Dementi
Italiens udenrigsminister Gianfranco Fini var ved at tabe kniv og gaffel, da han fra Rom fik meddelelse om, at hans regeringschef i tv havde annonceret gradvis hjemkaldelse af de italienske tropper i Irak fra september. Fini er sammen med republikkens præsident Carlo Azeglio Ciampi på officielt besøg i Storbritannien, og han befandt sig uvidende om Berlusconis udtalelse lige ved siden af den lige så overrumplede engelske premierminister Tony Blair.
»Han kunne i det mindste have adviseret,« mig siger Fini til dagbladet La Repubblica, der fortæller, at det var en rasende udenrigsminister, der på sin mobiltelefon øjeblikkeligt ringede til Berlusconi for at høre, hvad fanden han havde gang i. »Der er visse beslutninger, man træffer i fællesskab,« sagde han til La Repubblica.
Tony Blair dementerede, at Berlusconi skulle have clearet sin beslutning med ham, således som Berlusconi ellers havde oplyst i tv-programmet, men gav sit bidrag til at afværge en diplomatisk krise ved at sige, at »Berlusconi må være blevet misforstået med hensyn til tilbagetrækningen.«
George Bush, der heller ikke var blevet adviseret, kunne på et pressemøde referere en telefonsamtale med Berlusconi, der havde forsikret, at »intet var ændret med hensyn til hans politik i Irak.«
Diplomatisk sæbeopera
Berlusconi selv hævder nu, at han havde udtrykt et ønske og ikke beslutning, og at han aldrig har sat dato for en hjemkaldelse af tropperne. Han er blevet misforstået, og hans udtalelser manipuleret af først og fremmest CNN, siger han.
I denne diplomatiske sæbeopera synes det som om, den italienske statsminister har kvajet sig endnu engang og må foretage et pinligt tilbagetog.
Sådan ser La Repubblicas chefredaktør Ezio Mauro i en leder i går ikke på det. Det han kalder »den lille berlusconianske udspekulerethed« er et bevidst dobbeltspil: »Den største propaganda over for offentligheden med annonceringen af hjemkaldelse til september, samtidig med den største loyalitet udtrykt i en beroligende privat telefonsamtale med Bush.«
Når Berlusconi kvajer sig, gør han det oftest med gustent overlæg. Og slipper i følge oppositionspolitikeren Enrico Letta af sted med det, uden at det koster ham noget: »Meddelelsen om hjemkaldelsen har allerede nået sit mål i kraft af, at den er givet til millioner af italienere i et meget set tv-program. Hvad der kommer bagefter af præciseringer eller dementier har slet ikke samme vægt. Budskabet er afsendt og modtaget og vil have sin effekt.«
Den tilsigtede effekt skal vise sig allerede ved de italienske lokalvalg den 3. april, hvor meningsmålinger spår tilbagegang for regeringspartierne, og på længere sigt, når der skal være parlamentsvalg om et år.
Regeringens mareridt er, at der stadig er italienske tropper i Irak under valgkampen, hvor imod tv-billeder af tropper på vej hjem vil være den bedste støtte Berlusconi kan få til at blive genvalgt. Og når ingen om et år længere kan huske dementierne, så vil et arkivklip fra tv-progammet forleden være guld værd i en tv-valgkamp, som dokumentation af, at Berlusconi holder, hvad han lover.
Dette scenario opruller La Repubblicas leder. Prisen, som Italien må betale for Berlusconis måde at føre valgkamp på, er en yderligere svækkelse af landets troværdighed og seriøsitet.
