Baggrund
Helle Thorning-Schmidt har opbakning blandt borgmestrene, i fagbevægelsen og hos den gamle Nyrup-fløj i den socialdemokratiske folketingsgruppe.
Frank Jensen har formentlig hovedparten af de delegerede med sig og står dermed stærkest i forhold til det organisatoriske bagland.
Men ingen har noget klart billede af, hvad partiets 53.000 medlemmer siger.
Sådan ser status ud inden weekendens kongres i Odense, hvor de to topkandidater til formandsposten skal holde deres livs måske hidtil vigtigste politiske tale før afgørelsen sendes videre til urafstemning.
I dagene op til kongressen har socialdemokrater fra hver deres lejr i partiet haft særdeles travlt med at udlægge status over for pressen: Hos Helle Thorning-Schmidts støtter fremhæves det, at den tidligere EU-parlamentariker har formået at høste opbakning i flere partiforeninger, der ellers traditionelt burde være Frank-land. I denne lejr markedsføres billedet af fornyelse over for stilstand og chancen for at genvinde regeringsmagten over for udsigten til ørkenvandring.
For Frank Jensen har strategien været at slå på erfaringen, de klassiske socialdemokratiske dyder og mest af alt det sikre over for det usikre.
I begge lejre fyger beskyldninger om smædekampagner og undergravende virksomhed. Dansk Metal beskyldes for hemmeligt at have planlagt Helle Thorning-Schmidts kandidatur i over et år. Og i går vakte et interview i Berlingske Tidende med den afgående formand, Mogens Lykketoft, opsigt. Trods erklæringer om ikke at ville blande sig i formandsopgøret lod Lykketoft sig citere for betragtninger, der næppe kan tolkes som andet end afvisning af Helle Thorning-Schmidt.
Lykketoft slog således fast, at Socialdemokraterne »som Anker Jørgensen sagde« har deres »udgangspunkt til venstre for midten«. Helle Thorning-Schmidt har flere gange givet udtryk for, at S skal placeres på midten, mens Frank Jensen har brugt samme vendinger som Lykketoft.
Ligeledes understregede Lykketoft vigtigheden af, at man i forhandlinger »ved, hvad man kommer fra« og har et »stærkt afklaret holdepunkt i tilværelsen«.
Fløjkampe kan fortsætte
Spørgsmålet er, om den kommende urafstemning vil give et så klart the winner takes it all-resultat, at fløjstridighederne endelig bliver lagt død.
Flere forhold kan tale for, at Helle Thorning-Schmidt vil have lettere ved at skabe ro, hvis hun vinder. Det ene er Frank Jensens bebudelse af, at han vil forlade Christiansborg-politik, hvis han taber.
Der vil ikke være en Frank Jensen-fløj, der sidder og vogter på den ny ledelse, har det lydt. Omvendt er forventningen i begge lejre, at stærke kræfter i partiet ikke vil acceptere, hvis Frank Jensen overtager ledelsen og trækker Socialdemokraterne mere mod venstre. Helle Thorning-Schmidt har et stærkt netværk bestående af blandt andre LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger, den tidligere DSU-formand Kristian Madsen, der også er ansat i LO, den tidligere LO-ledelseskonsulent Mogens Jensen, der er nyvalgt i folketingsgruppen, samt en række gruppemedlemmer som Morten Bødskov, Henrik Sass Larsen, Lotte Bundsgaard og Jan Trøjborg. Disse mennesker vil næppe se stiltiende på, hvis Frank Jensen vinder en kneben sejr og placerer S i en position, hvor partiet ikke opnår indflydelse på samfundsudviklingen.
»De vil fortsætte deres undergravende arbejde,« som en af Frank Jensens støtter udtrykker det.
Det forhold, at Helle Thorning-Schmidt spås bedre chancer for at genvinde regeringsmagten, kan i sig selv fremme holdånden i partiet, hvis hun vinder.
