendommen på hjørnet af Hambros og Jacobsens Allé.
»Om vi er nyrige? Det vil mange sikkert mene. Vi var med, da branchen gik amok og valgte at investere i fast ejendom. Men vi trives ikke her. Vi har aldrig følt os tilpas i Hellerup, for vi hører hverken til blandt de nyrige eller i pensionistsegmentet.«
Nu glæder familien sig til at vende ’hjem’ til USA, hvor man ikke »skilter med rigdom på samme vulgære måde«, og hvor man kan »slippe for børnene i Hellerup, som opfører sig langt værre end oplevet i mere end et årti på den anden side af Atlanten.«
Tiden blandt ambassadeflag, prangende villaer, eksklusive butikker og folk med penge på lommen er ved at rinde ud. Efter spadsereturen forbi Park Hotel, Netto, Sushibaren og Bang & Olufsens vindue dukker ’terroristerne’ – som de præsenterer sig – op.
Palæstinenseren Hussein, afghaneren Acicullah og Ali fra Irak er de første fremmede, der ikke har diplomatpas, jeg møder siden Kamir fra kantinen på Øregard.
»Hellerup: Here we go,« proklamerer de, men følger alligevel med mig i den forkerte retning mod en fest inde på Nørrebro.
På Rust i Guldbergsgade står Hellerup-drengen ’Flip’ for lyden i basement.
Christopher Egeberg, som han også hedder i det virkelige liv, er 22 år og byder på gin og tonic under beretningen om livet på solsiden.
Kammesjukken Frederik, der er i kokkelære på Kong Hans og har boet i Hellerup siden sit fjerde leveår, slutter sig til selskabet.
Karl og Kristian holder sig derimod ovenpå i behørig nærhed af bordfodboldspillet. De har købt champagne i tusindkroners klassen.
»Det ligner Sonnergaard,« ræber de og drikker ud.

FAKTA
*Strandvejstur
Den nordsjællandske overklasse er i de senere år blevet beskrevet af forfatteren Jan Sonnergaard og filminstruktøren Per Fly, mens borgerne i 2900 Hellerup ofte er fraværende i avisernes reportager fra folkedybet. Information har taget en tur op ad Strandvejen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu