Læsetid: 4 min.

En ambassadør til medierne

Indtil videre er der udnævnt mere end 150 kendte over hele kloden, der skal repræsentere og promovere H.C. Andersen. Deres eneste fællestræk er, at de alle er i pressens søgelys, og det er nærmest også den eneste kvalifikation de skal have
17. marts 2005

Hca-promovering
Peter Schmeichel, Bodil Udsen, Nina Hagen og Fleksness kan tage hinanden i hånden og holde en stor fest. Sammen kan de gribe fat i Thomas Helmig, Mary, håndboldspilleren Mia Hundvin, Roger Moore og Vaclav Havel. Hvis de ikke føler sig umage nok, kan de invitere Susse Wold og Per Arnoldi over sammen med Paolo Maldini, Pelé og Harry Belafonte. Og så kunne Gitte Hænning og Jean Michel Jarre spille til.
Der vil umiddelbart være tale om en lidt bizar gæsteliste, men de indbudte har faktisk for nyligt fået en del til fælles. De er nemlig alle blevet udnævnt som H.C Andersen-ambassadører, og de skal alle promovere og udbrede kendskabet til digteren. Indtil videre er 154 mennesker over hele verden med skiftende kändis-niveau blevet udnævnt til dette hverv, og i alt skulle der gerne kunne tælles 200 ambassadører inden den store fødselsdagsfest i Parken den 2. april.
Stillingsbetegnelsen som HCA-ambassadør er lidt uklar. Men det vigtigste er, at man skal være anerkendt inden for sit felt, og at man skal være i stand til at generere presseomtale. Der er tale om en kommunikationsstrategi, og den er ifølge kommunikationsbureauet Have PR, der varetager kommunikationsdelen af HCA-2005, lykkedes perfekt.
»Vi har fået en masse omtale og en masse synlighed omkring fejringen, og det er det, der har været formålet,« siger projektleder Camilla Jensen fra Have PR og forklarer, hvordan man gør sig fortjent til den ærefulde titel:
»Det har ikke været et krav, at man skulle være specielt H.C. Andersen-kyndig eller en ekspert på området, men derimod har det været målet, at de skulle skabe lidt ekstra synlighed omkring fejringen – og det har fungeret helt efter hensigten.«
– Er det lige meget, hvilken omtale de giver H.C. Andersen?
»Nej, men nu har kun været meget lidt negativ omtale, så på den måde kan vi kun være glade. Men grunden til, at ambassadørerne er så forskellige, er, at vi vil række så bredt ud som muligt. Vi vil ramme alle mennesker med H.C. Andersen. Og det er det, han kan – ramme bredt,« siger Camilla Jensen

Stopfodring
Ikke alle – så langt fra – har været lige begejstret for dette tæppebombardement af H.C. Andersen-ambassadører og den kommercielle del af fødselsdagen.
Særligt er der i litterære kredse blevet råbt højt om denne måde at markedsføre digterens fødselsdag på.
Således har centerleder for H.C. Andersen-centeret på Syddansk Universitet, Johan de Mylius, været ude med kritik af ambassadør-ordningen.
»Ved at stopfodre folk med Andersen begynder der at komme en naturlig modreaktion,« siger Johan de Myluis, og udtrykker sin bekymring for promoveringen af 200-årsdagen.
»Hele ideen om at lægge fejringen i hænderne på et reklamebureau betyder, at vi får de store overskrifter om ingenting hele tiden. Det er ambassadør-udnævnelserne et eksempel på,« mener Johan de Mylius.
»Jeg vil tro, at Andersen er væsentlig mere kendt end flertallet af HCA-ambassadørerne, og jeg kan ikke se det smarte i at lade nogle af disse markedsføre Andersen. Flere af dem har helt tydeligt ikke den fjerneste idé om, hvad det handler om. Det eneste, det drejer sig om, er at tiltrække mediernes opmærksomhed. Den form for fejring, synes jeg, er inderlig ligegyldig og ikke begivenheden værdig,« siger Johan de Mylius og spørger:
»Hylder vi Andersen, eller hylder vi os selv? Er det kultur eller er det penge? Jeg mener, det er at trække kulturen ned på et plat niveau.«

Ingen vold på Andersen
Have PR kan godt forstå Johan de Mylius’ betænkeligheder, men mener ikke at promoveringen er gået for vidt. Projektleder Camilla Jensen er heller ikke overasket over kritikken.
»Det er deres job at holde øje med, at det ikke bliver alt for kommercielt, og det er fint, at der er nogen, der råber højt. Det er en vigtig del af debatten, men vi mener endnu ikke, vi er gået for langt.«
Fra kommunikationskollegaer i pr-branchen er der da også en god portion ros for Andersen-markedsføringen.
»Hvis formålet er at få omtale i medierne, må det siges at være lykkes,« siger Reinholdt Schultz, der er direktør i Danmarks største pr-bureau, GCI-Mannov.
Han er heller ikke nervøs for, at ambassadørudnævnelserne vil gøre vold på H.C. Andersens navn.
»Jeg tror ikke, det gør det store for H.C. Andersens eftermægle eller omdømme, det er vel bare med til at minde os om, at det er H.C. Andersens fødselsdag. At der skulle være noget forkert i, at det er Roger Moore, der gør det, syntes jeg, er noget fims. I en tid, hvor litteraturen kæmper en hård kamp i underholdningindustrien mod film og videospil, så synes jeg, at alle initiativer, der kan få folk til at læse, skal hilses velkommen. Men det, de fleste af os sikkert undrer os over er, hvad disse ambassadører egentlig skal,« siger Reinholdt Schultz.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her