En måling i Børsen viste for nyligt, at godt 46 procent af samtlige vælgere foretrækker Helle Thorning-Schmidt som ny S-formand, mens Frank Jensen kun høster knap 32 procent. Blandt S-vælgere levnes de to omtrent lige store chancer for at vælte Fogh.
Samtidig giver en rating i Ugebrevet Mandag Morgen Helle Thorning-Schmidt et langt bedre skudsmål end Frank Jensen blandt andet når det gælder evnen til at kommunikere og udtrykke visioner. Ratingen er foretaget af ugebrevets faste panel af eksperter, politiske iagttagere, redaktører m.fl.
Bedre i medierne
At Helle Thorning-Schmidt tilsyneladende har klaret formandskampen bedre indtil nu målt på medieoptræden siger imidlertid ikke noget om, hvor S-medlemmerne vil sætte deres kryds.
Institutleder på Syddansk Universitet, Niels Krause-Kjær, der er forfatter til flere politiske bøger og tidligere spindoktor hos Det Konservative Folkeparti, tvivler på, at en urafstemning i sig selv vil løse Socialdemokraternes identitets- eller fløjproblemer. Medmindre resultatet bliver soleklart i form af overvældende opbakning til den ene kandidat.
»Urafstemning kan lige så godt cementere nogle problemer,« siger Niels Krause-Kjær.
Urafstemning som metode sætter desuden fokus på spørgsmålet om, hvem der har ejerskabet til et parti om det er gamle eller kommende vælgere, ledelsen eller medlemmerne.
»I gamle dage var det ledelsen, der sad med cigarer og brede seler og besluttede den nye leder. Det nytter ikke noget i dag, hvor Socialdemokraterne er ved at rive hovederne af hinanden. Så har man besluttet, at det er de medlemmer, der har betalt kontingent lige nu, der har ejerskabet. Problemet er, om de medlemmer på nogen måde er repræsentative for noget som helst. Det mener jeg ikke, at de er. Lidt groft sagt er de fleste partimedlemmer i dag de konserverende bagstræberiske. De er ofte med, fordi de er imod noget. Det gælder uanset, om man er medlem af Socialdemokraterne eller en vandværksforening. Man er ofte bremse på en udvikling, og derfor ser man nogle gange partiledere lave organisatoriske bypass operationer, hvor man går uden om partiapparatet. Det har Fogh gjort, og det er en del af hans succes,« siger
Niels Krause-Kjær:
»Det kan lyde flot og smukt med urafstemninger, men det kan være meget farligt og ødelæggende at beslutte sig for, at lige netop dem, der er medlemmer nu, sidder med ejendomsretten til den fremtid, Socialdemokraterne skal have i de næste 20-30 år.«
Taler til medlemmerne
Ved urafstemning risikerer et parti, at den, der vinder, har mere appel til medlemmerne end til de potentielle vælgere.
»Når man ser en Frank Jensen tale om tilbage til klassekampen, og at der aldrig skal røres ved efterlønnen nogensinde, hvem henvender han sig så til? Den million potentielle socialdemokratiske vælgere eller de 27.000 medlemmer, der kan sikre ham formandsposten? Det er nok i høj grad de sidste. Med urafstemning risikerer man at fremme en politik og en ledelse, der nok passer til flertallet af medlemmerne, men som ikke har klangbund i dem, man skal ud og nå bagefter,« siger han.
Valget af Thorkild Simonsens afløser i Århus er et eksempel. Spørgsmålet om, hvem der skulle tegne Socialdemokraterne i Århus, blev lagt ud til urafstemning blandt partiets 2000 medlemmer.
»Mange af de ledende kræfter var klar over, at det kunne gå helt galt. Men Flemming Knudsen blev valgt, fordi man sagde: Der har ikke været hejst et flag i et kolonihavehus i Århus i de sidste 20 år, hvor Flemming Knudsen ikke har været henne og ønske tillykke. Den stamme synes, at han er herlig. Men kvitteringen for valget var, at Louise Gade (V) blev borgmester i Århus,« siger Niels Krause-Kjær.
