Aalborg er for langt væk fra de store byer til rigtig at lade sig indfange. Det gør undergrunden ram, middelmådigheden svulstig og hjemstavnsnostalgien stærkere.
På den berygtede bar Fedtebrødet finder vi lidt af det hele
Tema: Aalborg
»Du går kold når/ Du kommer til Aalborg«
Jonny Hefty, Muggen Røv til Dit Ansigt
Lige inden for døren på værtshuset Fedtebrødet er en ældre mand gået omkuld på en bænk. Hans arme dingler livløst på hver side af bænken. Hovedet støtter mod væggen og står i en 90 graders vinkel op fra kroppen, der ligger fladt på bænken. Han sover. På bordet står en øl og et glas vand. Uden for svier en skarp februarsol, men på Fedtebrødet er det mørkt. Det er onsdag eftermiddag, og der er så småt ved at være gang i en fest. Små fester ved forskellige borde blander sig med hinanden. Der er grønlændere med cowboyhatte. Et par unge knægte i baggy pants spiller dart, og på en lille scene sidder en karseklippet fyr og kigger ned af en bas. Han spiller ikke, men ud af højttalerne dunker det danske reggae/dancehall/hip-hop-orkester Bikstok Røgsystem.
Uden at kunne komme det særlig meget nærmere må man betegne Fedtebrødet som en mærkelig bar. Et hvidt hus, der ligger lidt forladt på en trafikeret vej i udkanten af centrum. Lige ved et brølende kraftværk og et sømandshjem ned mod havnen. Huset er dekoreret harlekinstern og indenfor er syrede malerier af dyr malet direkte på væggen. Det er ikke pænt og det er nok heller ikke meningen. For vi befinder os i Aalborg.
Aalborg er lavet af mytologisk beton. Danmarks Liverpool med tung røg, regnvejr, druk, stoffer og arbejde. Ikke vidensarbejde, mikrobiologi eller medicinalvirksomheder. Men fysisk industri, med beton, kraner og skorstene. Middelklasse og arbejdere. Parcelhuse og betonklokke. Fra Nørresundby til Svenstrup. Østbyen med de høje blokke, adidasbukser og lædervest. Vestbyen med de lavere gamle arbejderkarreer, studerende, hunde og pilsner fra Vestfyen. Midtbyen omkring McDonalds og Jomfru Ane Gade, solarier og plateausko. Og Hasseris med patriciervillaer og Kunstmuseum.
Trods denne tilsyneladende tristesse er hjemstavnsmytologien vokset omkring Aalborg gennem de senere år. Og der er særligt den lyssky del af byen, der portrætteres. Som i filmen Portland, hos rappere som Niarn, der synger om Dobbelt A for altid eller i Jakob Ejersbos storsælgende roman Nordkraft, der i går havde premiere som film. Det handler om de småkriminelle. Dem, der sidder fast i Aalborg. Den danske underklasse. Den danske middelklasse. Og provinsens urokkelige undergrund.
Fedtebrødet er en del af det hele. Af middelklassen, underklassen og undergrunden i Aalborg. I baren står Jonny Hefty og drikker gratis kaffe og lakrids-spunk-shots. Han er Aalborgs svar på Thomas Helmig. Folk, der kender Jonny Hefty, vil sikkert finde denne sammenligning dybt anstødeligt, men de to lokale kendte repræsenterer på hver deres måde fint deres by. Hvor det i Århus er den velfriserede, moderigtige storsmilende Helmig fra velhaverkvarteret i Risskov, der bliver genkendt på byens cafeer, er det i Aalborg Jonny Hefty, der bliver genkendt. Som han selv rapper »Jeg ved hvordan det er når folk glor/ Hvordan tror du det er, at være den eneste rockstar i Aalbor«. Men Jonny Hefty er ikke Thomas Helmig, og Jonny Hefty er ikke fra Århus. Aalborgs bysbarn er fra blokken. Fra Gug som forstaden (eller bydelen det kan man ikke helt blive enige om) hedder. Han er 35, men har langt hår og hættetrøje. Han er heavyrapper og ikke til velproduceret pop. Han synger om at ryge vandkoger i sin Landrover om Muggen Røv til dit ansigt og han rapper om Aalborg din Gamle Havneluder.
Men ligesom Thomas Helmig er han lokal, og han er aldrig flyttet selv om det efterhånden er meget tæt på.
»Man kan muligvis pil Jonny u af Aalborg, men man kan aldrig pil Aalborg u af Jonny,« siger han med nordjysk accent. Han tager et Spunk-shot mere og forsøger at beskrive byen.
»Aalborg er mest af alt en rå arbejderby. Man arbejder på byens fabrikker fem dage om ugen. Enhver passer sit, og så knalder man igennem i Gaden (Jomfru Ane Gade, red.) i weekenden. Jeg tror, det er meget kendetegnende for Aalborg,« siger Jonny Hefty, og forklarer, at der er kræfter i byen, der forsøger at lade som om, at byen er noget andet end den er. Branding Aalborg, hedder det, og her tales der om kulturby med egen opera, sejlskibsarrangementer, cafeer på havnefronten og musikhus. Men det tror Jonny Hefty ikke på.
»Aalborg bliver aldrig noget Wien eller Paris. Vi er ingen kulturhovedstad, vi er fra Aalborg a,« den nordjyske accent fjerner fet.
»Det er lidt en rockerby, og der er rigtig mange stoffer i omløb. Her er flere morgenværtshuse, end der er cafeer, og vi gider ikke alt det pæne som Århus og København. Det er ægte, og det er det, jeg kan lide ved Aalborg. Den er ægte. Jeg er fra Aalleren, og jeg er en bonderøv. Sådan er det, og det skal vi være stolte af. Nordkraft, Niarn og Portland. Det bliver ikke bedre reklame.« siger han.
Og Jonny Hefty står ikke alene med modreaktionen. For selv mainstreamkulturen syntes at være overrepræsenteret i byen er modkulturen ekstrem stærk.
»Det er jo på mange måder en parcelhus-, middelklasse- og småborgerlig by. Men netop derfor. Og fordi der ikke er nogen nært liggende storby, man kan stikke af til, bliver modkulturen stærk.«
Jonny Hefty har med sine 35 år stået i spidsen for de fleste bølger siden 80erne. Punk, heavy, dødsmetal, tekno, hip-hop. Jonny Hefty har været der, og har gjort det på sin egen måde. Præcis som Aalborg.
»Folk går og roder med deres egne ting, og tager sig egentlig ikke så meget af, hvad der foregår i de større byer. Og netop fordi byen er så lille som den er blander undergrundsmiljøerne sig med hinanden og i høj grad også med mainstreamkulturen i byen. Det skaber nogle underlige karakterer,« forklarer Jonny, der selv ligger lidt i et felt mellem heavy og rap og i øvrigt bruger det i socialt arbejde med unge ude i Gug og omegn.
Hvorfor er du egentlig aldrig rejst væk?
»Jeg bor også lidt i Købanhavn i øjeblikket, for det er meget svært at leve af det, jeg laver, hvis ikke man bor derovre. Men jeg er lidt en idealist omkring Aalborg. Jeg har altid tænkt, at det var vores eget ansvar, at der sker noget, og hvis alle kreative kræfter rejser, sker der i hvert fald aldrig noget. Der er derfor jeg bliver. Jeg tror på Aalborg,« siger han og tilkendegiver at han, som den nordjyde han er, ikke giver meget for København og måden at gøre tingene på derovre.
»Jeg har lige skrevet under på en pladekontrakt med et københavnsk pladeselskab, og jeg er da ved at skide i bukserne af skræk over, hvordan de vil lancere Jonny. Det er ikke nogen københavnere, der skal tjene penge på mig. Lave en maskine ud af Jonny Hefty eller en eller anden smart booker, der vil have 30.000 for, at jeg spiller et job. Det bliver aldrig Jonny Hefty.«
Den ældre mand, der før var gået omkuld, har nu rejst sig og er begyndt at synge skønsang. Jonny Hefty griner lidt til ham.
»Det er det, der er så fedt ved det her sted. Der er plads til alle.«
Uden for Fedtebrødet er det blevet mørkt. Klokken er ikke mere end otte, men man hører allerede sine egne skridt i gaderne. Gågaden er tom, og frosten er bidende. Men i en sidegade til den egentlige gågade hører man dunkene hjertelyde. Det er Jomfru Ane Gade, eller bare Gaden, som den kaldes af folk, der er kommet, der mere end en gang. Her har man tændt lysene, og de første branderter har indfundet sig i dette druk-tivoli. Det er billige shots og så længe vi er stive, er vi i live. Sex, drugs og Jackn Jones. Det er onsdag aften, og festen starter i Aalborg. Diskotek Under Uret, Rock Nielsen, Rockcafeen eller den rebelske Tusindfryd i Kattesundet. Senere er det Onkel Toms eller James Dean. De går aldrig hjem i Aalborg, siges det.
