Læsetid: 5 min.

’Cederrevolutionen forener libaneserne under samme flag’

...lyder påstanden fra den selvbestaltede frihedshelt, druser-lederen Walid Jumblatt, men Libanons shiamuslimer – herunder Hizbollah-militsen – er ikke med i det kor, der kræver syrisk troppe-tilbagetrækning nu
3. marts 2005

FOLKEOPSTAND
BEIRUT – De sov i telte eller tilbragte natten på fortovene, selv om det kan være gudsjammerligt koldt i Libanon ved vintertide. Dog Ikke så koldt som Ukraine, skønt den frost, der holder Libanon i sit greb, indtil nu har modstået alle varmegrader i 29 år.
Aldrig før er det røde, hvide og grønne libanesiske flag blevet brugt af ’det libanesiske folk’ som et så markant enhedssymbol. Kun få hundrede meter fra demonstranternes teltlejr blev Rafiq Hariri dræbt. At mordet på ministerpræsidenten udløste ’Cederrevolutionen’ er tydeligvis det budskab, man vil sælge til libaneserne.
Efter at Libanons prosyriske regering er trådt tilbage, gør den ligeså prosyriske præsident, Emil Lahoud, nu store anstrengelser på at få udnævnt et ’forretningsministerium’ – hidtil uden succes. Hariris søster Bahiya, der parlamentsmedlem fra Sidon, var ikke interesseret i at blive Libanons første kvindelige ministerpræsident og den aldrende Rashid el-Solh betakkede sig også for jobbet trods sin aristokratisk libanesiske herkomst. Også en libanesisk dommer ved navn Rifai blev bragt i forslag, men knapheden på kandidater illustrerer til fulde, hvor sølle en flok fallenter Libanons etablerede politikere har udviklet sig til.
Det er stadig uvist, om slagordet ’Ceder-revolutionen’ blev lanceret i Beirut eller blev formuleret i munden på en talsmand for USA’s udenrigsministerium, men dets implikationer er klare nok: Den syriske hær må trække sig ud af Libanon, og – hvad der er mere afgørende – Syriens militære efterretningstjeneste må den samme vej. Derfor hersker der lige nu spændte forventninger til, hvorvidt det kommende ’forretningsministerium’ vil være loyalt over for Libanon eller over for Syrien, hvis protegé general Lahoud nu er en ensom mand i Baabda-paladset – præsidentpalæet, der troner på højdedragene i Beiruts udkant.
I går forsamledes ’oppositionen', kristne maronitter, sunnimuslimer, drusere (men – den kendsgerning er svær at overse – kun uhyre få shiamuslimer), ved Jumblatt-familiens 1700-talspalads i Chouf-bjergene ved Mukhtara, hvor Walid Jumblatt, den nye selvbestaltede ’løve’ i kampen for libanesisk frihed har forskanset sig af hensyn til sin egen sikkerhed. Intet politisk fremtrædende medlem af Jumblatt-familien er i nyere tid død i sin egen seng, og Walid Jumblatts påstand for nylig om, at det var syriske baathister, der stod bag mordet på hans far i 1977, har da også været med til at udløse denne folkelige opstand, der savner sit fortilfælde i den arabiske verden.

’En stemme – et flag’
Ifølge Walid Jumblatt var det ’Libanons folk’, der afsatte den syrisk støttede regering, ligesom ’Libanons folk’kræver, at sandheden kommer frem nu: Hvem dræbte Rafiq Hariri? »En stemme… et flag,« siger Jumblatt og kræver, at »alle fremmede elementer (sic!) fjernes fra Libanon«, og at al »udenlandsk indflydelse« bliver udrenset.
Hverken Walid Jumblatt eller libaneserne er dog naive. De ved, at USA’s opbakning til det libanesiske ’demokrati’ fremfor alt næres af Washingtons vrede over Syriens påståede støtte til det væbnede oprør mod de amerikanske tropper i Irak. Jumblatt gav klar besked om, hvad han mente om den amerikanske indblanding i Irak, da han sidste år udtrykte ønsket om, at den mortérgranat, der slog ned i det hotel, hvor USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz boede, havde ramt Wolfowitz selv. Denne bemærkning kostede Jumblatt et amerikansk visum. Præsident Bushs støtte til de libanesiske ’frihedshelte’ er således ikke betingelsesløs.

