Læsetid: 2 min.

Andersen uden Andersen

Den filmiske hyldest af H.C. Andersen begynder uheldigt med Rumle Hammerichs ‘Unge Andersen’, der drukner sin hovedperson i magisk realisme og et kunstlet tidsbillede
11. marts 2005

Ny film
Man kan ikke fratage Rumle Hammerichs Unge Andersen en vis naturlig dramatik. Filmen handler om den helt unge H.C. Andersens (Simon Dahl Thaulow) forvandling fra kikset, selvhævdende Klodshans, der hverken kan synge, danse eller skrive, til en populær, historiefortællende svane med ordet i sin magt. Og den skildrer blandt andet hans ophold hos den sadistiske rektor Meisling (Henning Jensen), der er tæt på at få pillet alle digteraspirationerne ud af Andersen.
Men Hammerich og hans medmanuskriptforfatter, svenskeren Ulf Stark, synes mest at være interesseret i at udforske, hvorfor Andersen udviklede sig, som han gjorde, og svigter derfor dramaet til fordel for en bastant psykologisk udviklingshistorie og en portion magisk realisme, der hverken klæder eller retfærdiggøres af historien.
Til lejligheden har de digtet et venskab med drengen Tuk (Mikkel Konyher), der tjener som Andersens prügelknabe, når Meisling synes, at den unge digterspire skal straffes. Det føler Andersen sig ifølge filmen stadig på dødslejet skyldig over. Og det er dette tyngende venskab, som filmens fortæller, en døende H.C. Andersen (Peter Steen), tænker tilbage på i filmens lidet originale rammefortælling.

Intet indre liv
Det er den ulykkelige Tuks glæde ved Andersens hjemmegjorte eventyr, der skal forklare, hvorfor den kunstnerisk ambitiøse forfatter besluttede sig for at satse på dem i stedet for lyrikken.
(Reklame)fotografen Nicolaj Brüel – veteranen Dirk Brüels søn – har adskilligt at byde på, og Unge Andersens ofte ganske virtuose billedside er bestemt flot at skue. Men fordi historien mangler tyngde og troværdighed, kommer de mange visuelle krumspring også til at virke udvendige og unødvendige.
H.C. Andersen var en kejtet størrelse, ude af trit med sin samtid og sine omgivelser, og i så henseende virker Simon Dahl Thaulows præstation som den unge Andersen efter hensigten. Skuespilleren ligner oven i købet sin rolle forbløffende godt, og Unge Andersens første scene, hvor en papirklipklippende Andersen baner sig vej gennem et beskidt København uden at have øje for andet end de små detaljer og skønheden midt i al det miserable, lover godt for resten af filmen.
Men Thaulows H.C. Andersen har intet indre liv, og når han gør sig selv til grin over for borgerskabet med alle sine besynderlige, neurotiske manerer, fornemmer man slet ikke eksaltationen og de sitrende nerver bag. Thaulow har kun udseendet og en vis naivitet, slet ikke det komplicerede sind, til at spille Andersen.
Præstationens mangler at sættes i relief af f.eks. Lars Brygmann, der i rollen som H.C. Andersens velgører, etatsråd Collin, paradoksalt nok antyder et langt stærkere sjæleliv end sin unge protegé. Og en intens Henning Jensen dominerer som den næsten for dæmoniske Meisling, der ikke kan tåle, at Andersen lykkes, hvor han selv engang fejlede. Jensen får dog også taberen i tyrannen fint frem.
Den filmiske hyldest af H.C. Andersen i 200-året for hans fødsel er skudt i gang med Unge Andersen. Bare ærgerligt, at instruktøren samtidig strejfer sig selv i foden med en – i det ydre – stort anlagt film, der gør meget ud af tidsbilledet og andre udenværker, men mangler det vigtigste: En overbevisende gestaltning af fødselsdagsbarnet.

*Unge Andersen. Instruktion: Rumle Hammerich. Manuskript: Rumle Hammerich og Ulf Stark. Dansk (Palads i København og en række biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her