Læsetid: 3 min.

Coca eller kaos i Bolivia

Efter kun 17 måneder i jobbet truer Bolivias præsident med at træde tilbage og kaste landet ud i endnu en institutionel krise – spørgsmålet er, om han har andre valg
9. marts 2005

Analyse
Er Bolivia et land, som ikke lader sig regere? Det spørgsmål trænger sig på, efter at landets præsident gennem kun 17 måneder, tv-journalisten og historikeren Carlos Mesa, truer med at træde tilbage, hvis han ikke får mere opbakning til sit forsøg på at styre den fattige og politisk omtumlede sydamerikanske republik.
Højt oppe i Andesbjergene, i det mest ufremkommelige geografiske terræn, ligger dette smertensbarn af et land, som synes at vandre fra krise til krise og fra kup til kup.
I skrivende stund er trafikken på Bolivias få og elendige veje lammet af 29 vejblokader. Dertil kommer en folkestrejke i El Alto-forstaden udenfor La Paz i protest mod for høje (privatiserede) vandafgifter og en hel, provins, det forholdsvis velstående Santa Cruz, der truer med at rive sig løs.
Nej, det er ikke let at være præsident for dette globaliseringens fallitbo, hvor ethvert skridt til at bringe landet ind i de internationale markeders mainstream prompte udfordres af velorganiserede og militante sociale bevægelser: coca-bønder, tidligere minearbejdere og indianske bevægelser, der ikke finder sig i noget.
Det tjener til Carlos Mesas ære, at han siger tingene ligeud:
»De kommer med en håndfuld dynamitstænger og kræver, at du gør lige hvad de siger… jeg agter ikke at fortsætte denne pinlige farce længere… og jeg vil ikke sende hæren eller politiet på gaden… der vil ikke blive dræbt nogen her.«

Cocaen som eneste niche
Hans forgænger i jobbet, præsident Gonzalo Sanchez de Lozada, måtte i oktober 2003 flygte ud af landet efter at politi og militær havde dræbt et antal demonstranter under en lignende bølge af sociale protester.
Vicepræsident Carlos Mesa tog over og forsøgte via en folkeafstemning at skabe opbakning til en plan for at udnytte Bolivias reserver af naturgas og skaffe hårdt tiltrængte eksportindtægter til det ludfattige land.
Men de sociale bevægelser og deres leder, coca-bøndernes formand Evo Morales som tabte det sidste præsidentvalg med 19 procent af stemmerne, stiller krav om en markant forhøjelse af beskatningen af de multinationale olie- og gasselskaber, der allerede opererer i landet. Et krav, der i praksis svarer til ekspropriation og brud på indgåede aftaler, og som vil kunne udløse omgående sagsanlæg og erstatningskrav mod Bolivia, fremfører Mesa.
Bolivia er under det ubønhørlige pres fra en globalisering, der kun har betydet øget fattigdom og elendighed for det store flertal af de ni millioner, overvejende indianske, indbyggere: Først lukkede de ineffektive, statsejede miner ned på stribe. Privatisering af vand m.m. har kun betydet højere priser.
Åbningen af landets markeder for forbrugs- og fødevarer, slog store dele af den håbløst ineffektive lokale produktion ihjel. Herunder et par kostbare Danida-støttede projekter der skulle sætte gang i mejeriproduktion og bedre landbrug på den stenede, vindblæste højslette… men hvilken indiansk bonde med to-tre køer i adobe-stalden kan konkurrere med de fuldt moderne mejeribrug i landbrugslande som Argentina og Chile?
Cocaen er den eneste niche, hvor Bolivia har en ’komparativ fordel’ på det store verdensmarked. Med den kedelige detalje at den slags er forbudt. De nyfundne reserver af naturgas burde være redningen for det håbløst grundstødte og forgældede land. Men for en nation, hvis moderne historie begynder med, at den spanske kolonimagt plyndrede dets bjerge for så store mændger af sølv, at der kunne bygges en bro mellem den gamle og nye verden, mens bolivianerne selv døde som fluer i mineskakterne, er det ganske enkelt uacceptabelt at lægge sin skæbne i hænderne på de multinationale selskaber, der står parat med den teknologi og kapital, som Bolivia mangler.
Globalisering kan bringe velstand mange andre steder på kloden. Men for marginaliserede lande som Bolivia er konkurrencen for ulige og kravet om underkastelse for uspiseligt. Spørgsmålet er, om de velorganiserede protestbevægelser, der med dynamitstænger i hænderne forsøger at sætte deres vilje igennem – imod befolkningens flertal – har bedre svar på Andeslandets dilemmaer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her