Den store nabo
Bush kræver også, at Hizbollah-militsen afvæbnes, hvilket Israel naturligvis også gør. Israelerne insisterer meget bestemt på, at det både er den syriske hær og efterretningsvæsen, der skal rømme Libanon. Den libanesiske opposition har de selv samme krav – dog ikke Jumblatt, der gerne vil holde hånden over det Hizbollah, som klarede at drive den israelske hær ud af Libanon i 2000. »Vi er nødt til at inddrage Hizbollah,« sagde han i går – »de er jo libanesere«. Han sendte endvidere dette budskab til Damaskus: »Vi bør sige det rent ud til syrerne: Vi ønsker, at I forlader Libanon, men vi ønsker samtidig at opretholde et godt forhold til jer.«
Her ligger det fundamentale problem. Syrien vil altid være Libanons store, arabiske nabo. Og indtil 1920, da Frankrig flåede ’Storlibanon’ ud af den osmanniske provins Syrien – var den nuværende stat Libanon da også en integreret del af Syrien. Libanons muslimer og kristne formår i dag kun at opretholde en fredelig sameksistens, fordi de libanesiske muslimer ikke gør krav på at være del af en ’arabisk nation’. Men tilsvarende gælder det, at hvis et ’befriet’ Libanon føjede Washingtons hedeste ønsker og erklærede sig for del af ’Vesten’, ville landet lige så hurtigt gå op i limningen, som det gjorde under borgerkrigen fra 1975–1990.

Udenlandske opgejlere
Det er fristende for de libanesere, som har opslået deres teltlejr på Martyrpladsen – eller Frihedspladsen, som de nu kalder den, skønt det oprindelige navn skal mindes hængningerne af de libanesiske muslimer og kristne, som krævede uafhængighed fra Osmannerriget i 1915-1916 – at tro, at de er del af en bredere bevægelse for demokrati i Mellemøsten. Der er heller ingen tvivl om, at valgene i Irak og den lille del af ’Palæstina’, som er blevet tilbage til palæstinenserne, foruden den ’storsindede gestus’ fra Hosni Mubarak om at tillade præsidentvalg i Egypten systematisk vil blive søgt presset ind i Bush-regeringens ideologiske skabeloner. Men Libanon er altid blevet svigtet af dets udenlandske opgejlere, hvilket er den dybere grund til, at den libanesiske borgerkrig ikke havde nogen vindere, måske bortset fra syrerne.
Selim el-Hoss, der tidligere har tjent som ministerpræsident flere gange, og som er en af de få ægte hæderlige politikere i Libanon, har nu også ladet forstå, at han ikke ønsker at stå i spidsen for noget forretningsministerium, hvilket er endnu et udtryk for det lavdepunkt, som libanesisk statsmandsskab efterhånden er sunket til. Hvis ikke el-Hoss vil lede en regering, hvem i al verden kan man så betro det?
Det store spørgsmål, som ikke mange vil stille direkte i Libanon er: Hvad bliver fremtiden for Rustum Ghazali alias ’Amu Rustum’ – chefen for Syriens militære efterretningsvæsen i Libanon? Amu Rustum har sit hovedkvarter i den overvejende armenske by Aanjar i Bekaa-dalen og har forholdt sig tavs i de sidste tre uger. Selv om Syriens præsident Bashar Assad fordømte pligtskyldigst mordet på Rafiq Hariri, men mere interessant havde det været at høre fra Amu Rustum. Få måneder før sin død skal Hariri have fået et telefonopkald fra general Ghazali, hvorunder denne skældte ham huden fuld. Hvad mon der blev sagt under denne samtale?

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her